Skip to main content

Store forventninger til P.L.O.s akutoplæg

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

1. nov. 2005
3 min.

Hvert år modtager de danske skadestuer over en million henvendelser - og tallet er i vækst. Mellem 30 og 50 procent af henvendelserne burde være sket hos patientens egen læge eller Lægevagten.

Det er den, stærkt stigende brug - og misbrug - af skadestuerne, som har fået såvel sygehusejerne som de hospitalsansatte læger i FAS og YL til at efterlyse en ny måde at organisere akutbetjeningen på.

I 1998 blev Lægeforeningernes delforeninger enige om et fælles oplæg til akutbetjeningen. Det hed »Fremtidens akutbetjening - en helhedsorienteret model for tilrettelæggelsen«.

Ifølge oplægget skulle al akutbetjening foregå via lægevisitation og baseres på to landsdækkende numre: 112 skulle som hidtil anvendes i livstruende situationer, mens et nyt, som kunne være 888, skulle anvendes ved akut, men ikke livstruende situationer, eller når patienten ikke kunne komme i kontakt med sin egen læge i dagtiden.

888 - eller hvad det nu skulle hedde - skulle være et landsdækkende lægevagtnummer, som var døgnåbent, men baseret på, at man i øvrigt skulle kontakte egen læge i dagtiden.

Oplægget foreslog, at akutmodtagelse og Lægevagt blev placeret på sygehusene. I tilknytning til akutmodtagelse skulle der etableres vagtkonsultationer, hvor vagtlæger uden for dagtid kunne modtage akutte, visiterede patienter.

I 2002 forsøgte man at revidere oplægget, men delforeningerne kunne ikke blive enige om de forskellige ændringsforslag. Derfor er det fortsat oplægget fra 1998, som er Lægeforeningens gældende politik.

I foråret 2004 besluttede Lægemødet, at man på næste års Lægemøde skal drøfte et nyt oplæg til akutbetjening. Dog ville man lige afvente et udvalgsarbejde i P.L.O., hvis rapport var et af de vigtigste diskussionsemner på P.L.O.s repræsentantskabsmøde i lørdags.

Det helt centrale ønske til akutbetjeningen har handlet om en egentlig visitation. I princippet har der været opbakning i hele Lægeforeningen til et enstrenget akutsystem, hvor al henvendelse sker telefonisk til en visiterende læge.

Derimod har der været vanskeligheder med at nå til enighed om især håndteringen af visitationen i dagtiden. Her har P.L.O. ønsket, at man primært skal kontakte egen læge, mens fx YL har foreslået et helt enstrenget system, hvor al henvendelse døgnet rundt sker til ét og samme nummer.

YL ønske har handlet om en integreret, døgnbemandet akutfunktion med én telefonisk lægevisitation til ét fælles behandlingssted, hvor uddannelsen af turnuslægerne kunne indtænkes.

FAS' ønsker har gået i samme retning, men har været knap så specifik: Speciallægerne så gerne, at P.L.O. havde en lægevisiteret telefon i dagtiden, men som FAS' formand Karsten Nielsen tidligere har sagt til Ugeskriftet: »Man kan tænke sig mange måder at organisere den akutte medicin på. FAS ser helst, at de, som har opgaven [de praktiserende læger, red.] prøver at beskrive det først. Så kan vi andre forholde os til, hvordan det passer ind i vore overvejelser«.

»Men det er en diskussion, FAS ikke vil gå ind i, før de, som har problemet, nemlig P.L.O., har forholdt sig mere konkret til det«, sagde Karsten Nielsen i april 2003.