Skip to main content

Sundhedsområdet slap nådigt

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
3 min.

Formanden for Narkotikarådet, socialoverlæge Preben Brandt, havde regnet med, at rådet ville gå fri af den ny regerings opgør med det »vildnis af statslige råd og nævn og institutioner« og de deraf indbyggede »tendenser til eksperttyranni«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen formulerede det i sin nytårstale.

Preben Brandt følte sig dog forholdsvis beroliget. Ikke mindst foranlediget af samme tale, hvor statsministeren sagde, at vi »i særlig grad har et ansvar for de mennesker, som er de mest udsatte i vort samfund: de hjemløse, misbrugerne, de sindslidende«.

Men Narkotikarådet, som har været regeringens rådgiver i narkotikaspørgsmål siden 1995, blev nedlagt.

Det lægelige område blev dog alt i alt forholdsvis forskånet, da finansminister Thor Petersen offentliggjorde regeringens omfattende nedskæringsplan for de »overflødige råd og nævn og institutioner«, som hans chef har beskrevet det.

Ud over Narkotikarådet, som sorterede under Socialministeriet, var det kun Sundhedsministeriets Rådgivende Forskningsudvalg og Blodproduktudvalget under samme ministerium, som blev nedlagt.

Statens Institut for Folkesundhed, Center for Evaluering og Medicinsk Teknologivurdering og Forebyggelsescenteret i Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet »tilpasses bevillinger« (læs: beskæres) og eventuelt opgaver.

På listen over råd, nævn og udvalg, som »analyseres nærmere« er Sundhedsuddannelsesrådet og Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

De uenige narkoeksperter

Preben Brandt finder nedlæggelsen af Narkotikarådet uforståelig på baggrund af de gentagne udmeldinger, som regeringen har haft om at beskytte samfundets svageste.

»Jeg ved ikke om det har spillet en rolle, at Narkotikarådet har påtaget sig at fremsætte nogle synspunkter, som var kontroversielle og sikre en debat om vanskelige emner«, nævner han.

Rådet har blandt de omdiskuterede emner anbefalet offentlige fixerum og lægeordineret heroin til de hårdest belastede narkomaner.

I forhold til statsministerens frygt for ekspertvælde kan Preben Brandt heller ikke se en begrundelse i at nedlægge rådet.

»Det er underligt at nedlægge Narkotikarådet, for vi har ofte ikke leveret klare udmeldninger - det som noget suspekt nu bliver udlagt som ekspertudmeldinger. Vi har i de fleste rapporter og svar til ministerierne givet udtryk for forskellige holdninger og konsekvenser af forskellige beslutninger«, siger han.

Regeringen har løst skitseret en afløser for Narkotikarådet. Et såkaldt socialt råd, som ud over narkomanerne skal besidde viden om de hjemløse, alkoholikerne, de sindslidende og de prostituerede, og Preben Brandt vil ikke på forhånd dømme det ny råd inkompetent til at varetage narkomanernes interesser, for mange stofmisbrugere er også hjemløse, sindslidende, etc.

Han afventer spændt et endeligt kommissorium og en organisationsplan for det sociale råd. Dog pointerer han, at det sociale råd bør være fri for stærke bånd til ministerierne.

»God rådgivning kræver frihed. Ellers risikerer rådet kun at levere det, som ministeren har brug for«, nævner han.

Anbefalede selv nedlægning

Behovet for Sundhedsministeriets Rådgivende Forskningsudvalg og Blodproduktudvalget, som begge nedlægges, er minimalt at dømme efter frekvensen af møder, for der kan gå år og dage imellem møderne.

Formanden for Sundhedsministeriets Rådgivende Forskningsudvalg, administrerende direktør i H:S, Erik Juhl, er heller ikke i vildt indre oprør over udvalgets skæbne. Han udtaler, at rådgivningssystemets opbygning ikke er det afgørende.

»Det vigtige er at styrke den samlede sundhedsforskning i Danmark, og i den sammenhæng har udvalget ikke haft væsentlig betydning«, nævner han.

Et medlem af det nu afdøde udvalg og tidligere formand for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Henning Beck-Nielsen, er ligefrem begejstret for, at udvalget er slettet.

»Som formand for det sundhedsvidenskabelige forskningsråd anbefalede jeg, at det rådgivende forskningsudvalg blev nedlagt. Når forskningsrådgivningen bliver spredt for meget, kan det blive svært at arbejde overordnet strategisk. Man skulle hellere koncentrere sig om Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd«, mener Henning Beck-Nielsen.