Store og uforklarlige forskelle i kommunernes brug af medicin

Hvis man gerne vil møde en dement patient, så tag til Tønder. Her bor tilsyneladende den største koncentration af demente mennesker i landet.

»Er det rigtigt? Det var da utroligt. Så mange demente har vi altså heller ikke«, lyder den umiddelbare reaktion fra praktiserende læge i Tønder, Dorte Støy.

Ikke desto mindre viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, at de sønderjyske borgere er dem i landet, der får mest medicin mod demens. Lægemiddelstyrelsen har renset tallene for de forskelle, der måtte være i kommunerne med hensyn til køn og alder. Med andre ord kan forskellene ikke forklares med, at der bor mange ældre borgere i Tønder.

Samtidig viser tallene at Syddjurs Kommune næsten er støvsuget for demente. I hvert fald er det den kommune, hvor færrest borgere får medicin mod demens. Lægemiddelstyrelsen har sat landsgennemsnittet til 100. Og i forhold til det lander forbruget af demensmedicin i Tønder på 167, mens det i Syddjurs Kommune er på indeks 55.

»Det overrasker mig ikke. Jeg synes faktisk ikke, vi har særlig mange demente patienter. Selvfølgelig har vi nogle, der er glemsomme, men det er jo ikke nok til, at man kan begynde at skrive Aricept ud«, siger praktiserende læge i Rønde, Tor Skottun.

Det kan jo også være, at I skriver for lidt medicin ud?

»Den mulighed vil jeg ikke afvise, men jeg har siddet her i 25 år og kender mine patienter rimelig godt. Og jeg mener ikke selv, jeg overser nogen. Men o.k. - ingen er fuldkommen«, siger Tor Skottun.

Lægemiddelstyrelsen har regnet på de kommunale forskelle i borgernes brug af medicin mod folkesygdomme. Og forskellene er ualmindelig store. Ikke blot når det handler om medicin mod demens. Men også i forbruget af medicin mod osteoporose, hjertekar-sygdomme, psykisk sygdomme og diabetes 2 er der markante - og tilsyneladende uforklarlige - forskelle.

Hverken Tor Skottun eller Dorte Støy kan for eksempel forklare den markante forskel, der er mellem Tønder og Syddjurs, når det kommer til forbrug og udskrivningspraksis. De to læger er underlagt de samme regler. Forstået på den måde, at tilsynsreglerne betyder, at patienter skal omkring en specialist, hvis vedkommende skal have tilskud til medicinen. Altså sender de praktiserende læger deres potentielt demente patienter omkring gerontopsykiatrien, der lader en speciallæge diagnosticere vedkommende, hvorefter lægen udskriver recepten.

Her bor de gode sælgere

Også cheføkonom Jørgen Clausen fra Lægemiddelindustriforeningen synes, at der er overraskende store variationer mellem kommunerne.

Afspejler de her tal for eksempel, at der findes meget dygtige sælgere i ét område og middelmådige sælgere i et andet?

»Det kan man ikke afvise, men jeg tror det ikke. Det handler mere om sygdomsbilledet det pågældende sted. Hvis man sammenholder tallene med regionernes tal over sygdomsbilledet det pågældende sted, så vil man kunne få en fornemmelse af, om lægerne udskriver for meget eller for lidt medicin i forhold til kommunens generelle sygdomsbillede. Hvis der for eksempel viser sig at være en høj prævalens af en given sygdom, men et lavt forbrug af medicin i den pågældende kommune, så kan det godt være, en virksomhed vil tænke, at her var der en mulighed«, siger han.

Ifølge adj. professor Peter Vedsted fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet viser tallene både rationelle og irrationelle forskelle i brugen af medicin. En af de rationelle forklaringer er for eksempel den sociale skævvridning, hvor nogle kommuner har mange ressourcestærke, højtuddannede, arbejdende mennesker, mens andre har relativt flere arbejdsløse borgere på kontanthjælp, og det afspejler sig i brugen af medicin. Eller forskelle i adgangen til speciallæge. Men der er også mange variationer - for eksempel i de meget store forskelle i brugen af medicin mod osteoporose - som ikke umiddelbart lader sig forklare på fornuftig vis.

»Det er svært at forestille sig, at der skulle være en ophobning af mennesker med osteoporose i en given kommune«, som Peter Vedsted siger.

Han mener også at kunne se, at mange af forskellene tilsyneladende også afspejler de gamle amtsgrænser. En variation, som ifølge Peter Vedsted bunder i traditioner blandt læger om, at »sådan plejer vi at gøre her«. Det er en kultur, som er opstået som følge af et samarbejde med et sygehus eller efteruddannelse.

I Lægemiddelstyrelsen oplyser akademisk medarbejder Ulrik Hesse, at statistikken kan ses som et økonomisk redskab for kommunerne, som de kan bruge i deres udgiftsstyring.

Men det lyder ikke nødvendigvis rart i Peter Vedsteds ører. Faktisk vil han gerne advare kommunerne imod ukritisk at bruge tallene til den slags.

»Hvis kommunerne på baggrund af de her tal tænker: Vi vil ikke have så mange mennesker diagnosticeret for dette eller hint som grundlag for besparelser - så vil det ikke være rart. Men hvis de tænker: Vi kan bruge tallene til at effektivisere indsatsen, så vores patienter på for eksempel lungemedicin kommer noget mere ud og gå ture, fordi det også er en god behandling så er det fint«, siger han.

De sukkersyge bor i Ishøj

Det kommer ikke bag på praktiserende læger Per Schiwe Nielsen fra Ishøj, at borgerne i hans kommune er topscorere, når det drejer sig om at få medicin mod type 2-diabetes.

»Der bor rigtig mange mennesker med en stillesiddende livsstil i Ishøj. Hvis de har arbejde, så kører de derhen i en bil, hvor de sidder foran en computer, og så kører de hjem igen, hvor de sætter sig ned og ser fjernsyn. Og det gælder både de lyshårede og de mørkhårede. Hvert halve år får vi en ny uddannelseslæge her i praksissen, og vedkommende er hver gang overrasket over, at der er så mange type 2-diabetikere, men jeg har vænnet mig til det«, siger Per Schiwe Nielsen.

I hvor høj grad skyldes jeres udskrivning af medicin mod diabetes 2-medicin, at I er hurtige på receptblokken?

»Jeg tror ikke, vi er specielt hurtige, men vi er gode til at opspore det, fordi vi ser det så ofte. Og vi udskriver det jo aldrig uden at være sikre på diagnosen, og den er jo ikke så svær at stille«, siger Per Schiwe Nielsen og fortsætter:

»Men det er også klart, at jeg har mange, mange gange forsøgt at få patienten til at ændre livsstil. Jeg har ikke tal på, hvor mange ugelange internatmøder jeg har været på, som har handlet om at få patienten til at lægge sin livsstil om. Livsstilsændringer er meget nemme at foreslå og meget svære at udføre. Hvis man nævner det i Nordsjælland, så tror jeg, patienterne oftere siger ja og taber sig 5 kg. Hvis vi siger det her, så siger patienten også ja, men de gør det ikke. Hvis jeg skal være rigtig sarkastisk, så skal vi - læge, sygeplejerske, og sekretær - måske investere i alt 18 timer på én uge på at få én patient til - måske - at tabe sig 1 kg. Det er relativt mange timer til en relativ lille ændring, som vi i øvrigt slet ikke er sikre på vil forekomme. Så er det lidt nemmere at udskrive medicin«.

Måske Per Schiwe Nielsens fornemmelse er korrekt. Mens patienterne i Ishøj befinder sig på indeks 173 i styrelsens beregninge r - og dermed helt i top - ligger borgerne i den nordsjællandske kommune Gentofte i bunden på indeks 67. At de mindst medicinforbrugende borgere bor i Nordsjælland, underbygges blandt andet også af de tal, der afspejler brugen af hjertemedicin. For eksempel besættes samtlige placeringer af kommuner med færrest patienter i behandling for hjerte-kar-sygdomme med henholdsvis Rudersdal, Hørsholm, København (med lidt god vilje og alternativ geografisk forståelse også nordsjællandsk), Lyngby-Taarbæk og Allerød. Mens patienterne med det højeste forbrug af medicin mod hjerte-kar-sygdomme bor i henholdsvis Frederikshavn, Langeland, Sønderborg, Jammerbugten og Ishøj. Lidt samme tendens ses i forbruget af medicin mod iskæmisk hjertesygdom, dog med den forskel at topforbrugerne bor i Randers og Horsens.

Flest psykisk syge borgere på Mors

Der er kun er 25 kilometer fra Gentofte til Ishøj, men en verden til forskel i sundhed. Og selvom der er flere kilometer i afstand, er ulighed mellem borgerne i nordsjællandske Allerød og nordjyske Mors den samme.

Morsingboerne er den gruppe i Danmark, der bruger mest medicin mod psykisk sygdomme. Ikke blot mod søvn og depression, men også mod skizofreni.

Praktiserende læge på Mors, Holger Schmedes, er forbløffet over tallene. Han kan ikke genkende billedet af en kommune på lykke- og psykosemedicin.

»Jeg troede faktisk, du ringede for at høre, hvordan vi har ryddet op i brugen af angstdæmpende medicin. Mit billede er ikke, at vi vader i patienter på psykiatrisk medicin. Slet ikke. Og det stemmer slet ikke overens med billedet af de der solide mennesker, vi har heroppe. Så dybest set har jeg ikke nogen god forklaring på det høje forbrug heroppe«, siger Holger Schmedes.

En mulighed kunne være, at der i kommunen er et relativt højt antal institutioner med psykisk udviklingshæmmede og unge utilpassede mennesker.

Og måske kunne tallene også afspejle, at lægerne ikke altid har tid til at vælge den foretrukne løsning med samtaleterapi, siger Holger Schmedes:

»Der er lægemangel, og vi ligger bestemt ikke på den lade side. Og fordi vi har så travlt, har vi svært ved at få tid til at tilbyde samtaleterapi, og så kan det måske være nemmere at tilbyde medicin«.

Matthæus gav forklaringen

Sådan kan Danmark også se ud. Måske det hele bare kan forklares med Matthæuseffekten. I Matthæusevangeliet står der: »For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har«1.

Citatet er gennem årene blevet tolket som, at rigdommen i et samfund næsten altid bliver fordelt på en bestemt måde, og princippet er sågar matematisk analyseret, ligesom også sociologer og biologer har arbejdet med det.

For sundhedsinteresserede kunne det tolkes således, at der i en del af samfundet findes en masse mennesker, der kun har begrænset sundhed. Så er der et langt stykke, hvor folk bliver stadig sundere samtidig med, at der bliver færre, jo sundere de bliver. Og i den yderste anden ende findes der nogle ganske få mennesker, der er ualmindelig sunde.

For eksempel dem, der bor i Nordsjælland.

Kommentarer fra indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder:

»Tallene er et værktøj til kommunerne. som de kan bruge i arbejdet med at tilrettelægge forebyggelse og fremme den rigtige medicin ordination, og de kan også bruge tallene til at se, hvor skoen trykker og sætte ind hvor størst behov.

Mht. de geografiske forskelle: Borgerne på Langeland er på grund af den sociale profil lidt mere syge og har en mere usund livsstil end borgere i København. Sygdom kan også have betydning for, hvor borgerne bosætter sig, så man ved ikke altid, hvad der er årsag og virkning, og lav indtægt kan have betydning for om man bosætter sig i et udkantsområde.

Så er der også de supplerende tilbud til medicinering. De kan i nogle kommuner være bedre end i andre kommuner. Der kan også være store institutioner for psykiatriske kommuner, og nogle læger handler anderledes i nogle kommuner end i andre. Og vi ved, at der er forskel på, hvor aktive de regionale lægemiddelkonsulenter er i den sammenhæng«.

FAKTA

Statistikken bygger på data fra Lægemiddelstatistikregistret. I registret er der for eksempel oplysninger om, hvilken receptpligtig medicin borgere i Danmark køber, og hvilken kommune de bor i. Lægemiddelstyrelsen har bearbejdet statistikken og disket op med tabeller, der viser både det faktiske antal brugere af receptpligtige lægemidler (afrundet til nærmeste hele 100) og et standardiseret indeks, hvor der er taget højde for køn og alder. Således viser Lægemiddelstyrelsens statistik både det reelle antal medicinbrugere i kommunerne samt et standardiseret indeks, som kan bruges til at sammenligne på tværs af kommuner og regioner inden for det samme år.

Kommuner med færrest og kommuner med flest borgere, der får medicin mod en eller flere affølgende sygdomme

Landsgennemsnittet er sat til 100. Tallene er korrigeret for køn og alder. Kilde: Lægemiddelstyrelsen

Knogleskørhed (Forebyggende)

Fem i bunden

1. Vordingborg (indeks 59)

2. Lolland (indeks 66)

3. Gribskov (indeks 68)

4. Faxe (indeks 68)

5. Sorø (indeks 68)

Fem i toppen

1. Viborg (indeks 139)

2. Silkeborg (indeks 133)

3. Århus (indeks 133)

4. Kerteminde (indeks 128)

5. Ikast-Brande (indeks 127)

Hjerte-kar-sygdomme

Fem i bunden

1. Rudersdal (indeks 88)

2. Hørsholm (indeks 89)

3. København (indeks 89)

4. Lyngby-Taarbæk (indeks89)

5. Allerød (indeks 90)

Fem i toppen

1. Frederikshavn (indeks 114)

2. Langeland (indeks 112)

3. Sønderborg (indeks 110)

4. Jammerbugten (indeks 110)

5. Ishøj (indeks 109)

Iskæmisk hjertesygdom

Fem i bunden

1. Dragør (indeks 54)

2. Gentofte (indeks 56)

3. Allerød (indeks 59)

4. Rudersdal (indeks 59)

5. Lyngby-Taarbæk (65)

Fem i toppen

1. Randers (indeks 144)

2. Horsens (indeks 137)

3. Thisted (indeks 137)

4. Bornholm (indeks 136)

5. Morsø (indeks 133)

Diabetes 2

Fem i bunden

1. Gentofte (indeks 67)

2. Rudersdal (indeks 67)

3. Hørsholm (indeks 69)

4. Lyngby-Taarbæk (indeks 78)

5. Allerød (indeks 80)

Fem i toppen

1. Ishøj (indeks 173)

2. Brøndby (indeks 133)

3. Albertslund (indeks 128)

4. Lolland (indeks 124)

5. Tønder (124)

Astma + KOL

Fem i bunden

1. Lyngby-Taarbæk (indeks 83)

2. Ringkøbing (indeks 83)

3. Gentofte (indeks 86)

4. Dragør (indeks 87)

5. Rudersdal (indeks 88)

Fem i toppen

1. Odense (indeks 120)

2. Nordfyn (indeks 120

3. Kerteminde (indeks 119)

4. Fredericia (indeks 119)

5. Odsherred (indeks 117)

Demens

Fem i bunden

1. Syddjurs (indeks 55)

2. Hjørring (indeks 55)

3. Guldborgsund (indeks 57)

4. Odder (indeks 58)

5. Ringsted (indeks 59)

Fem i toppen

1. Tønder (indeks 167)

2. Lejre (indeks 165)

3. Haderslev (indeks 164)

4. Kolding (indeks 164)

5. Vejle (indeks 163)

Psykiske lidelser

Fem i bunden

1. Allerød (indeks 67)

2. Egedal (indeks 75)

3. Vallensbæk (indeks 81)

4. Halsnæs (indeks 83)

5. Lejre (indeks 84)

Fem i toppen

1. Morsø (indeks 126)

2. Langeland (indeks 115)

3. Esbjerg (indeks 114)

4. Fredericia (indeks 1 12)

5. Århus (indeks 110)