Det tyske samfund ældes med voldsom hast – det gælder også de praktiserende læger. Derfor leder tyske politikere og lægeforeninger indædt efter den rette medicin mod lægemanglen, der allerede er akut i en række udkantsregioner.
BERLIN Praktiserende læge: en mulighed. Landlæge: nej tak. Dommen falder prompte fra den 35-årige tyske mediciner Laertes Sickert. I løbet af sine medicinstudier i Berlin valgte han i sidste ende at specialisere sig i neurologi for i dag at arbejde på et af den tyske hovedstads Vivantes-sygehuse.
»Jeg tror, at det er et fint erhverv at være praktiserende læge på landet – især pga. det fortrolige forhold til patienterne. Men som langt de fleste af mine medstuderende kom jeg til Berlin pga. storbyens kulturelle, sociale og faglige muligheder«.
Denne holdning til liv og arbejdsliv deler Laertes Sickert med flertallet af de unge tyske medicinere. For selvom der i dag er et rekordstort antal læger i Tyskland, er der en faretruende mangel på praktiserende læger – ikke mindst på landet.
»Lægemanglen er ikke længere bare en prognose, i mange tyske regioner er den allerede en realitet«, udtalte Frank Ulrich Montgomery, præsident for det tyske lægekammer, for nylig. De tørre tal giver ham ret. I perioden 2004-2012 steg antallet af lægebesøg i Tyskland med 136 millioner. Samtidig er de praktiserende læger stærkt aldrende og kvantitativt i frit fald: I 1995 var der i Tyskland ca. 46.000 læger inden for almen medicin. Ved udgangen af 2013 lå tallet på knap 34.000. Dertil kommer, at den praktiserende tyske læge i snit er 53 år gammel, mens godt hver tredje er over 60 år. Manglen vil altså spidse yderligere til over det næste årti.
Værst ser det ud i en lang række tyske udkantsregioner – især i de tidligere østtyske delstater, men også i visse dele af f.eks. Slesvig-Holsten, hvor der er tale om en akut mangel på praktiserende læger.
Fra politisk side har man prøvet at dæmme op for problemet med den såkaldte lov om forsyningsstrukturer, der trådte i kraft i 2012. Den åbnede for, at fordelingen af læger ikke bare foregår efter indbyggertal, men at man også tager højde for demografien i befolkningen. Desuden vil man med loven gøre livet som landlæge mere attraktivt. Instrumenterne er bl.a. bedre barselsforhold, og for landlægernes vedkommende blev bopælspligten i nærheden af deres praksis ophævet. Desuden giver loven landlægerne en række økonomiske fordele, bl.a. i form af afskaffelsen af honorarloftet pr. patient, en række tilskudsordninger og lettere mulighed for at grundlægge flere filialer.
Netop nu arbejder det tyske sundhedsministerium på endnu et lovudkast, der skal styrke lægeforsyning på landet yderligere. Denne lov om styrkelse af forsyningssikkerheden skal bl.a. støtte videreuddannelse og åbne for, at kommuner med lægemangel selv kan grundlægge lægecentre – endda med klækkelige statstilskud til lægeassistenter.
Fra det tyske lægekammers side mødes det ny lovudkast med skepsis, fordi kommunale lægecentre i deres øjne vil betyde mere statslig styring og mere bureaukrati. Også de tyske lægeforeninger ser det som en indskrænkning af deres rolle som repræsentant for de selvstændige læger. Her står især ideen om at opkøbe praksisser i overforsynede områder i storbyer for skud, men også tiltaget med at lade sygehuse og sundhedscentre dække en del af forsyningen støder på kritik.
»Det vil næppe øge de unge lægers trang til at slå sig ned i struktursvage regioner, hvis sygehuse eller kommunale sundhedscentre i nærheden kan indføre overlappende ambulante behandlingstilbud«, lyder det i en stillingtagen fra den tyske lægeforening.
Selv fra øverste politiske hold har den patientansvarlige i den tyske forbundsdag, Karl-Josef Laumann, kaldt manglen på medicinere på landet for »yderst bekymrende«. Efter gennemførelsen af de nye love mener han, at krisen fremover må tackles af de 16 tyske delstater og deres lægeforeninger. Lægeforeningerne må i Laumanns øjne »nu endelig sørge for at gøre det mere attraktivt at blive praktiserende læge på landet«. Samtidig må delstaterne, der står for det uddannelsespolitiske område, skaffe »markant flere studiepladser« inden for almen medicin. Desuden bør de ifølge Laumann uddele stipendier til dem, der forpligter sig til at arbejde som praktiserende læger i underforsynede regioner.
Med lægekammerpræsident Frank Ulrich Montgomerys ord kan der imidlertid kun dæmmes op for landflugten, hvis de unge almenmedicineres ønske om mere fleksible arbejdsbetingelser imødekommes, og hvis der skabes højere status for og bedre honorarer til den »talende medicin« i forhold til den mere teknisk specialiserede medicin. Uden flere studiepladser er det dog forgæves, medgiver Montgomery.
»Det handler om intet mindre end at motivere en hel generation af unge læger«, lyder det fra lægekammerpræsidenten.
Hvordan denne motivation skal foregå i praksis, har den 35-årige mediciner Laertes Sickert svært ved at se. Selv nok så mange finansielle lokkemidler ville ikke få ham til at pakke kitlen og slå sig ned i egen praksis på landet.
»Storbyens muligheder, fleksibiliteten og friheden er det afgørende. Det økonomiske spiller derimod en underordnet rolle. Desuden er en ansættelse på et sygehus markant mere foreneligt med familielivet«, mener Laertes Sickert, der har to børn i børnehavealderen.
Med sin 30-timers arbejdsuge har han fulgt de tyske lægers stigende tendens til at arbejde på deltid.
»Fra overlægerne må man af og til høre på, at man tidligere altså tog de job, der nu engang var, og at man dengang tog overtimer uden at stille krav om fuld overtidsbetaling eller afspadsering. Den type læger er nok ved at forsvinde, på godt og ondt«.
Flere landlige regioner i Brandenburg lider af akut lægemangel. Med projektet KV RegioMed har lægeforeningen derfor oprettet behandlingscentre, der kan lappe på forsyningen, og opkøbt praksisser, hvor unge læger kan afprøve springet ud i livet som landlæge.
Smuk og dog forladt af de unge. Det er groft sagt virkeligheden for søområdet Uckermark, en aldrende landregion med stor lægemangel i tyske Brandenburg. I landsbyen Joachimsthal søgte den pensionsmodne forgænger i den lokale lægepraksis således efter en afløser i mere end fem år. Forgæves. I 2012 valgte Brandenburgs lægeforening KV-BB derfor at lave en såkaldt KV RegioMed-Praksis. De opkøbte biksen og ansatte en yngre læge, der kunne garantere forsyningen og risikofrit kunne afprøve livet som landlæge.
De nuværende fire praksisser med denne form er blot én byggesten i KV-BB's forsøgsprojekt KV RegioMed, der skal sikre lægeforsyningen med forskellige moduler: ud over enkeltstående praksisser med egne KV-ansatte læger består værktøjskassen indtil videre af tre praksiscentre, beredskabstjenester samt patientbusser.
I Templin, en by med ca. 16.000 indbyggere i Uckermark, tager den 71-årige læge Reinhold Schrambke mod Ugeskrift for Læger i det geriatriske RegioMed-Centrum. Rummet ligger beskedent i kælderetagen af byens lille sygehus, men RegioMed-projektet har skabt så meget opmærksomhed, at indvielsen i efteråret blev foretaget af selveste Hermann Gröhe, den tyske sundhedsminister.
»I selve Templin er der egentlig læger nok«, fortæller Reinhold Schrambke.
»Men i landsbyerne ude i oplandet er der ingen tilbage. Generation Y vil ikke affinde sig med landlægens arbejdsbetingelser, hvor du konstant skal stå til rådighed og er underlagt en enorm social kontrol. Derfor tror jeg, at den uddøende landlæges afløser skal findes i nye strukturer – bl.a. i en bedre kombination af praktiserende læger og behandlingscentre«.
Reinhold Schrambkes egen landpraksis drives i dag af hans søn, der bor i 20 kilometers »sikkerhedsafstand« til praksissen. Trods sin alder har Schrambke nu valgt at lægge to halve arbejdsdage om ugen i RegioMed-centret, hvor han er ansat på timelønsbasis ved KV-BB.
Patienterne henvises oftest hertil af deres egen læge pga. mobilitetsproblemer eller multimorbiditet. Herfra lægges der individuelle programmer med inddragelse af bl.a. fysioterapeut, logopæd, ergoterapeut og socialrådgiver.
»Vi leverer den almene geriatriske forsyning og står derfor ikke i konkurrence med de praktiserende læger«, mener Reinhold Schrambke, der til rådighed har en såkaldt agneszwei-assistent, der bl.a. står for koordinering mellem de forskellige instanser, styrer medicineringen og foretager besøg i hjemmet.
Alt i alt ser han store fordele i RegioMed-projektet:
»Det er en åbenlyst god ide at give de unge læger mulighed for at afprøve livet som landlæge, uden at de skal gældsætte sig. Desuden giver samarbejdet mindre bureaukrati og mere fleksibilitet, så det kan forenes med familielivet«, mener Reinhold Schrambke.
»På den anden side skal drivkraften i den selvstændige virksomhed som læge ikke gå tabt. Det er en hårfin balancegang«.
I sidste ende handler lægemanglen i Schrambkes øjne dog især om, at almenmedicinerne og især landlægerne igen skal have en højere status.
»I Tyskland kan man gå direkte til speciallæge med krav om behandling. Det fører til en tvivlsom omgang med resurserne, og det undergraver almenmedicinerens funktion. Derfor løser vi heller ikke problemet ved bare at uddanne flere læger. Det vil formentlig øge behovet. Og så er vi lige vidt – ikke mindst herude på landet«.
Læs mere om KV RegioMed på: www.kvbb.de
