Skip to main content

Sundhedsforskning stortrives

Der satses kraftigt på sundhedsforskning. I 2008 var der ifølge Danske Regioner afsat 1,9 mia. kroner til forskning inden for sundhedsområdet, men de seneste validerede tal fra 2011 viser, at beløbet er steget til 2,7 mia. kroner. Især organisationer og fonde er mere gavmilde og gav i 2011 hele 467 mio. kroner mere til sundhedsforskning end i 2008. Også forskningsrådene uddeler flere penge til forskning.

Kåre Kildall Rysgaard, kaare@analystik.dk

24. nov. 2014
2 min.

Region Hovedstaden

Omkring 2.000 årsværk blev i 2013 brugt på sundhedsforskning. Rundt regnet 1 mia. kroner til forskning kom fra eksterne kilder som fonde, råd, staten og virksomheder. Det er 380 mio. kroner mere end i 2010, viser en foreløbig opgørelse.

Region Midtjylland

I 2013 blev 1.192 årsværk brugt på sundhedsforskning. Hovedparten af forskningen foregik på Aarhus Universitetshospital, der havde 1.024 årsværk beskæftiget med forskning. I alt 554 mio. kroner til forskning kom fra eksterne kilder som fonde, råd, staten og virksomheder, og det er 159 mio. kroner mere end i 2010.

Region Syddanmark

I 2013 blev 598 årsværk brugt på sundhedsforskning. Det er en kraftig stigning siden 2012, hvor tallet lød på 375. Til forskning kom 210 mio. kroner fra eksterne kilder som fonde, råd, staten og virksomheder, og det er 116 mio. kroner mere end i 2010.

Region Nordjylland

I 2013 blev 198 årsværk brugt på sundhedsforskning. Regionen har ikke oplyst midler til forskning fra eksterne kilder eller udviklingen i de seneste år.

Region Sjælland

I 2013 blev 127 årsværk brugt på sundhedsforskning – 21 mio. kroner til forskning kom fra eksterne kilder som fonde, råd, staten og virksomheder. Regionen har ingen samlet opgørelse fra tidligere år.

Kilde: rundspørge fra Ugeskrift for Læger til de enkelte regioner.