Stikuheld blandt sundhedspersonale

Hepatitis B-virus (HBV), hepatitis C-virus (HCV) og human immundefekt virus (hiv) er de mest betydende virus, der kan overføres ved perkutan eller mukokutan blodeksposition. Det er derfor også disse virus, som frygtes overført, når sundhedspersonale ved uheld stikker sig og skærer sig på potentielt kontaminerede nåle og instrumenter eller udsættes for blod på slimhinder eller på ikkeintakt hud. At dette forekommer hyppigt i visse grupper dokumenteres i dette nummer af Ugeskriftet. Jepsen & Schmidt fandt, at ca. 40% af de adspurgte medicinstuderende på 7.-9. semester havde været udsat for enten perkutan eller mukokutan eksposition, og i alt 22% af de adspurgte havde været udsat for en perkutan eksposition (1). Det er også bemærkelsesværdigt, men ikke uforeneligt med den kliniske erfaring og udenlandske fund, at sådanne uheld ikke altid anmeldes, og at undersøgelse og profylaktiske tiltag ofte svigter (2).

Hvorfor sker der så uheld med perkutan blodeksposition? I flere, bl.a. danske, undersøgelser har man søgt at kortlægge dette. Senest har Nelsing et al i 1997 som led i en stor landsdækkende undersøgelse undersøgt årsager til perkutan blodeksposition blandt danske læger (3). Konklusionen var, at uheld sker pga. unsafe routines, difficult working conditions og unsafe devices.

Man kan sagtens blive enige om, at sådanne uheld er en potentiel erhvervsmæssig sundhedsrisiko, og at uheld bare ikke bør ske. Men hvor stor er risikoen egentlig? Det afhænger af flere faktorer. Selve ekspositionsraten og for den enkelte tillige den kumulerede ekspositionsrate er vigtige faktorer, men også forekomsten af de pågældende virus blandt danske hospitalspatienter og risiko for smitte, givet at eksposition for inficeret blod har fundet sted, er vigtige brikker i regnestykket.

Her har Nelsing et al også belyst situationen for danske forhold. I deres undersøgelse fra midten af 1990'erne viste de, at omkring 2% af danske hospitalspatienter var smittet med HBV eller HCV (4), mens endnu færre var smittet med hiv. Når dertil lægges, at smitterisikoen ved sikker eksposition for HBV og HCV er hhv. 5-20% og 5%, og at risikoen for hiv-smitte er mindre end 1%, kan man regne sig frem til, at smitterisikoen ved den enkelte uheldsepisode er meget ringe.

Betyder det, at stikuheld kan betragtes som et ubetydeligt problem? Vel næppe. Selv om risikoen for den enkelte, der eksponeres, er ubetydelig, kan smitteoverførsel finde sted og er potentielt en tragedie for den enkelte »uheldige«. Desuden er den høje forekomst et udtryk for, at en række procedurer trænger til at blive revideret, og at visse utensilier eventuelt kunne udskiftes med mere sikre. Herimod kan der argumenteres, at det er den enkeltes ansvar ved omhyggelighed, eftertanke og velovervejede handlinger at undgå at stikke eller skære sig. Dette synspunkt er imidlertid ude af trit med den måde, hvorpå man er begyndt at anskue patientsikkerhed. Her drejer det sig i højere grad om at arbejde efter procedurer og under forhold, der begrænser muligheden for uheld. Hvad der gælder for patienternes sikkerhed bør derfor også gælde for vort sundhedspersonale. Man kunne derfor overveje systematisk at registrere og analysere uheldsomstændigheder, når f.eks. kirurger pådrager sig snitlæsioner.

Blodprøvetagning bør altid foregå med anvendelse af lukkede systemer, og stiletter fra venfloner bør uden yderligere håndtering kunne lægges i en lettilgængelig, ikke overfyldt kanylespand. Desuden bør man støtte den stadige teknologiske udvikling af mere sikre medicinske utensilier som f.eks. injektionssprøjtesystemer, hvor nålen forsvinder op i sprøjten, når stemplet når bunden.

Sker uheldet alligevel, er det vigtigt, at der er klare procedurer for håndteringen heraf. Hvor skal man henvende sig? Hvilke blodprøver skal tages? Hvornår er det relevant at påbegynde posteksponerings-HBV-vaccination, og hvornår skal der gives hiv-posteksponeringsprofylakse?

Strammes der op på disse forhold, vil det utvivlsomt føre til, at et arbejdsmiljøproblem bliver gjort betragteligt mindre. Helt at eliminere stik- og snitlæsioner er naturligvis utopisk specielt inden for de kirurgiske specialer, og den her nævnte samt udenlandske undersøgelser tyder på, at de alleryngste og mest uerfarne - studenterne - er dem, der har den største risiko (1, 2). På den baggrund synes tiden at være inde til, at danske medicinstuderende ved start på den kliniske procedureorienterede uddannelse bliver tilbudt hepatitis B-vaccination. Så vil vi inden for en overskuelig periode have den første kohorte af danske læger, der er beskyttet mod HBV.