Styringsmodeller og kvalitet

Hvis der i fremtiden skal være et behandlingstilbud af en høj kvalitet til alle i samfundet, kræver det et selvstændigt fokus på kvalitet. Svaret er ikke at finde i den ene eller den anden økonomiske styringsmodel. Rammestyring virker, hvis formålet altså er at holde en potentielt ustyrlig efterspørgsel efter sundhedsydelser i ave og holde sundhedsudgifterne inden for noget, der kan rummes af samfundsøkonomien. Problemet med rammestyring er, at det har skabt de ventelister, som man nu er nødt til at bruge meget store ressourcer på at få afviklet. Mange politikere har derfor efterspurgt mere markedsorienterede modeller, der kan regulere udbud og efterspørgsel. En af dem er blevet afprøvet i vores naboland Sverige. Erfaringerne er ikke gode.

Politikerne i Skåne har forsøgt med en såkaldt køber-udbyder-model, hvor det er politikerne, der bestiller sundhedsydelserne hos sygehuse organiseret som selvejende institutioner. Det var forventningen, at det ville føre til et mere effektivt sygehusvæsen, når funktionerne som køber og udbyder blev adskilt, og sygehusene skulle konkurrere på klassisk markedsmæssige vilkår. Politikerne ville på patienternes vegne købe ind der, hvor de fik den bedste og den billigste vare. Et godt gammelt købmandsprincip. Men det har udløst et underskud på to milliarder svenske kroner på budgettet hos Region Skåne i år, og de svenske lokalpolitikere overvejer at standse forsøget. I Stockholm har regeringen truet med en særlov for at standse et andet forsøg.

Problemet med at indføre markedet på sundhedsområdet er, at der ikke findes nogen klassisk markedsmekanisme. Markedet virker, når fru Hansen går igennem ugens tilbudsaviser for at kunne købe flest mulige varer inden for den økonomi, som sætter grænserne for familiens forbrug. Men der er ikke nogen økonomisk bremse på efterspørgslen på ugens tilbud på sygehusene, fordi det ikke reguleres af økonomi, men af befolkningens helbredstilstand. Det har i Sverige vist sig at udløse en efterspørgsel, der er større, end det er forudset i de offentlige budgetter, og det giver ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten.

Man sikrer heller ikke kvaliteten i et system med rammestyring, fordi det prioriterer overholdelsen af rammer og begrænsningen af ventelisterne, så de ikke vokser over et uacceptabelt niveau. Det samme gælder et system med takstfinansiering, hvor den, der leverer de fleste behandlinger - ikke nødvendigvis de bedste - får det største økonomiske råderum. Eller ekstraordinære bevillinger som fx den såkaldte løkkepose. Det øger ganske vist produktionen, men det sikrer ikke en bedre kvalitet, og det fjerner incitamenter til forskning og udvikling. Det har desuden en tendens til at udløse nye former for kassetænkning, så produktionen kun udvides der, hvor det udløser tilskud.

Ingen af de afprøvede styringsmodeller har vist sig at sætte kvaliteten i højsædet. Derfor skal der sættes et selvstændigt fokus på kvalitet, så kvaliteten af behandling og pleje bliver transparent for alle. Vi skal have bedre metoder til at beskrive kvaliteten, og i den sammenhæng kan den kommende akkreditering, som er beskrevet i den danske kvalitetsmodel, blive et meget nyttigt redskab, vel og mærke hvis akkrediteringen kommer til at foregå på baggrund af relevante kvalitetsmål.

De skal skaffes via en række projekter: det nationale indikatorprojekt, den gode medicinske afdeling, de kliniske databaser, referenceprogrammerne, det kommende indberetningssystem, inspektorordningen etc. Det kan også inddrage standarder for kompetenceudvikling, lægelig efter- og videreuddannelse og andre personalepolitiske forhold. Det skal være synligt for alle, at den danske sundhedssektor opfylder kvalitetsmålene på alle disse områder.