Skip to main content

Store ændringer i sundhed og sygdom siden 1987

Klaus Larsen kll@dadl.dk

11. maj 2012
2 min.

Andelen af moderat eller svært overvægtige i den voksne befolkning er stærkt stigende. Ifølge den seneste opgørelse er 46,7 pct. moderat eller svært overvægtige, hvilket er en markant stigning fra 1987.

Tallene fremgår af rapporten "Sundhed og sygelighed i Danmark 2010" fra Statens Institut for Folkesundhed, som udkommer i dag, onsdag.

Fra 1987 til 2010 steg andelen af svært overvægtige (BMI på 30 eller mere) fra 5,6 pct. til 13,4 pct.

Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. En større andel blandt mænd (54,2 pct.) end blandt kvinder (39,4 pct.) er moderat eller svært overvægtige.

Der ses en meget klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og overvægtig: Jo længere uddannelse desto mindre er sandsynligheden for, at man er overvægtig.

Statens Institut for folkesundhed har siden 1987 målt mænd og kvinders sundheds- og sygdomstilstand, og rapporten handler bl.a. om udviklingen i den voksne befolknings helbred og trivsel, sygelighed, sundhedsadfærd, sygdomsadfærd og brug af sundhedsvæsenet.

Af rapporten fremgår blandt andet, at andelen, som har brugt alternativ behandling inden for det seneste år siden 1987 er steget fra 10,0 pct. til 26,3 pct.

Andelen, som har oplevet meget generende smerter eller ubehag de seneste fjorten dage er steget fra 29,3 pct. til 36,7 pct.

Men der er også flere, som har flere end 20 af deres egne tænder i behold: I 1987 var det knap 66 pct., mens det i 2010 var 83,1 pct.

Der er til gengæld blevet færre, som har fysisk anstrengende arbejde: I 1987 var det omkring hver tredje, mens det i 2010 kun var lidt over hver fjerde.

Andelen , som inden for en treårs periode har fået målt kolesterol, er mere end fordoblet fra 2000 til 2010, fra 21,1 pct. til 48,7 pct.

Dette er bare nogle få af de resultater, som kan læses i SIF's rapport.

Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse gennemført af landets fem regioner og Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i forbindelse med Den Nationale Sundhedsprofil i 2010, og SIF's sundheds- og sygelighedsundersøgelser i 1987, 1994, 2000, 2005 og 2010.

SIF's undersøgelse er finansieret af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og SIF.