Skip to main content

Sundhedsfaglig alarm

Jens Winther Jensen

26. maj 2008
3 min.

Grundlæggende skal en akut patient have de samme muligheder og rettigheder som alle andre patienter i det danske sundhedsvæsen. Vi har derfor advokeret for en kraftig oprustning på det akutte område med etablering af fælles akutmodtagelser på større og færre enheder og en solid styrkelse af det »fremskudte« beredskab med lægeambulancer, helikoptere og brug af telemedicinske løsninger. Centralt i dette er også en styrkelse af alarmcentral 1-1-2, som anvendes, når det er mest alvorligt.

Emnet blev behandlet i en videnskabelig leder og en oversigtsartikel i sidste nummer af Ugeskrift for Læger og i dette nummer i en reportage. Konklusionen er klar: 112 skal være sundhedsfaglig. Ved brug af 112 kommer man i dag i kontakt med alarmcentralen, hvor telefonen de fleste steder betjenes af politiet. Hvis det skønnes, at der er brug for ambulance eller andet køretøj, bliver opgaven givet videre til vagtcentralen. Den ligger hos Falck eller hos et kommunalt brandvæsen. Enkelt og overskueligt - men forældet.

Det er etableret i en tid, hvor spørgsmålet var ambulance eller ej. Virkeligheden i dag ser ganske anderledes ud. Der skal foretages et valg mellem ambulance og/eller lægebil eller paramediciner. Der skal desuden foretages en vurdering af, hvor alvorligt det er, og om der kan gives lægefaglig rådgivning på stedet. Så valget i dag er betydeligt mere komplekst, og får man sendt ambulancerne hen det forkerte sted, så mangler de altså, hvis noget alvorligt skulle ske i den anden ende af regionen. Overvej konsekvenserne, når vi engang får lægebemandede helikoptere. Det er rigtigt dyrt at sende sådan én det forkerte sted hen.

Der skal tilføres mere ekspertise til alarmsystemet, og som det fremgår af reportagen i dette Ugeskrift, så er det også på vej i forskellig form i regionerne. Akutberedskabet er en del af sundhedsvæsenet. Derfor skal ansvaret for hele det akutte forløb, også for 112, ligge hos sundhedsvæsenet under lægefagligt ansvar. Det er ikke afgørende, hvem der løfter røret, men der skal være umiddelbar adgang til at indhente rådgivning i situationen fra læger eller andet kvalificeret sundhedsfagligt personale, så det mobile beredskab bliver aktiveret på den rigtige måde, når 112 lyder.

Det vigtige er, at alarm 112, der modtager opkald fra de akutte patienter, der er alvorligt syge eller tilskadekomne, bliver integreret i det sammenhængende sundhedsvæsen. Det vil sige, at patienten også her skal være dækket af de almindelige rettigheder og forsikringsordninger. Det indebærer også, at det skal være muligt at klage over en ydelse eller et forløb og få klagen sundhedsfagligt vurderet ligesom i andre dele af sundhedsvæsenet. Alarm 112 opkald, der vedrører sundhedsvæsenet, skal også være en del af det lærende sundhedsvæsen og af Den danske kvalitetsmodel.

Undersøgelsen, som blev refereret i sidste nummer af Ugeskrift for Læger, omhandlede en enkel ændring i disponeringen af ambulance, lægebil, og anden transport i Nordjylland fra 2003. Resultatet var en klar forbedring i brugen af det rullende materiel ved denne lille justering. Tænk hvad der kan opnås ved en gennemgribende reform af alarmsystemet.