Skip to main content

”Straks tænker jeg på Andreas Cornelius’ skade”

Morten Boesen er ortopædkirurg og arbejder på Køge Sygehus som overlæge og på Teres Hospitalet Parken som ekspert i sportsskader. Og så er han også FCK’s faste læge, som er med, når holdet spiller kampe – blandt andet pokal-semifinalen mod EfB.

FCK's læge Morten Boesen (t.v.) og klubbens fysioterapeut Simon Fouchard (t.h.) Foto: Freja Kierstein Johansen
FCK's læge Morten Boesen (t.v.) og klubbens fysioterapeut Simon Fouchard (t.h.) Foto: Freja Kierstein Johansen

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

20. apr. 2015
4 min.

6.30 Efter jeg har fået pusten efter dagens løbetur, vækker jeg resten af familien. Jeg hjælper den mindste på to år, mens min kone sørger for de andre to. Efter morgenmaden kører jeg af sted mod Køge Sygehus.

8.00 Arbejdsdagen starter ud med den vanlige morgenkonference. I dag skal jeg være i ambulatoriet hele dagen – bortset lige fra et møde om 20 minutter, hvor jeg skal snakke med ultralydsrepræsentanten. Og så er der selvfølgelig Teres Hospitalet og FCK-kampen senere.

9.00 Hen ad formiddagen tilser jeg en masse nyhenviste ambulante patienter. I alt når jeg at tilse 23 patienter, hvoraf en af patienterne har fået to jernrør ned over sit knæ, og det lader desværre til at være en af de grimmere skader. Straks tænker jeg på Andreas Cornelius’ skade fra kampen mod Silkeborg, som jeg skal interviewes om senere på dagen.

12.00 Pausen fra ambulatoriet går med at forberede fredagens operationer, som alle er skulderskader. Scanningerne viser, at der er tale om sener, der skal sys, og igen tænker jeg på interviewet senere om Andreas Cornelius’ brækkede ankel. Jeg forbereder mig meget på interviewet. Som læge for et fodboldhold lærer man virkelig at være i medierne, fordi man ofte skal udtale sig om, hvornår en skadet spiller forventes klar igen.

13.00 Jeg har kun lige nået at spise lidt frokost, før jeg igen skal se patienter i ambulatoriet. En knæpatient har fået en meniskskade på grund af fodbold, og da jeg undersøger ham, opdager jeg, at han har en kæmpe Brøndby-tatovering. Jeg kan ikke undgå at smile lidt, for jeg er jo FCK-fan.

TV3 rækker mig mikrofonen - klar til at blive interviewet om Andreas Cornelius’ skade. De vil sikkert have mig til at give en præcis prognose for, hvornår Andreas Cornelius kan være klar igen, men det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt Morten Boesen

15.30 Min dag på Køge Sygehus er ovre, og nu går turen mod Teres Hospitalet Parken. Knap 40 minutter efter ankommer jeg og når kun lige at behandle én patient med springerknæ. Han får High Volume Injection – saltvand sprøjtet find i knæet under senen, mens han får ultralyd.

16.45 Så hopper jeg i FCK-outfittet, et jakkesæt, hvorefter jeg mødes med spillerne og trænerne inden kampen mod Esbjerg – det er semifinalen om DBU-pokalen.

16.50 Trænerteamet sidder skoleret, mens jeg briefer dem om, hvem der er skadet til dagens kamp. Danny Amankwaa har haft tvivlsomme smerter i baglåret op til kampen, så han skal ikke spille i dag. Da det er klaret, giver jeg sidste opdatering til både spillere og trænerteam om Andreas Cornelius, som stadig ligger til antibiotisk behandling. Sådan er det med et åbent brud og overrevet ledbånd. Men det meste ved spillerne godt, fordi de selv snakker med ham.

17.45 TV3 rækker mig mikrofonen - klar til at blive interviewet om Andreas Cornelius’ skade. De vil sikkert have mig til at give en præcis prognose for, hvornår Andreas Cornelius kan være klar igen, men det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg skal også passe på med, hvad jeg siger og lover. Og ganske rigtigt er det prognosen, de fisker efter. Jeg giver mit bedste bud, som er en forventning og håb om, at Andreas Cornelius vil være klar igen om seks måneder. Interviewet trækker ud, og pludselig er der ikke meget tid inden kampstart.

18.15 Dommeren fløjter kampen i gang. Jeg følger kampen fra bænken – klar med lægetasken, hvis spillerne skulle komme til skade. Men kampen forløber heldigvis fint – bortset fra resultatet 1-1.

20.15 Efter kampen giver jeg en opdatering til Ståle Solbakken, FCK’s træner. Vi lægger en plan for spillerne og snakker frem mod næste kamp, som allerede spilles søndag. Alle spillerne meldes klar til kamp. Stemningen bagefter kampen er præget af resultatet, som i FCK’s øjne er misvisende i forhold til, at holdet havde flere chancer end Esbjerg.

21.55 Hjemme igen. Der er lige tid til lidt tid med min kone, inden vi smutter i seng. Både hun og børnene har haft en god dag.