Stress hos børn - betydning for hjernens udvikling?

Bruce D. Perry fra Texas og Danya Glaser fra London har ydet væsentlige bidrag til vor viden inden for dette område og arbejder af disse to forskere vil i det følgende kortfattet blive refereret.

Millioner af børn i verden udsættes for traumatiske oplevelser. Disse oplevelser kan være af forbigående natur eller af mere vedvarende kronisk natur. Oplevelserne kan være af vidt forskellig natur. Det kan dreje sig om naturkatastrofer, krig og lignende - eller traumatiske oplevelser i barnets umiddelbare omgivelser såsom omsorgssvigt, misrøgt, følelsesmæssig afvisning og incest.

Afhængigt af traumernes alvor, af varigheden og af mønstret af traumerne kan man regne med at en del af børnene vil udvikle alvorlige neuropsykiatriske symptomer, og en del vil udvikle varige udviklingsmæssige forstyrrelser (psykologiske, kognitive, adfærdsmæssige og sociale problemer). Symptomer kan bestå og medføre alvorlige symptomer igennem opvækst og voksenliv.

Afhængigt af hvornår et givet traume sætter ind og afhængigt af traumets varighed vil det påvirke den cerebrale udvikling.

Neuroner i hjernen er sammenkædet i systemer. Systemerne arbejder sammen for at fremme en bestemt funktion. Neuronsystemerne i frontalcortex er fx involveret i abstrakt tænkning. I hjernestammen regulerer de hjerteaktionen og blodtrykket, ligesom det såkaldte arousal system som får os til at være på vagt over for farer er beliggende her. I det limbiske system befinder sig neuronsystemer, som er ansvarlige for følelsesmæssig tilknytning, affektregulation og følelser.

Neuronsystemerne fungerer via neurotransmittere, som er forskellige for de forskellige neuronsystemer.

Påvirkning af de forskellige neuronsystemer medfører en kaskade af celle- og molekylereaktioner, som afhængigt af påvirkningen kan brede sig til de andre neuronsystemer. Gentagne påvirkninger af samme art vil kunne sensibilisere de forskellige neuronsystemer således, at de automatisk sætter en reaktion i gang. En udefrakommende trussel vil medføre en ændring i den mentale tilstand, vil ændre barnets måde at tænke på, vil medføre ændring i hjerteaktion og blodtryk, og er barnets neuronsystemer blevet »sensibiliserede«, vil blot tilløb til en trussel såsom en kendt stemme eller lyd kunne medføre de nævnte ændringer i den mentale tilstand.

I de første år af et barns liv udvikler neuronerne sig. De myeliniseres og øges i antal. Omsorg og tryg interaktion med en voksen omsorgsperson fremmer denne udvikling, hvorimod mangelfuld omsorg og mangelfuld eller manglende stimulation medfører underudvikling eller skæv udvikling af hjernens enkelte områder i forhold til hinanden. Områder, der for eksempel regulerer begreber som følelsesmæssig tilknytning, empati og affektkontrol bliver mangelfuldt udviklede og ikke sjældent irreversibelt. Et barn, der således tidligt i livet udsættes for følelsesmæssig neglekt, vil senere i livet kunne udvise alvorlige tilknytningsproblemer som selv intens terapi ikke kan ændre.

Barnets reaktion på trusler

Reaktionen på en udefrakommende trussel karakteriseres ved en øget aktivitet i det sympatiske nervesystem, givende sig udtryk i hurtig puls, øget respirationsfrekvens, forhøjet blodtryk, øget muskeltonus og en slags overvagtsomhed og en udelukkelse af al ukritisk og uvæsentlig information. Alt dette forbereder kroppen på at forsvare sig eller flygte.

Reaktionen involverer desuden en række reaktioner fra centralnervesystemet med frigørelse af ACTH, cortisol og noradrenalin.

De områder i centralnervesystemet der påvirkes af denne trusselsreaktion, spiller en afgørende rolle i regulationen af det man kalder arousal, dvs. blive opmærksom, reagere med følelser samt med aktiv modstand. Udsættes barnet gentagne gange for trusler, sensibiliseres systemet og reaktionerne opstår blot ved påmindelse om de traumatiske oplevelser. Gentagne trusler medfører også en permanent øget koncentration af cortisol og andre kemiske transmittere, som igen virker ødelæggende på udviklingen af neuroner i det tidlige liv, således at tilstanden kan blive irreversibel. Tilstanden kan medføre permanent hyperaktivitet, ængstelse, uhensigtsmæssig impulsivitet og permanente søvnproblemer samt opmærksomhedsforstyrrelser.

De ovennævnte symptomer som i litteraturen beskrives som »kæmp og flygt«-reaktionen, ses typisk hos mænd og lidt større drenge. Små børn og kvinder reagerer ikke så typisk med »kæmp eller flygt«-reaktionen, men fremviser en anden reaktion, som kaldes »freeze« eller »overgiv dig« reaktionen.

Små børn er i sagens natur ikke veludstyrede til at reagere med »kæmp eller flygt«-reaktionen. Til at begynde med vil de reagere med gråd for på denne måde at tilkalde sig omsorgsgiverens opmærksomhed. Ikke sjældent vil de dog opdage, at dette våben er dårligt. Det er ofte omsorgsgiveren, der er årsagen til truslen, og gråd vil ikke føre til omsorg snarere tværtimod.

Barnet vil derfor bevæge sig over i en tilstand af »freeze«, hvor de ved en trussel stivner for derved at undgå opmærksomhed. Både mentalt og fysisk kan de reagere med en tilstand af »freeze«. Hvis en voksen udslynger et for barnet truende direktiv, kan de lade som om de ikke hører det. Reaktionen vil af den voksne opfattes som ulydighed og vil ofte afføde et endnu mere truende direktiv, som hos barnet kan medføre en komplet dissociering fra omgivelserne. Gentagen dissociering eller adskillelse fra virkeligheden kan føre til, at barnet lever i en anden verden, en drømmeverden helt adskilt fra virkeligheden.

Barnet kan også reagere med overgivelse og underkastelse. Dette er ligeledes en form for komplet dissociering eller adskillelse fra virkeligheden.

I forbindelse med disse reaktioner frigøres i CNS en stribe kemiske transmitterstoffer. Hvor det ved »kæmp og flygt«-reaktionen var cortisol, ACTH og noradrenalin, der blev frigjort, er det ved »frys og overgiv«-reaktionen også andre stoffer, der frigøres såsom opioider, serotonin og dopamin. Vagus tonus øges og tilstanden medfører sænkning af blodtryk og puls.

Også i tilfælde af dissociering/adskillelsesreaktionen vil gentagne trusler medføre sensibilisering, således at selv små traumer eller tilløb dertil kan provokere reaktionen, som kan blive permanent og irreversibel.

Barnets måde at reagere på ved dissociering/adskillelse, ved overgivelse og underkastelse misforstås næsten altid af voksne - også behandlere. »Det vil de komme over«, »De vidste ikke engang hvad der foregik« er ord man ofte hører i den voksnes mund, når man taler om oplevelser, som børn har været udsat for. Man kalder børnene »ukuelige« uden at vide, at det er en dybt alvorlig reaktion børnene udviser.

Stress hos børn er en alvorlig tilstand, som kan medføre varige udviklingsmæssige skader. Udviklingen i verden og i vort samfund har medført, at flere og flere børn uds ættes for stress. I de seneste år har der været krig og uro i et stigende antal af lande overalt i verden. I disse urocentre udsættes børn konstant for stress, og deres udvikling fremover er truet. I vort eget samfund har vi ligeledes i stigende grad været vidne til, at børn udsættes for omsorgssvigt og misrøgt ligesom incest og anden seksuel misbrug af børn også synes at være i stigning.

Det er derfor nødvendigt, at man i samfundet er opmærksom på de alvorlige følger stress og trusler kan medføre for børn og deres (hjerne)udvikling. For at undgå at omsorgssvigt og andre traumatiserende oplevelser hos børn får alvorlige udviklingsmæssige følger, er det nødvendigt at gribe ind tidligt og sikre børnene omsorg og stimulation. God tilknytning til en voksen omsorgsgiver er uhyre vigtig, hvis børn skal sikres en normal (hjerne)udvikling.

Myten om at børn er hårdføre og ukuelige skal manes i jorden.