For stor forskel i behandlingen af ADHD-børn

Hvis man skal tro statistikkerne, er der kun ganske få børn og unge i Esbjergområdet, der har ADHD. Det er jo rigtig godt. Hvis det altså var rigtigt. Men det er det desværre ikke, fastslår blandt andet to af landets fø-rende eksperter inden for området.

»Forekomsten af ADHD burde være lige hyppig, uanset hvor man bor i landet; man får jo ikke ADHD fra drikkevandet,« konstaterer overlæge og professor Niels Bilenberg fra Det Børne- og ungdomspsykiatriske Hus, Odense Universitetshospital.

»Det er bekymrende, det er klart. Man kunne jo frygte, at der går en masse børn rundt ude i Vestjylland uden at få hjælp,« siger Niels Bilenberg, der skynder sig at understrege, at Esbjerg blot er et eksempel, og at der generelt er for store svingninger i tallene rundt om i landet.

Kollegaen Per Hove Thomsen fra Århus er enig.

»Der er alt for store regionale forskelle i dag,« siger Per Hove Thomsen, der er professor, overlæge, dr.med. ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov. Han siger, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange der får stillet diagnosen ADHD, men også hvilke sidediagnoser, der bliver udredt.

»Vi ved, at omkring 80 procent af ADHD-børnene også har andre vanskeligheder. Adfærdsforstyrrelser, angst, depression, indlæringsvanskeligheder. Alt sammen er noget, der kan skjule sig under ADHD'en. Så selv om man behandler korrekt for ADHD, er det altså ikke tilstrækkeligt,« siger Per Hove Thomsen.

De to professorer håber nu, at et nyt 73-siders-referenceprogram (»for udredning og behandling af børn og unge med ADHD«) vil sikre en bedre og mere ensartet diagnostik og behandling af det stærkt stigende antal børn og unge, der bliver diagnosticeret med ADHD hvert år. Ifølge udenlandske undersøgelser har 2-5 procent af alle børn og unge ADHD. I Danmark bliver et landsgennemsnit på 0,84 procent af børn og unge diagnosticeret og behandlet for ADHD. Men altså med store udsving afhængig af, hvor man bor i landet.

For eksempel stod der i 2007 kun ADHD på tre procent af diagnoserne i børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg, mens ADHD udgjorde hele 29,1 procent af diagnoserne i børne- og ungdomspsykiatrien lidt længere sydpå i Augustenborg. Niels Bilenberg pointerer, at tallene er forbundet med usikkerhed, da patienter kan være udredt andre steder end på de 15 psykiatriske centre og afdelinger, og da patienter kan pendle.

»Men det er altså ikke noget, der flytter ved det overordnede billede af, at der er alt for store forskelle,« siger Nils Bilenberg.

Miljøvognen og medicinvognen

Det gode spørgsmål er så »hvorfor?« Hvorfor er der disse forskelle mellem børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger rundt om i landet?

»Hvis jeg skal sige det pænt, er forklaringen »diag-nostisk kultur«. Man bruger ganske enkelt diagnoserne forskelligt,« svarer Niels Bilenberg.

»Man må forstå den psykiatriske verden: Diagnoser bliver stillet ud fra deskriptive kriterier. Man interviewer og observerer sig frem til diagnosen. Det er jo ikke ligesom med forhøjet blodtryk, der kan måles. Det betyder, at der i enhver diagnose i psykiatrien indgår en tolkning. Og så snart der indgår en tolkning, opstår der forskellige kulturer,« siger Niels Bilenberg.

Så på nogle afdelinger ser man anderledes på ADHD, end man gør på andre?

»De kriterier, der indgår i ADHD, er nedskrevet. Men en række af kriterierne ses også som tegn på adfærdsforstyrrelser. Der er altså træk, der også kan tilskrives andre diagnoser.«

Niels Bilenberg peger netop på, at mange ADHD-børn kan blive diagnosticeret som adfærdsforstyrrede i stedet. Hvilket heller ikke behøver at være helt ude i skoven. ADHD er nemlig kendetegnet ved, at der i 80 procent af tilfældene samtidig er andre problemer og diagnoser, hvoraf den hyppigste er adfærdsforstyrrelse.

Niels Bilenberg mener også, at der kan ligge en dybere holdningsforskel bag de regionale forskelle. Ifølge Bilenberg kan man lidt firkantet sige, at hvis man diagnosticerer et barn som ADHD-barn, accepterer man samtidig, at årsagen primært er »genetisk medførende biologiske dysfunktioner i hjernen«, og behandlingen derfor primært er medicinsk. Hvis man i stedet mener, at barnet lider af »adfærdsmæssige problemer«, er det underforstået, at problemerne hovedsagelig er miljøskabte. Og her er behandlingen derfor typisk ikkemedicinsk.

Niels Bilenberg skyder altså på, at en del af årsagen til de store udsving i antal ADHD-diagnosticerede kan være, at nogle psykiatere populært sagt er på miljøvognen og andre er på medicinvognen.

Noget tyder dog allerede på, at referenceprogrammet vil skabe større konsensus.

Hjemmesiden www.medicinmedfornuft.dk der redigeres af Institut for Rationel Farmakologi (tilknyttet Lægemiddelstyrelsen) og primært henvender sig til landets læger, vil »revidere« sin artikel om ADHD efter spørgsmål fra Ugeskriftet. Speciallæge i almen medicin Niels C. Heebøll-Nielsen erkender, at blandt andet følgende sætning »kan misforstås«: »For mange ADHD-patienter er det tilstrækkeligt med ikkemedicinsk behandling«.

Professorerne Per Hove Thomsen og Niels Bilenberg håber, at læger over hele landet vil handle i overensstemmelse med de nye anbefalinger. Per Hove Thomsen understreger, at der ikke er noget nyt under solen i referenceprogrammet. I hvert fald ikke, hvis man er fagligt ajourført.

»Vi skal opdatere fagpersoner, som ikke er optimalt opdaterede. Jeg håber, at alle læser tingene igen og lader referenceprogrammet være udgangspunktet for, hvordan man lokalt griber ADHD an,« siger Per Hove Thomsen. Se Tabel 1 .