Skip to main content

Sundhedsplatform kan være skyld i patientskader

Ud af næsten 400 utilsigtede hændelser efter indførelsen af Sundhedsplatformen kan to være ført til kortvarige patientskader.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

23. jun. 2016
3 min.

Det omdiskuterede it-system Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital har siden starten den 21. maj ført til 399 registrerede utilsigtede hændelser. Og blandt dem er to sager, hvor patienter har fået ”kortvarige skader” under behandling med blodfortyndende medicin.

Det fremgår af en orientering, som Region Hovedstaden har sendt til regionsrådet:

”Der er igen ikke tale om alvorlige eller dødelige hændelser. Dog skal det bemærkes, at ud af de 399 er der konstateret to hændelser, som har medført kortvarig skade på patienter, og hvor anvendelsen af Sundhedsplatformen kan have spillet en rolle.”

Til gengæld konstaterer regionen, at det ikke er it-tekniske problemer, eksempelvis nedetid eller manglende integration mellem systemer, der er årsag til de utilsigtede hændelser.

”Blot kan det ikke udelukkes, at implementeringen af Sundhedsplatformen kan have været medvirkende årsag til, at de utilsigtede hændelser fandt sted,” skriver regionen i redegørelsen.

Til sammenligning blev der sidste år inden for tilsvarende periode rapporteret i alt 297 utilsigtede hændelser.

Orienteringen kommer, fordi regionsrådsmedlem Erik Sejersten (V) bad om en redegørelse.

Sagerne bekymrer formanden for Overlægeforeningen, Anja Mitchell.

”Det kommer desværre ikke bag på os. Med et system, der var så ufærdigt, da det blev udrullet, så var der risiko for faremomenter for patienterne, hvilket vi også gjorde opmærksom på” siger Anja Mitchell til BT.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til BT, at man er gået ind i sagerne og har bedt Herlev og Gentofte Hospital om en redegørelse.

LÆS HELE REDEGØRELSEN HER:

Til regionsrådets medlemmer

Regionsrådsmedlem Erik Sejersten (V) modtog 17. juni 2016 svar på et spørgsmål om utilsigtede hændelser i forbindelse med idriftsættelsen af Sundhedsplatformen. I svaret oplyses det blandt andet, at der i perioden 21. maj til 3. juni i år var indrapporteret 142 utilsigtede hændelser, hvor det var vurderingen, at hændelserne havde eller kunne have forbindelse til anvendelse af Sundhedsplatformen. I svaret oplyses det også, at der på tidspunktet for opgørelsen (3. juni 2016) ikke var konstateret utilsigtede hændelser, som havde medført konkret skade eller død.

Administrationen vil for en ordens skyld gøre regionsrådets medlemmer opmærksom på, at der til dato (21. juni 2016) er konstateret 399 utilsigtede hændelser, hvor det er vurderingen, at hændelserne havde eller kunne have forbindelse til anvendelse af Sundhedsplatformen. Der er igen ikke tale om alvorlige eller dødelige hændelser. Dog skal det bemærkes, at ud af de 399 er der konstateret to hændelser, som har medført kortvarig skade på patienter, og hvor anvendelsen af Sundhedsplatformen kan have spillet en rolle.

Hospitalet har været i kontakt med de pågældende patienter, som også er blevet oplyst om deres muligheder og rettigheder i forbindelse med hændelserne.

I henhold til sundhedsloven må administrationen ikke i offentligheden fortælle om konkrete patientforløb. Dog kan det oplyses, at hændelserne vedrører behandling med blodfortyndende medicin. Udredningen af sagerne viser, at det ikke er it-tekniske problemer (eksempelvis nedetid eller manglende integration mellem systemer), der er årsag til de utilsigtede hændelser. Blot kan det ikke udelukkes, at implementeringen af Sundhedsplatformen kan have været medvirkende årsag til, at de utilsigtede hændelser fandt sted. Der er tale om såkaldte kortvarige skader, som ikke giver varige mén hos patienterne.

Hospitalet drager læring af forløbene med henblik på at undgå lignende hændelser fremadrettet.

Herunder skal det bemærkes, at der som bekendt også finder utilsigtede hændelser sted, som knytter sig til anvendelsen af de eksisterende systemer, OPUS og EPM, og som Sundhedsplatformen på sigt skal erstatte i hele regionen og i Region Sjælland. Generelt kan antallet af utilsigtede hændelser således ikke bruges som grundlag for tolkning af den kliniske kvalitet.

Administrationen henviser til vedlagte bilag for yderligere oplysninger om tolkningen af utilsigtede hændelser.

Orienteringen vil blive lagt på Politikerportalen.