Skip to main content

Sundheden på finansloven

Regeringen,Venstre og Det Konservative Folkeparti har indgået en finanslovsaftale for 2014, som for sundhedsområdets vedkommende først og fremmest tilgodeser psykiatri og Skejbys partikelkanon.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk.

27. nov. 2013
2 min.

Aarhus Universitetshospital Skejby får 275 mio. kroner til det nye Dansk Center for Partikelterapi, som et ekspertpanel har anbefalet placeret i Aarhus - til stor konsternation for København.

Det fremgår af den finanslovsaftale, som netop er blevet indgået mellem regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Ud over partikelkanonen, som det nye center i Aarhus skal huse, er der også på finansloven for næste år afsat 150 mio. kroner for 2014 til psykiatrien. Men psykiatripakken rækker videre end blot næste år og afsætter desuden 50 mio. kroner årligt i 2015-17 til "en bedre og mere moderne indsats i psykiatrien", som det formuleres. Specifikt nævner aftalen reduktion af brugen af tvang i psykiatrien.

Således vil 100 mio. kroner næste år gå til at forbedre de fysiske rammer, så de forebygger anvendelsen af tvang, og de årlige 50 mio. kroner skal bl.a. gå til uddannelse af personale.

Forebyggelse

Parkitelcenter og psykiatri er to de største sundhedsmæssige aftryk på aftalen. Derudover er der en række tiltag, som kan tænkes at få afledte effekter på sundhed. F.eks. en forebyggelsesindsats for socialt udsatte børn og unge. Her afsættes 70 mio. kroner årligt i 2014-17.

Ligeledes er der aftalt 5 mio. kroner næste år, stigende til 9 mio. kroner i 2017 til bekæmpelse af vold i familien og nære relationer, ligesom en indsats for unge hjemløse tilgodeses med 20 mio. kroner årligt.

Og endelig får velfærdsindsatsen i kommunerne målrettet de ældre - dvs. hjemmeplejen - en mia. kroner årligt i 2014-17.

Lægeforeningens reaktion

Lægeforeningen glæder sig først og fremmest over psykiatripengene men efterlyser samtidig en samlet handlingsplan.

”Beløbet dækker naturligvis langt fra behovet i psykiatrien, hvis den skal ligestilles med resten af sundhedsvæsenet. Men vi vælger at se de afsatte penge som vigtigt signal om, at regeringen nu vil prioritere at få rettet forholdene for de psykiatriske patienter op over de nærmeste år”, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, i en pressemeddelelse.

”Det er ikke nok bare at tage fat på at reducere brugen af tvang. Der er rigtigt mange andre områder - navnlig manglen på kapacitet - som også kræver handling. Jeg ser frem til at se anbefalingerne fra psykiatriudvalget udmøntes i konkrete tiltag, som også bliver finansieret med varige midler”, siger han.