Differentieret løn til praktiserende læger i Sverige har bidraget til bedre lægedækning, og vil også give god mening i Danmark, siger sundhedsøkonom.
Hvis lægetynde områder i Danmark igen skal fyldes med praktiserende læger, kan det virke stimulerende at give lægerne flere penge for de mest syge patienter.
Det siger Kim Rose Olsen, der er er lektor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, på baggrund af erfaringer med differentieret basishonorar i Sverige.
”Det har betydet, at flere læger har slået sig ned i områder, hvor der tidligere har været lægemangel. Og tendensen har også været, at jo mere fokuseret indsatsen har været på de mest komplekse patienter, jo større er sandsynligheden for, at lægedækningen øges i de mest udsatte områder. Det er altså vigtigt ikke at smøre indsatsen for tyndt ud,” siger Kim Rose Olsen.
Faktaboks
I en kronik i Ugeskrift for Læger skriver han sammen med den svenske professor Anders Anell fra Lunds Universitet om erfaringerne med differentieret basishonorar i Sverige. Emnet er aktuelt, fordi regeringens Lægedækningsudvalg for nylig foreslog, at praktiserende læger i højere grad skal honoreres efter patienternes behandlingsbehov for at få flere læger til yderområder og udsatte boligområder. Og for at bane vejen for differentieret løn har regeringen desuden sat et tre-cifret millionbeløb af, der skal sikre et glidningsfrit skifte til en ny model.
Kim Rose Olsen understreger, at selv om det danske og svenske sundhedsvæsen på flere punkter ligner hinanden, er der faktisk stor forskel på honoreringen af de svenske praktiserende læger i forhold deres danske kollegaer. I Sverige er lægernes løn 100 pct. dækket af et basishonorar, mens danske læger bliver aflønnet via et basishonorar på 30 pct., mens 70 pct. er ydelsesgeneret.
”Derfor kan man selvfølgelig ikke direkte overføre erfaringerne fra Sverige til en dansk kontekst, men der er flere elementer og erfaringer, som Danmark kan bruge fra Sverige,” siger Kim Rose Olsen.
Fra omkring 2007 indførte Sverige differentieret basishonorar i de 20 landsting, som svarer til de danske regioner, og erfaringerne viser, at lægedækningen generelt er blevet forbedret i Sverige, men i områder med patienter med meget store problemer, har lægerne ikke søgt hen.
Og samtidig har svenskerne kunne konstatere, at jo mere pengene var bundet op på en meget specifik gruppe af patienter, jo mere søgte lægerne derhen.
”Det virker altså tilsyneladende bedst, hvis indsatsen er meget målrettet,” siger han.
Ifølge sundhedsøkonomen er udgifterne til almen praksis steget med 30 pct. i bl.a. Skåne fra 2009-2106, men selvom det altså har betydet flere læger i de tunge områder, har de mange ekstra penge endnu ikke vist sig at give udslag i bedre patientbehandling.
”Lægerne har fået øget deres indkomst, men det kan endnu ikke påvises, at de ekstra penge er blevet omsat til bedre behandling. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at hvis det indføres i Danmark, skal man – f.eks. via kvalitetsrapporter eller datadrevet feedback - sikre sig, at de ekstra penge kommer patienterne til gavn,” siger Kim Rose Olsen.
Lægerne har fået øget deres indkomst, men det kan endnu ikke påvises, at de ekstra penge er blevet omsat til bedre behandling. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at hvis det indføres i Danmark, skal man – f.eks. via kvalitetsrapporter eller datadrevet feedback - sikre sig, at de ekstra penge kommer patienterne til gavn. Kim Rose Olsen, lektor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet
En anden problemstilling er de lægepraksis, der ligger i områder med få komplekse patienter. Og hvis ikke der permanent vil blive postet flere penge i almen praksis, er det uklart hvad der sker i disse lægepraksis, siger Kim Rose Olsen.
”Hvis man som læge i disse områder vil opretholde sin indtægt kan man enten øge antallet af patienter eller give flere ydelser til de patienter, man allerede har. Og hvis man vil skaffe flere patienter kan det give en øget konkurrence om patienterne, men litteraturen viser to forskellige scenarier om effekten af øget konkurrence. Det positive scenarie er, at lægerne konkurrerer på kvalitet og at patienterne bliver mindre indlagt. Dette kan betyde at der samlet set spares penge på sundhedsbudgettet. Det negative scenarie er, at lægerne i forsøget på at holde på patienterne bliver for rundhåndet med flere henvisninger og dermed øger udgifterne for samfundet,” siger Kim Rose Olsen.
Da forslaget fra regeringens Lægedækningsudvalg i januar blev præsenteret, understregde PLO-formand Christian Freitag, at de praktiserende læger ikke er i mod differentieret honorar, men det skal dog være en del af et generelt løft for alle i almen praksis.
Ønsket om en omlægning af lægernes honorering har længe været et ønske fra regionerne, og på Danske Regioners generalforsamling for snart et år siden i april 2016 blev ønsket gjort helt klart af Danske Regioners formand, Bent Hansen (S):
”Vi forestiller os en honorarstruktur, der betyder, at både lægerne og regionerne undgår en masse bureaukrati og kontrol med enkeltafregninger, og som vil give lægerne større sikkerhed i den daglige indtjening. Og som i sidste ende vil give mere sundhed til borgerne,” sagde Bent Hansen.
