Skip to main content

Sundhedsminister vil ikke love et reformudspil i år

Både nærhospitaler og tjenestepligt er fortsat i spil i regeringens tanker om fremtidens sundhedsvæsen. Men der er lange udsigter til, at regeringen kommer med et udspil. Det fremgik på et samråd, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i dag var indkaldt til.
Samrådet blev sendt på TV fra Folketinget. Skærmbillede fra Folketinget.dk
Samrådet blev sendt på TV fra Folketinget. Skærmbillede fra Folketinget.dk

Anne Steenberger, as@dadl.dk

7. jan. 2020
2 min.

En utålmodig opposition havde i dag, torsdag, indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke til et samråd, hvor han skulle svare på, hvad hans ambitioner med en kommende sundhedsreform er, og hvornår den kommer.

»Jeg kan ikke sige, om der kommer et udspil i år«, sagde sundhedsministeren.

I forhold til den aktuelle lægemangel flere steder i landet er der aftaler om flere regionsklinikker i Region Sjælland og Region Nordjylland. Derudover holder ministeren stadig liv i forslaget om tjenestepligt, hvor nyuddannede læger skal sendes ud i almen praksis i et halvt år.

»Jeg ved godt, at det ikke er populært alle steder, men det forslag er ikke taget af bordet«, sagde Magnus Heunicke.

Af svaret fremgik i øvrigt, at regeringen har gang i en proces i form af en tretrinsraket, der skal føre til et reformudspil. Eller en sundhedsaftale, bliver det måske snarere; det var, hvad ministeren kaldte det.

Først trin er de ekstra penge, som sundhedsvæsenet har fået i 2019 i økonomiaftale og i finansloven. Næste trin bliver nogle »strukturelle ændringer«.

Der kom meget lidt konkret på bordet om planerne, men der bliver ikke tale om at hive den tidligere regerings reformudspil op af skuffen og så genudgive den. Den socialdemokratiske regering vil ikke nedlægge regionerne, og de 21 sundhedsfællesskaber, der skulle træde i stedet, er ikke spiselige for regeringen. »Det vil give nogle store forskelle i behandlingen«, sagde Magnus Heunicke.

Han fremhævede, at der er mange ting, der allerede fungerer godt, og de skal bruges i den videre proces.

»Vi skal bevare sundhedsvæsenet decentralt, vi skal løfte flere opgaver tæt på patientens hjem, og vi skal samle opgaver og funktioner i nærhospitaler«, sagde han.

Men der skal nye møderunder til før et udspil.

»Struktursporet skal gentænkes«, sagde Manus Heunicke.

Det skal ske i næste trin, hvor sundhedsministeren vil inddrage eksperter, lokale aktører og ikke mindst organisationer.

»Organisationer blev ikke hørt godt nok i den forrige regerings udspil«, sagde han og citerede bl.a. Yngre Læger for at ærgre sig over ikke at blive lyttet til.

Dette trin »går snart i gang«, lovede ministeren.

Tredje trin er de politiske forhandlinger, hvor målet er at nå en bred aftale. Men hvornår de forhandlinger går i gang, ville ministeren, trods gentagne spørgsmål fra Sophie Løhde, ikke give et svar på.

Samrådet blev udsendt på TV fra Folketinget og kan ses her