Skip to main content

Sundhedsminister: Psykiatriske sengepladser er regionernes ansvar

Psykiatri og sundhedsordfører Stine Brix (EL) spørger på et samråd sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til sengekapaciteten i psykiatrien. Ministeren fastholder, at regeringen i psykiatriplan ikke opretter nye sengepladser. Der er større behov for intensivpladser, siger hun og vil ikke komme med tal på, hvor mange sengepladser der er behov for.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

30. okt. 2018
5 min.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil ikke stå på mål for regionernes drift af psykiatrien og manglende sengepladser.

”Jeg hverken kan eller skal styre driften af psykiatrien. Det har vi bedt regionerne om at gøre. Det er og bliver regionernes ansvar at sikre drift at psykiatrien. Det er er opgave, regionerne ikke har løftet godt nok,” siger sundhedsministeren på et samråd i sundhedsudvalget tirsdag.

På samrådet skal Ellen Trane Nørby redegøre for, hvorfor regeringen med sit udspil ikke finder, at der skal afsættes penge nye sengepladser. Hun vil ikke komme med et præcis bud på, hvor mange sengepladser hun mener, der skal være.

”Jeg vil ikke stå på mål for faldende antal sengepladser, når vi af flere omgange har afsat penge til sengepladser fra regeringens side,” siger Ellen Trane Nørby.

Det udløste debat, da det kom frem, at regeringens 50 nye sengepladser i psykiatriudspillet ’Vi løfter i Fællesskab’ alligevel ikke var nye, men blot var en opgradering af eksisterende pladser.

At der var tale om eksisterende pladser, oplyste Sundhedsministeriet til Ugeskrift for Læger, kort efter regeringen præsenterede sit psykiatriudspil i september.

”Da regeringen præsenterede plan, kunne man læse, at der kom 50 nye sengepladser. Efterfølgende har der været debat om, hvorvidt der var tale om nye sengepladser eller eksisterende pladser,” siger sundheds- og psykiatriordfører for Enhedslisten Stine Brix på samrådet

Behov for 400-500 sengepladser

Det er Stine Brix, der har indkaldt ministeren i samråd. Sundhedsordføreren ikke tilfreds med ministerens svar om, at manglende sengepladser er regionernes ansvar.

”Hvorfor vil man med plan ikke sige, at der skal være flere sengepladser? Mener regeringen, at der er behov for flere sengepladser?” spørger Stine Brix og henviser til, at Dansk Psykiatrisk Selskab skønner, at der er behov for 400-500 flere sengepladser, end der findes i dag.

Til det svarer ministeren:

”Jeg synes, det er uacceptabelt, at der ikke er flere sengepladser. Vi øremærker penge, men kan se, at der er kommet færre sengepladser, og det synes jeg ikke er acceptabelt,” siger hun.

Hun peger på, at regeringen har der øremærket penge til løft i kapaciteten i voksenpsykiatrien, men det er ikke sket.

Til de 500 sengepladser, som Dansk Psykiatrisk Selskab skønner er nødvendig, svarer ministeren:

”De faglige input, jeg har fået fra Sundhedsstyrelsen, er der ingen anbefalinger til, at der er brug for 500 sengepladser. Derimod er der brug for intensive sengepladser,” siger hun.

Men hvis man opgraderer sengepladser til intensive pladser, vil vi vel mangle sengepladser til almene psykiatriske patienter, spørger Stine Brix.

”Der er ingen faglig vurderingen fra Sundhedsstyrelsen på, at der skulle mangle 400-500 sengepladser. Til gengæld er der patienter, der ikke får det intensive tilbud, de har behov for,” svarer Ellen Trane Nørby.

Hun uddyber, at der er behov for nationalt at definere, hvad en intensiv sengeplads er. Det har vi i somatikken, siger hun, og det har vi ikke tilsvarende psykiatrien. Det er det, regeringen lægger op til at ændre for at sikre ensartet tilbud over hele landet, siger Ellen Trane Nørby.

Intensive pladser bør være nye

Dansk Psykiatrisk Selskab har siden 2012 sagt, at der mangler 20 pct. sengepladser, og det er svarende til 400-500 sengepladser, siger formand Gitte Ahle.

"Det er ikke nye tal, og der er behov for nogle døgnbehandlingspladser, hvor der er tilstrækkelig med tværfagligt personale," siger formanden.

Gitte Ahle mener, det er en god idé at lave intensivpladser. Men det ændrer ikke på, at der er et stort behov for almene sengepladser, og man kan ikke bare tage 50 pladser, for så vil andre mangle et andet sted, siger hun.

"Det efterlader hul, for i forvejen har vi alt for få pladser. Hvis vi gør regnestykket op og har 2900 sengepladser, heraf 400 specialiserede retspsykiatriske sengepladser, og har 1500 retspsykiatriske patienter, som skal være indlagt, så er der 1400-1500 tilbage til de resterende psykiatriske patienter. Hvis man skal tage deraf til de 50 intensive senge, kommer der til at mangle endnu flere almene sengepladser. Ideen om intensive pladser er altså god, men det skal være nye intensive pladser," siger Gitte Ahle.

Chok hos Dansk Psykiatrisk selskab

Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, vidste ikke, at de 50 sengepladser ikke var nye, da psykiatriudspillet blev lanceret den 21. september.

Formanden roste regeringen i offentligheden for at sætte penge af til 50 nye sengepladser, men blev ikke korrigeret og oplyst om, at pladserne ikke var nye.

”Jeg troede først, at der var tale om nye sengepladser, og Dansk Psykiatrisk Selskab har været ude at rose regeringens psykiatriudspil. Vi er dybt skuffede og fortsat svært bekymrede på de syge patienters vegne. Jeg tror, at vi er mange, der føler os ført bag lyset. Vi har alle taget for givet, udfra regeringens udsagn, at der kom 50 nye senge i psykiatrien, og at der var øremærket 100 mio. kr. til os. Det her udspil kommer ikke til at batte noget som helst for vores sygeste patienter," sagde Gitte Ahle i september til Ugeskrift for Læger.

Tre spørgsmål på samråd

Ved samrådet har Stine Brix også bedt sundhedsministeren redegøre for, hvorfor socialpsykiatrien ikke opprioriteres mere i regeringens udspil til en psykiatrihandlingsplan, og hvorfor regeringen vil finansiere en del af psykiatrihandlingsplanen via satspuljemidler og ikke over finansloven.