Skip to main content

Stort flertal af danskere billiger alternativ medicin

To tredjedele - 67 pct - af danskerne mener, at sundhedsvæsenet bør være mere åbent over for at tale med patienter om alternativ behandling. Det viser en rapport lavet af TrygFonden og mediehuset Mandag Morgen, hvor 6000 danskere er blevet spurgt, om deres holdninger til sundhedsvæsenet.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
26. jul. 2016
2 min.

Ca. 80 pct af danskerne er interesserede i alternativ medicin; to tredjedele ønsker sig, at sundhedsvæsenet var mere åbent over for tanken, og hele 61 pct. mener, at lægerne bør kunne henvise til alternativ behandling på lige fod med behandling i det traditionelle sundhedsvæsen.

Det er er nogle af resultaterne fra en undersøgelse af 6000 danskere, som TrygFonden og Mandag Morgen har foretaget, skriver dr.dk.

Rapporten viser også stor opbakning - 60 pct. - til, at sygesikringen skal give tilskud til alternativ behandling.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, er enig i, at patienterne bør kunne tale med deres læge om alternativ behandling. Men selve behandlingen bør være dokumenteret og baseret på evidens.

"Når man går til lægen, skal man have en sikkerhed for, at det, man får tilbudt som behandling, er veldokumenteret, og at det virker. Det er den helt grundlæggende tillid, der bør være mellem læge og patient", siger han til dr.dk.

Også selv om eksisterende behandlinger måske ikke altid lever op til samme krav.

"Det er rigtigt nok, at der er behandlinger, vi bruger i sundhedsvæsnet, som ikke har gennemgået de forskellige krav til dokumentation, som vi kræver af nye behandlinger - for eksempel Panodil", siger Andreas Ruskjøbing.

"Men det vigtige for os er, at alle nye behandlinger gennemgår de her forskellige krav til dokumentation, effekt og sikkerhed, så vi fremadrettet sikrer, at alt, der bliver tilbudt, er veldokumenteret".

Læs også: BLOG - Jan Lindebjerg: Pseudvidenskabeligt funderet sundhedspolitik

Læs også: LEDER - Er faglighed blevet et fremmedord?

Læs også: Paracetamol virker ikke bedre på akutte lændesmerter end placebo