Stort nej til »minihospitaler«

Et sammenhængende sundhedsvæsen. Ja.

Et sundhedsvæsen opsplittet i flere driftsherrer. Nej. Stort nej.

Udspillet fra Indenrigs- og sundhedsministeriet om at opdele sundhedsvæsenet i to driftsherrer ved ikke mindst at gøre det kommunale område til den ene af aktørerne, fik en iskold modtagelse af repræsentantskabet.

Jørgen Lassen, formand for P.L.O., var blandt de største modstandere af tankerne fra Indenrigs- og sundhedsministeriet.

»Der er en tendens i tiden til, at hvis bare der bliver frit valg og vi får ny struktur, bliver alting bedre. Men lad os ikke købe sundhedsministerens insinuation af, at hvis ikke du er med mig, så er du imod mig. Det drejer sig ikke om at etablere flere lægelige beredskaber med flere nye sundhedscentre, men om at afskaffe nogle lægelige beredskaber.

Vi kommer i de kommende år til at mangle speciallæger, og det vil kunne mærkes både i praksis og i sygehusvæsenet. Lad os holde fast på, at nu må vi prioritere, hvad de lægelige resurser skal bruges til. Snakken om sundhedscentre må konkretiseres. Men sundhedscentre i vores allerede udbyggede sundhedsvæsen er netop ikke noget præcist. Sundhedscentre er måske nærmere noget, der skal til i et nærområde for at skabe tryghed for ældrebefolkningen og kroniske patienter. I stedet for en definition af nogle bestemte mursten, bliver det interessante mere en diskussion af, hvem der skal bestemme indholdet i de lokale sundhedstilbud.

Det vil være naturligt for os, at denne planlægning foregår inden for den samme myndighed, som har ansvaret for sygehusvæsenet, speciallægepraksis og almen praksis. Vi taler om at fastlægge en arbejdsdeling mellem forskellige sundhedsenheder og sundhedsprofessioner. Vi taler om at undgå kassetænkning. Det skal der ikke rodes rundt i med for mange forvaltningsniveauer med hver deres dagsorden«, udtalte Jørgen Lassen.

Som eksempel på, hvad opsplitning i driftsherrer kan betyde af forringede vilkår for lægearbejdet, nævnte Jørgen Lassen blandt andet det psykiatriske område, som i enkelte amter er overgået fra sundhedssektoren til den sociale forvaltning. Kommunernes manglende evne til at løfte opgaven med at skabe gode patientforløb for beboere på plejehjem fik også et skud kritik af P.L.O.-formanden.

»De psykiatriske patienter har det skidt. Distriktspsykiatrien, væresteder og botilbud nedlægges eller forringes på stribe de steder, hvor psykiatrien er blevet en del af socialvæsenet. Den sociale sektor har ikke just brilleret med at skabe attraktive rekrutteringsmuligheder for læger, hverken i psykiatrien eller for kommunallæger. Selv om man kan rose kommunerne for en stor udbygning af hjemmeplejen, er der fortsat problemer med at skabe gode patientforløb for ældre patienter, når de er udskrevet fra sygehusene«, vurderede Jør-gen Lassen, som dog roste et demens-projekt i Aalborg, hvor sygehuse, almen praksis og kommunen kan arbejde sammen.

»Vi må finde de gode eksempler og få dem med i debatten«, understregede han.

»Sundhedsministeren opfordrede os til at blande os mere i debatten, og det er en opfordring, som vi ikke skal lade gå fra os. Meldingen i dag bør være startskuddet til at vi blander os i debatten om ny struktur inden for sundhedsvæsenet. Vi kommer ikke uden om, at forholde os til sundhedscentertanken og heller ikke til at forholde os til hvilke ændringsbehov der er i sundhedsvæsenet«, udtalte Jørgen Lassen, som takkede forsamlingen for at have sendt et klart og utvetydigt signal om, at en enig Lægeforening ønsker et sammenhæn-gende sundhedsvæsen, og at almen praksis har en central plads.

Ikke mindst Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, støttede P.L.O.-formanden og tog klart afstand fra »minihospitaler«, som han karakteriserede sundhedscentrene.

Han mente, at rapporten fra Inden-rigs- og sundhedsministeriet med forslaget om sundhedscentre forvirrede begreberne ved at forveksle sundhedspolitik med beskæftigelsespolitik.

Og sundhedscentre med deres mix af diverse sundhedsprofessioner og skrøbelige rammer for at udvikle lægefaglig kvalitet svarede i hvert fald ikke til Overlægeforeningens erklærede mål, som blev nævnt flere gange på Læge-mødet, om at sætte fagligheden som førsteprioritet i en strukturændring af sundhedsvæsenet.

»Vi ser gerne færre driftsherrer og ikke en model, som indbefatter det kommunale system. Det ville være den største katastrofe«, sagde Erik Kristensen.

Utryghed for uddannelsen

Mette Worsøe, formand for FAYL, roste at alle søjler i Lægeforeningen kan stå sammen om at fraråde den skitserede model fra Indenrigs- og sundhedsministeriet, og håbede at enigheden også ville være stærk over for fremtidige udspil fra Strukturkommissionen.

Steen Olesen, FAYL, argumenterede for, at overflytning af almen praksis til kommunerne ville være til ugunst for videreuddannelsen.

»Når man i sektoranalysen begynder at tale om at udflytte almen praksis til kommunalt regi, er der grund til at råbe vagt i gevær, for uddannelsen af yngre læger er meget bundet op med, at der er en tæt kontakt mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen. Videreuddannelsen må generelt ikke lægges ind under for mange enheder. Det skaber utryghed om økonomi og ansvar«, sagde Steen Olesen.

Erika Christensen, FAS, tog opfordringen op fra Jørgen Lassen om at være mere konkret i debatten om struktur i sundhedsvæsenet, og hun rettede fokus på de akutte patienter.

»75 procent af alle indlæggelser er akutte patienter. Fra primærsektoren ved vi også, at der er utroligt mange akutte patienter. Jeg savner Lægeforeningens bud på det akutte sammenhængende patientforløb. Hvor er en revision af det akutoplæg som kom i 1998!? Vi bør arbejde mere på at adskille de akutte fra de elektive patienter. Det vil skabe en mere hensigtsmæssig sammenhæng i behandlingen«, mente Erika Christensen.

Hendes bemærkning om Lægefor-eningens oplæg om akutbehandlingen fik FAS-formand Karsten Nielsen på talerstolen og sige, at »vi kommer til at tage en runde mere med akutpapiret«.

Ligesom sygekasser

For Jørgen Maibom, formand for de praktiserende speciallæger (FAPS), gav sektoranalysen fra Indenrigs- og sundhedsministeriet frygt for et gammeldags, uoverskueligt sygekasseagtigt forhandlingssystem.

»Størstedelen af FAPS hører til den sekundære sektor, og det ville være meget ulykkeligt, hvis sundhedsvæsenet bliver delt i to lejre. For det giver bange mindelser om dengang vi havde sygekasser, hvor den enkelte praktiserende speciallæge skulle have 20 eller 30 forhandlinger med forskellige arbejdsgivere, og det vil blive realiteten, hvis sundhedsvæsenet bliver delt i to lejre. Det gælder ikke kun de praktiserende speciallæger, men også for sygehusene. De skal også ud og forhandle med de enkelte kommuner om, hvad de må lave af ting og sager.

Allerede i dag har vi problemer med aftaler, som er amtsrelaterede, men patienterne går jo på tværs af amt erne. Det vil sige: kommer patienten fra ét amt, kan jeg lave nogle ting, fra et andet amt, må jeg afslå ydelserne. Et andet argument for at vi skal være i samme bås er lægemanglen.

Hvis ikke vi udnytter de læger der er til stede på arbejdsmarkedet bedst muligt, så bliver lægemanglen værre, og det er ikke fornuftigt at dele ekspertisen på flere områder«, pointerede Jørgen Maibom.

Den eneste fra repræsentantskabet, som ikke var helt afvisende over for tanken om sundhedscentre, var Torben Mogensen fra FAS:

»Hvis vi laver de store sygehusregioner med store afstande imellem sygehusene, havner vi med en medicinsk patientgruppe, som strengt taget ikke har brug for særlig behandling, men heller ikke kan blive det hjemme. Skal den medicinske patient så køre 70 km for at få behandling for at blive kørt hjem næste dag? Vi må gå mere ind konkret og diskutere de problemer, som politikerne har. Så slipper vi for den diskussion om eventuelt at lave små hospitaler igen, og det ville være helt grotesk, for så er vi tilbage til 1950'erne. I øjeblikket ser det ud til, at vi i H:S sender folk hjem fra sygehusene uden at inddrage praksissektoren, og det er under ingen omstændigheder særligt hensigtsmæssigt. Samarbejde mellem sektorerne giver dels besparelser og dels bedre patientforløb - det viser erfaringer fra udlandet. Vi må have en debat om hvordan vi deler de fremtidige opgaver mellem sygehusene og almen praksis«, sagde Torben Mogensen.

Fakta: Én sektor sikrer sammenhæng

Lægeforeningen og delforeningernes politikpapir »Ét sammenhængende sundhedsvæsen«, som blev uddelt på Lægemødet, er ét langt forsvarsskrift for at bevare væsenet på én driftsherre.

Overordnet er det i en situation med stigende efterspørgsel på sundhedsydelser, begrænset økonomi og lægemangel ikke hensigtsmæssigt at sprede forvaltningen af sundhedsområdet på flere aktører. Det vil ikke udnytte lægerne effektivt, og kvaliteten af lægearbejdet vil ikke være optimal, argumenterer papiret og giver tre grunde til at fastholde driften på én aktør:

For at fastholde og udvikle en meget høj faglighed er det afgørende, at sundhedssektoren bevares intakt, dvs. at behandlende læger, forskende læger, uddannelsessøgende og uddannelsesgivende læger fortsat hører hjemme i samme sektor af hensyn til de stærke bånd, der er og bør være mellem forskning, uddannelse og behandling.
En lang række af de udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for i de kommende år forudsætter en meget tæt kobling og et veludbygget samarbejde mellem praksissektoren og sygehusvæsenet. Af større udfordringer kan nævnes et stigende antal ældre medicinske samt kroniske patienter, styrket indsats for mere sammenhængende patientforløb, en fortsættelse af den lægevidenskabelige udvikling og forskning, øgede krav til kvalitetsudvikling af sundhedsydelserne samt gennemførelse af den nye speciallægeuddannelse.
Udviklingen i kvalitet på sundhedsområdet er et af de højest prioriterede indsatsområder i disse år. Både i sygehusvæsenet og i praksissektoren arbejdes der ihærdigt på at udvikle kvaliteten af patientbehandlingen - en væsentlig del af dette arbejde handler om at skabe sammenhæng i patientforløbet fra undersøgelse i primærsektoren, til behandling på sygehus og efterfølgende genoptræning og pleje efter udskrivningen. En sådan sammenhæng i indsatsen indebærer, at der skal være tæt koordinering og samarbejde mellem aktørerne undervejs.

Pjecen »Ét sammenhængende sundhedsvæsen« kan læses på: http://www.dadlnet.dk/laegemoede2003/folder/sundhedsvaesen.htm

Fakta: Finsk forbillede

I Indenrigs- og sundhedsministeriet leges der med tanken om at overføre primærsektoren til kommunalt regi, hvilket tydeligvis fremgår af reportagerne fra Lægemødet i Herning har skabt modstand hos lægerne.

I en såkaldt sektoranalyse på sundhedsområdet, en 167 sider lang rapport, opererer forfatterne bag rapporten med to modeller:

Kommunerne overtager ansvaret for drift og finansiering af de primære sundhedsopgaver (sygesikring og forebyggelse), og direkte valgte amter/regioner har fortsat ansvaret for drift og finansiering af sygehusvæsenet og de praktiserende speciallæger.
Kommunerne overtager ansvaret for drift og finansiering af de primære sundhedsopgaver (som ovenfor). Direkte valgte amter/regioner har fortsat ansvaret for drift og planlægning af sygehusvæsenet/praktiserende speciallæger, men kommunerne overtager finansieringsansvaret for sygehusvæsenet.

Sundhedscentre i kommunerne efter finsk forbillede er et centralt element i forslaget om at opprioritere kommunernes rolle i sundhedsvæsenet.

Vurderingen i sektorrapporten er, at kommuner på 30.000 borgere, som typisk har 20 alment praktiserende læger, vil kunne løfte opgaven.

I Finland er sundhedscentret en form for praksisfællesskab, hvis primære opgave er at tilbyde traditionelle primære sundhedsydelser, men herudover har centrene ofte også faciliteter for både akutte og langtidsliggende medicinske patienter samt mindre komplicerede kirurgiske patienter og varetager dermed et meget bredere funktionsområde, end vi kender det fra primærsektoren i Danmark.

Sundhedscentrene råder typisk over 30-60 senge, til især ældre, medicinske patienter, kronikere mv. Tilbuddene dækker det primære sundhedstilbud (fysioterapi, forebyggelse, tandlæge, praktiserende læge, genoptræning mv.) samt typisk mindre (fx endoskopiske) operationer, laboratorie- og røntgenundersøgelser mv.

Kommunerne kan beslutte, hvor stor en produktion de selv vil stå for, herunder lettere operationer, billeddiagnostik, laboratorieundersøgelser mv. og kan anvende private udbydere i løsningen.

Henvisningen og visitationen til hospitalerne sker fra sundhedscentrene/de praktiserende læger. Ifølge det oplyste resulterer kun omkring fem procent af henvendelserne til sundhedscentrene i henvisning til hospital - mod ca. 10 procent i Danmark.

Som en af begrundelserne for at foreslå den finske løsning angiver rapporten følgende:

»Ved en samling af de primære sundhedsopgaver i kommunerne vil etablering af kommunale sundhedscentre kunne medvirke til at tydeliggøre sammenhængen mellem forebyggelses-, behandlings- og plejeopgaverne i primær- og praksissektoren. Dermed vil et sundhedscenter være en ramme om dels et udviklende og samarbejdende, fagligt miljø dels sikre sundhedsvæsenets fysiske nærhed ved at fungere som et ,samlet` sundhedstilbud tæt på borgerne.

Samtidig vil kommunerne som ansvarlige for overenskomsterne med de privatpraktiserende sundhedspersoner i højere grad kunne prioritere den organisatoriske og faglige tilknytning mellem praksis og de primærkommunale tilbud (f.eks. på ældre- og forebyggelsesområdet)«.

Indenrigs- og sundhedsministeriets sektoranalyse kan læses på: http://www.im.dk/Index/dokumenter.asp?o=104&n=1&d= 1842&s=4