Stil krav til systemet

»Den, der giver medicinen, må jo have sikret sig, at den virker - uden uacceptable bivirkninger«, konstaterer Carsten Rygaard, hovedbestyrelsesmedlem og formand for Arbejdsmiljøudvalget i Lægeforeningen tørt om den takststyring, som sygehusvæsenet i Danmark tvangsmedicineres med fra årsskiftet.

Rygaard mener ikke, at taksstyringen nødvendigvis bliver en bitter pille at sluge. Måske kan den endda virke stimulerende, men det må være en forudsætning, at den er gennemtestet af beslutningstagerne - et stort ansvar for det politiske system

»Personligt mener jeg imidlertid, at sygehussystemet har godt af at være under et vist pres. Men presset skal lægges rigtigt«, siger Carsten Rygaard, som godt kan se ideen i takst - frem for den traditionelle rammestyring.

»Hvis pengene følger patienten ud til den afdeling, der yder behandlingen, vil læger da se en større motivation i at ,give den en skalle`. Vi vil få luft til en helt anden udvikling end under rammestyring. Det er jo utåleligt, at afdelinger på grund af en øget ventelisteindsats løber tør for penge i november, eller at gevinsten ved en ekstra indsats forsvinder fra afdelingen for at dække et hul et andet sted i systemet«.

Men bør økonomi overhovedet være en faktor for læger i patientbehandlingen?

»Nu skal vi også forholde os realistisk til verden. Ved patientkontakten er vi selvfølgelig som læger drevet af ønsket om at hjælpe mest muligt. Men det er jo økonomi, der styrer afdelingerne. Budgettet afgør, om der er plads til faglig udvikling, kurser, nyt apparatur - pengene bestemmer niveauet for hjælpen«.

Hvis du mente, at en patient burde behandles, men vidste at det ikke kunne ske på dit sygehus af økonomisk prioritering, ville du så sige det rent ud til patienten?

»Ja, ellers kunne jeg jo ikke drage patienten ind i beslutningsprocessen og give ham et reelt valg. Der er jo ikke noget odiøst i, at man ikke kan tilbyde alle behandling - og alle behandlinger - lige på mit sygehus.

Stormagasinet Harrods i London er vist det eneste, der kan tillade sig mottoet Omnia, Omnibus, Ubique (alt for alle overalt, red)«.

Kan stram økonomistyring ikke give jer et betændt arbejdsmiljø?

»Det ligger i menneskets natur at søge personlig tilfredsstillelse gennem sit arbejde, og læger er hverken værre eller bedre end andre på det område. Det er en ledelsesopgave at sørge for, at økonomistyringen bliver et incitament, der skaber resultater, ikke problemer.

Der kræves evidens for sundhedsvæsenets behandlinger. Vi skal altid kunne dokumentere en gevinst for patienten. Det må være naturligt, at det politiske system holdes fast på tilsvarende høje standarder for styringsværktøjet, som jo influerer direkte på selvsamme behandlinger. Takststyring er jo ikke et forsøg. I flere andre lande har man konkrete erfaringer fra en hverdag med denne form for incitamenter - blandt andet i Norge. Der må være masser af både virkninger og bivirkninger at lære af.

Men vi taler, som om økonomisk styring var et nyt princip for læger. Hele praksissektoren er jo takststyret gennem honoraraflønning. Det er accepteret, og der er vel ingen, der seriøst mener, at patienter bliver unddraget relevant behandling hos deres praktiserende speciallæge. Men vi skal have øjnene åbne for følgerne af vores sundhedspolitik, og økonomistyring er sundhedspolitik«, siger Carsten Rygaard.