Skip to main content

Stillingsbanken.dk lukker

Foreningen af Yngre Læger

2. nov. 2005
2 min.

Den 18. november 2002 lukker Lægeforeningen sin stillingsbank på nettet. Årsagen er, at amterne har valgt at oprette og annoncere på deres egen jobbase, frem for i Ugeskriftet og i Lægeforeningens stillingsbank.

Det betyder, at job i amter og H:S fremover skal findes på www.laegejob.dk.

Har du fx oprettet en profil i stillingsbanken.dk, skal du lave en ny på laegejob.dk, hvis du fortsat vil have automatisk orientering om jobmuligheder, der passer til dine ønsker.

FAYL mener, at det er vigtigt, at lægerne har en nem og overskuelig adgang til aktuelle stillingsopslag. Det gælder især de yngre læger, der har brug for klassificerede stillinger som led i deres speciallægeuddannelse.

FAYL har derfor etableret et samarbejde med Amtsrådsforeningen omkring at udvikle Amtsrådsforeningens jobbase - laegejob.dk - så den i højere grad tager højde for de specielle forhold, som karakteriserer det lægelige arbejdsmarked. Først på dagsordenen står at få kategoriseret stillingerne (rigtigt), så de jobkategorier, man kan søge på og finde frem, svarer til den lægelige videreuddannelse. Set i lyset af den nuværende lægemangel og det stigende pres på uddannelseskapaciteten, er det nødvendigt, at alle uddannelsesstillinger nemt kan findes.

FAYL har hidtil kontrolleret stillingerne i stillingsbanken.dk og sikret, at de nødvendige oplysninger var tilgængelige for de jobsøgende medlemmer. Det kan vi ikke på Amtsrådsforeningens jobbase. FAYL har i stedet aftalt med Amtsrådsforeningen, at de etablerer et link fra laegejob.dk til FAYL's hjemmeside, hvor FAYL's medlemmer så kan finde rådgivning om indhold i stillingsopslag og stillingsbesættelse.

Som led i udviklingen af Amtsrådsforeningens jobbase, har vi også oprettet en e-mail-adresse: kritik@dadl.dk. Her vil vi gerne opfordre alle medlemmer til at komme med tilbagemeldinger på laegejob.dk, herunder funktionalitet, indhold i stillingsannoncer, fejl og anden konstruktiv kritik. Vi vil så videregive inputtene til Amtsrådsforeningen, og løbende forsøge at få dem til at justere jobbasen i tråd med brugernes behov.

Jobannoncer i Ugeskrift for Læger

Lægeforeningen fortsætter med at bringe jobannoncer i Ugeskrift for Læger og sikrer samtidig, at annoncerne overføres til laegejob.dk på nettet (på nær praksissalg).

For at hjælpe de jobsøgende på vej, opretter vi desuden jobområder på hjemmesiderne www.laegeforeningen.dk og www.dadlnet.dk, hvor vi samler de relevante joblinks til laegejob.dk, Ugeskriftets annoncer, korttidsvikariater og Vikarer til almen praksis. Her vil det også være muligt at indrykke annoncer.

Klik ind på vores hjemmesider og videre på »Stillinger«.