Skip to main content

For stor forskel på de præhospitale beredskaber

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

20. apr. 2012
2 min.



Fremtidens sygehuse bliver større og bedre. Men der bliver også længere imellem dem. Det stiller store krav til den hjælp, som sundhedsvæsenet skal kunne levere, når der bliver ringet 112.

Om det præhospitale beredskab kan levere varen, er afhængigt af, at den nødvendige behandling kan begynde i rette tid. Dygtige reddere i stadig mere avancerede ambulancer klarer mange tilfælde. Men ikke alle. For de alvorligst syge og tilskadekomne patienter kan det være afgørende, at en speciallæge med ekspertise i netop at håndtere disse situationer er med allerede på skadestedet.

For dem kan det være afgørende at få stillet den rette diagnose første gang, at den nødvendige behandling indledes med det samme, og at de kommer til det rigtige sygehus fra start.

Læger er den eneste faggruppe, der både kan diagnosticere bredt, visitere og behandle i den situation. De er også de drivende i udvikling og forskning på området. Derfor er det helt oplagt - for patienternes skyld - at styrke lægernes rolle i det præhospitale beredskab.

Vi ser i flere regioner en oprigtig ambition om at sikre borgerne det bedst mulige tilbud, når det virkeligt gælder om at levere både hurtig og specialiseret hjælp. Men samtidig er regionerne nødt til at se i øjnene, at tiden er løbet fra den store forskel i tilbud, som de tilbyder befolkningen. I nogle regioner er der mange lægebiler, mens der er i andre er få, og i Region Sjælland er der slet ikke nogen. Sundhedsstyrelsen bør - i lighed med specialeplanlægningen på sygehusniveau - have mulighed for at stille bindende krav til regionernes specialiserede præhospitale tilbud.

Det er et stort fremskridt, at sundhedsmyndighederne kan stille krav og har det sidste ord i specialeplanlægningen. Patienterne kan, uanset hvor de bor, være sikre på at få kvalificeret specialiseret behandling, og dermed bidrager det til - på dette område - at skabe større lighed i sundhed.

Men når »sygehuset er på hjul«, er det reelt helt op til den enkelte region, hvilke tilbud befolkningen skal have. Sundhedsstyrelsen kan ikke stille krav. Det er problematisk set i lyset af, at stadig flere behandlinger kan indledes, før ambulancen når sygehuset. I fremtiden vil det blive endnu mere udtalt.

Lægeforeningen præsenterer på Lægemødet i den kommende weekend en ny præhospital politik. Den understreger behovet for at styrke den lægelige del af det præhospitale område og sikre, at patienten i Nakskov får samme specialiserede hjælp som den syge i Silkeborg.

Forhåbentlig vil Sundhedsministeriets akutudvalg, som p.t. kulegraver det præhospitale beredskab, nå frem til en løsning, der giver patienterne den sikkerhed.