Store sygehuse er godt for Udkantsdanmark

De fleste læger vælger at blive i eller nær ved den universitetsby, hvor de har uddannet sig. Især Københavnsområdets tyngdekraft er svær at rive sig løs fra.

Dels fordi København nu engang har sin helt egen tiltrækning, som i hvert fald københavnere hverken mener at finde i Aarhus eller Odense.

»Men nok især, fordi det nu engang er her, lægerne har det dybeste arbejdsmarked overhovedet herhjemme«, siger Kalle Emil Holst Hansen.

I et nyt speciale i Geografi og Geoinformatik ved Københavns Universitet undersøger han, hvorfor læger vælger at slå sig ned, hvor de gør - og han søger svar på, hvem der typisk vælger at bo og arbejde i det såkaldte Udkantsdanmark (se boks).

Storbyen holder fast

Kalle Hansens resultater og konklusioner bygger på et solidt grundlag: Flere end 750 læger har svaret på hans detaljerede spørgeskemaer, og derudover har en række informanter stillet op til indgående interview om de årsager og bevæggrunde, der ligger bag deres valg.

Den typiske respondent er en kvinde mellem 30 og 40 år, og det fremgår, at de fleste læger er vokset op i storbyområderne, hvor langt de fleste af dem stadig bor.

Hovedparten er i faste parforhold og har hjemmeboende børn. Som regel er partneren også højtuddannet. Derfor er det vigtigt for valget af bosted, at der er jobmuligheder også for lægens partner.

Generelt er læger ikke særlig tilbøjelige til at flytte fra det sted, hvor de har fået deres universitetsuddannelse. Tre af fire læger fra Københavns Universitet bor i Storkøbenhavn, og noget tilsvarende ser man for Aarhus Universitet og i mindre grad for Syddansk Universitet i Odense.

Hvis læger fra Aarhus eller Odense endelig flytter, er det som regel til andre storbyområder med medicinstudium. Med andre ord jo større by, desto mindre mobilitet: For en københavnerlæge er Storebælt en nærmest uoverstigelig barriere.

Udkantsdanmark er med andre ord oppe imod hårde odds, når de skal lokke læger til.

»Udkantslægen«

Læger, der vælger at bo og arbejde i landets udkanter, er kendetegnet ved en række fællestræk.

»Det vil selvfølgelig være forenklet at påstå, at der er én type. Tilfældigheder og praktiske hensyn spiller også ind, når læger vælger bosted«, siger Kalle Hansen. »Men når det så er sagt, er der en række ting, der ser ud til at gøre nogle mere disponerede end andre«.

Kalle Hansen peger på, at næsten alle »udkantslæger« selv er vokset op - ikke nødvendigvis dér, hvor de vælger at slå sig ned, men i hvert fald et sted, der minder om det:

»De er ofte vokset op i parcelhuskvarterer i provinsbyer eller pendlerbyer med gode natur- og fritidsmuligheder«, siger han. Og det understøttes i flere interview:

En 33-årig kvindelig speciallæge, som i dag arbejder på et mindre, vestjysk sygehus, og som studerede i Odense, fortæller om sin opvækst i provinsen »med søen i forhaven og skoven i baghaven«.

En anden - som voksede op i Vestjylland og ligeledes uddannede sig i Odense - er i dag ansat på et nordjysk sygehus og fortæller, at hun elsker den vilde natur, havet og lyset deroppe.

Det er værd at bemærke, at alle informanterne under studiet jo har prøvet livet i den store by - og ved at slå sig ned i Udkantsdanmark har fravalgt det.

Klinik frem for forskning

»Udkantslægen« er mindre fokuseret på karrierelivet end på, at familie- og arbejdsliv skal balancere. Og med familielivet forstås ikke så meget gamle forældre og søskende som partner og børn samt det moderne menneskes valgfamilie: vennekredsen.

»Udkantslægerne vil gerne være gode læger og udvikle sig fagligt, men de har mere fokus på klinikken og nærheden til patienterne end på at forske«, siger Kalle Hansen. Og det er netop, hvad det lille sygehus tilbyder: nærhed til patienterne og et socialt, ikke så konkurrencepræget arbejdsliv.

På det sidste punkt er der en selvmodsigelse i lægernes ønske. For selv om det lille sygehus tilbyder meget af det, de ønsker, efterlyser mange alligevel bedre muligheder for vidensdeling og diskussion på deres specialeområder, så de ikke får oplevelsen af at gå i frø.

Og netop her kan Kalle Hansens undersøgelse have noget at byde på i forhold til at løse udkantssygehusenes rekrutteringsproblem. For selv om han har identificeret en række af de faktorer, der gør det svært for udkantssygehusene at tiltrække og fastholde læger, peger undersøgelsen også på det, der kan bruges i rekrutteringsøjemed:

»Rekrutteringsmæssigt kan den nye sygehusstruktur med færre, men stærkere ekspertisecentre vise sig at blive en fordel«, siger Kalle Hansen.

»For det første bliver der færre sygehuse i udkantsområderne at rekruttere til. Det betyder et dybere arbejdsmarked for læger - og i mange tilfælde også for deres partnere - de steder, hvor sygehusene placeres«, siger Kalle Hansen.

»Og for det andet passer det godt til udkantslægernes ønske om større faglige fællesskaber, som jo vil opstå ved samlingen af specialer«

Find link til Kalle Emil Holst Hansens speciale på ugeskriftet.dk alle nyheder 25. oktober

Hvor ligger Udkantsdanmark?

Begrebet »Udkantsdanmark« bygger på en klassificering af landets 98 kommuner, som Det Danske Landdistriksprogram foretog i 2008, bl.a. på basis af befolkningstæthed, aldersudvikling og -fordeling, antal arbejdspladser i forhold til beskæftigelse, uddannelsesniveau og afstand til store arbejdspladser.

Kommunerne faldt i fire kategorier: By- og mellemkommuner samt landkommuner og yderkommuner. De sidste to kategorier er der 46 af, og tilsammen udgør de det, der betegnes som Udkantsdanmark.

De egentlige yderkommuner ligger overvejende i Vestjylland og på øerne og har tilsammen ca. 500.000 indbyggere. Landkommunerne har knap 1,5 mio. indbyggere. Det betyder, at der bor næsten 2 mio. mennesker i udkantsområderne.