Strukturkommissionen og sundhedssektoren

I debatten om Strukturkommissionens arbejde har primærsektoren og de alment praktiserende læger været den akse, som hele spørgsmålet om amternes bevarelse roterede om. Vi mener, det er vigtigt, at de mest decentrale dele af sundhedssektoren - de alment praktiserende læger - fortsat er en del af et sammenhængende sundhedsvæsen. Men det handler om meget mere end det.

Sundhedssektoren kan organiseres på mange måder. I Sverige, Norge og Finland er der vidt forskellige organisationsformer - og de kan alle fungere, men de fungerer ikke ens. For lægerne er det vigtigt, at kommissionen fokuserer på:

At Danmark i de næste 10-15 år står med en massiv mangel på speciallæger. Inden for nogle specialer vil det nuværende antal aktive læger falde til 60% i løbet af 10-12 år. Det faldende antal speciallæger skal på et højt fagligt niveau undersøge og behandle flere patienter i et sammenhængende forløb, hvor kvaliteten også løbende skal dokumenteres. Samtidig skal de uddanne et stærkt voksende antal yngre læger, der kan erstatte de speciallæger, der forlader sundhedssektoren på grund af alder.

En struktur, der kan styre hen imod et færre antal akutte beredskaber. De færre afdelinger med akut modtagelse skal sikre, at fagligheden er i top i forhold til patienternes berettigede forventninger og samtidig sikre, at der ikke går læger rundt i sygehusvæsenet og venter på, at patienterne skal komme.

En struktur, hvor lægernes videreuddannelse kan ske effektivt, og hvor forskningen kan foregå og udvikle sig i et fagligt frugtbart miljø, som også skal være med til at holde speciallæger erhvervsaktive længst muligt.

Det er fint nok, at der kommer mange nye bud på tilbud i nærhedsmiljøet, men i kampen om de knappe ressourcer - både når det handler om økonomi og kvalificeret personale - er det vigtigt at prioritere. Ingen af de forslag, vi har set indtil nu, er så decentrale som den struktur, der allerede eksisterer med de praktiserende læger. Nye tilbud, der ikke aflaster kerneydelserne, resulterer blot i et dræn fra især de svageste af patienterne: de gamle, medicinske, plejekrævende patienter.

Som nævnt kan hensynet til kvalitet og effektivitet opfyldes af forskellige organisationsformer. Den nye store indsats for en bedre og effektiv uddannelse af speciallæger sætter i gang 1. januar 2004. Af den grund kan en mindre kompliceret strukturreform være at foretrække, frem for en, det tager år at gennemføre, og som fjerner beslutningsevnen i sundhedssektoren i en årrække. Tager man afsæt i de øgede krav om videreuddannelse, specialisering, kvalitet og rationel drift, er der dog ingen tvivl om, at vi skal i retning af færre og ikke flere driftsherrer end i dag. Patienterne og lægerne har behov for et sammenhængende og samarbejdende system, der kan træffe de nødvendige landsdækkende beslutninger.