Skip to main content

Sundhedsforsikringer boomer

Bortfaldet af skattefordel har ikke gjort sundhedsforsikringerne mindre populære. I alt 1.853.000 danskere er i dag omfattet.

24. jun. 2014
1 min.

På bare et år er antallet af sundhedsforsikrede danskere steget med 340.000, så i alt 1.853.000 i dag er dækket, viser tal fra Forsikring & Pension. Det skriver jyllands-posten.dk.

De fleste havde forventet et fald, efter at regeringen fjernede skattefordelen ved sundhedsordningerne i 2011. Det daværende Dansk Sundhedsinstitut beregnede f.eks., at antallet af sundhedsforsikrede ville være næsten halveret inden for få år. Det modsatte viser sig nu at være tilfældet.

»Det er overraskende, at stigningen er så markant. Men mange virksomheder må have en oplevelse af, at sundhedstilbuddene i forsikringerne får sygefraværet til at falde, og at medarbejderne er glade for dem«, siger professor i sundhedsøkonomi Mickael Bech, Syddansk Universitet, til avisen.

Med knap 2 mio. forsikrede er det efterhånden kun medarbejdere i den offentlige sektor, som ikke er dækket. Men forskellen generer ikke sundhedsminister Nick Hækkerup (S), så længe der ikke gives skattefradrag, skriver avisen.