Skip to main content

Sundhedsstyrelsen - samarbejde og opgaver

FAS-redaktør Jesper Brahm, j.brahm@dadlnet.dk

30. jan. 2006
8 min.

Hvordan kan Lægeforeningen bidrage til, at Sundhedsstyrelsen styrkes?

»Sådan som sundhedsloven er udformet og den rådgivningsstruktur, der tegner sig, så er de videnskabelige selskaber rådgivere for Sundhedsstyrelsen [SST], men SST har også på andre måder afsøgt interessenternes synspunkter og interesser, fx patientforeningerne. Ser vi panoramaet, så ser jeg gerne, at også SST har en god relation til Lægeforeningen. Hvordan Lægeforeningen vil lade sig repræsentere i faglige sammenhænge, vil vi ikke blande os i. Vi skal holdes fri af egentlige fagforeningsinteresser, og vi skal derfor finde en fornuftig håndtering af, at mange jo vil synes, at delforeningerne typisk primært repræsenterer fagforeningssynsvinklen. Sådan opfattes det typisk udefra, fordi delforeningerne bl.a. varetager overenskomstforhandlingerne. PLO er et eksempel på, at det glider lidt over i hinanden, fordi der er en tæt relation til Danske Selskab for Almen Medicin [DSAM] og en lang tradition for, at de to parter møder op sammen for at drøfte faglige sager. Men der er jo også eksempler på, at Lægeforeningen og delforeningerne indgår i et fagligt samarbejde, nemlig på uddannelsesområdet, hvor delforeningerne typisk leverer en formaliseret rådgivning via det nationale råd. Også på kvalitetsområdet rådgiver Lægeforeningen og delforeningerne os, så der er modeller, der viser samarbejdet mellem Lægeforeningen og delforeningerne på den ene side og os på den anden side.«

Kan du forstå den bekymring, der hersker i Lægeforeningen over den konstruktion, at medicinaldirektøren skal være formand for Det Rådgivende Udvalg?

»Jeg har hørt kritikken af, at SST formelt bliver rådgiver for sig selv. Jeg synes, at det er at gøre noget til et problem, som jeg mener ikke er et problem. Og jeg har meget svært ved at se, hvad svaret er, hvis man skulle finde en anden formand. De argumenter, der har været fremført, er, at man skal finde en uafhængig person. Men jeg spørger så bare, hvem der er mere uafhængig i det felt end medicinaldirektøren. Medicinaldirektøren er pr. definition uafhængig og skal samle alle de synspunkter, der kan fremføres i rådets arbejde. Jeg har ikke hørt noget bud på, hvem der er mere uafhængig. Formanden for Dansk Medicinsk Selskab [DMS] er f.eks. ikke uafhængig af standsinteresser, og en amts/regionsdirektør er heller ikke uafhængig. Jeg er overbevist om, at de løsninger, der er kommet fra styregrupper inden for f.eks. kræftbehandling og hjerte-kar-sygdomme, netop er fremkommet som følge af, at SST har siddet for bordenden.

Den opfattelse, at det er en fordel, hvis de (læge-)faglige miljøer sidder for sig selv og udfærdiger de ,rigtige` forslag, er ude af trit med den politiske og samfundsmæssige virkelighed. Det gælder om at lave en fornuftig, afbalanceret rådgivning, som tager udgangspunkt i det faglige, og som har en udformning således, at det gennem en dialog får en god chance for at blive gennemført i det virkelige liv.«

Hvad forventer du af politikerne, for at du kan løfte SST's opgaver, og hvordan vil I være i stand til at rekruttere læger til SST?

»Nu er der lovgivningsmæssigt lagt op til at styrke SST, og vi har al mulig grund til at tro på, at det bliver fulgt op af øgede ressourcer til SST. Rekrutteringen til SST er vanskelig, og vi må derfor afveje, hvilke kompetencer vi skal have her i huset. Vi kan ikke alene gå efter snævre kompetencer, så ville huset blive alt for stort. Vi må sikre os de brede kompetencer, som bl.a. inkluderer at have relationer til de snævre, specifikke kompetencer uden for huset, og derigennem lave de synteser af den eksterne, snævre rådgivning. Her er det vigtigt, at de personer med de brede kompetencer også har en viden om og forståelse af, hvad der foregår ude i sundhedsvæsenet, helt ude på sygehusene, på afdelingerne. Det er klart, at vi har ikke nemt ved at rekruttere læger med klinisk baggrund på grund af arbejdsmarkedet lige nu og med den forskel, der er på lønniveauet i klinikken og hos os.«

Overlægeforeningen har tidligere givet udtryk for vigtigheden af, at der er læger i SST, eventuelt i en slags rotationsstillinger. Hvad mener du om den model?

»Jeg har principielt ikke noget imod en sådan model, men dels er det min opfattelse, at der er meget lidt interesse blandt klinisk arbejdende læger for denne model, dels er det min erfaring, at der blandt de klinisk arbejdende læger ikke altid er en forståelse af, hvordan man arbejder i dette system, fordi de ikke er trænede i denne arbejdsmåde. Men jeg har da på den anden side også god erfaring fra tidligere med at kombinere fagfolk, en trænet DJØF'er og en lægefaglig person, i en slags teamstruktur. Man kan jo også overveje en form for kombinationsstillinger, som vi tidligere har haft god erfaring med. Det afhænger meget af, hvad vi kan få for pengene.«

Hvor er de største opgaver for SST nu og i fremtiden?

»Strukturen i sundhedsvæsenet, herunder hospitalsvæsenet, er en tung opgave. Vi har specialeplanlægningen i den ene ende, hvor vi får den opgave at få regionernes specialeplanlægning til at se fornuftig ud. I den anden ende har vi så den kommunale indsats, som skal udnyttes nu i forbindelse med sundhedsloven. SST's opgave bliver her at tydeliggøre sammenhængen mellem den kommunale indsats over for forebyggelse, sundhedsfremme og primærsektorens indsats over den specialiserede del af sundhedsvæsenet. Nu har vi jo sat meget fokus på de kroniske sygdomme, og det bliver i høj grad omdrejningspunktet for vores indsats, at man sætter de store sygdomme i centrum, og at man ikke bruger al krudtet på 1% af det, der foregår i sundhedsvæsenet. Vi skal være opmærksomme på at ændre sundhedsvæsenet fra at være rettet mod det episodiske, akutte, hvor enkeltpersoner defilerer forbi, til i højere grad at tænke i helheder og befolkningsrettede indsatser. Jeg mener, at vores fokus vil flytte sig noget fra det højt specialiserede til en bredere indsats.

Vi skal fortsat udvikle vores dokumentationsgrundlag, få opdateret, tunet og valideret vores registre, og få dem bragt i spil som noget, man kan bruge og have glæde af ude i systemerne såvel i den daglige drift som i forskningsøjemed.

Vi skal også fortsætte kvalitetsarbejdet med at understøtte den danske model, således at modellen kan bringes i spil og blive til nytte. Og et vigtigt indsatsområde for os er patientsikkerhedsarbejdet.

Så er der selvfølgelig vores fælles opgave omkring EPJ, som vil være et vigtigt indsatsområde. Vi skal sørge for, at det fælles grundlag, G-EPJ, er i orden og bliver vedligeholdt. Og vi skal omlægge Landspatientregisteret således, at det kan modtage indberetninger via EPJ. Det bliver en stor opgave.«

Har polemikken om EPJ og G-EPJ og de manglende decentrale resultater fået dig til at ændre strategi med hensyn wtil central/decentral styring af udviklingen?

»Vi mener, at vi nu har bidraget med grundstrukturen i EPJ, og der foreligger nu en fastlagt version, så amterne og regionerne har grundlaget for at få konstrueret deres respektive EPJ, så det kan fungere og tale sam men. I den del af arbejdet har vi gjort vores del af arbejdet. Der kommer sikkert et tidspunkt, hvor vi skal justere og opdatere den foreliggende version, men funktionen af EPJ er regionernes opgave. Vores opgave er at videreudvikle det fælles nomenklatursystem SNOMED-CT (systematised nomenclature of medicine - clinical terms), så det kan blive et redskab for EPJ. Der er for mig ikke noget specielt overraskende i den decentrale udvikling af EPJ, som jo nok i et stykke tid har været holdt inden for snævre cirkler - på grund af kompleksiteten. Projektet har nu nået en fase, hvor klinikerne er begyndt at interessere sig for det, og der er i og for sig ikke noget overraskende i den måde, processen kører på. Man kan blive ved med at diskutere, hvilke fordele og ulemper flerleverandørmodellen medfører, men nu er den valgt for at undgå monopolisering, men i øvrigt har flere af firmaerne søgt sammen, så der er ikke så mange aktører tilbage på markedet. Nu understøtter vi de projekter, der er i gang, og så vil det sikkert snart vise sig, at et af disse projekter fungerer og kan implementeres. Men vi vil ikke gribe ind og pege på et enkelt system. Vi er opmærksomme på, at backupsystemerne skal fungere ubesværet sammen, så patienten ikke oplever problemer, hvis de krydser regionsgrænser, f.eks. i forbindelse med et frit sygehusvalg.«

Hvornår har vi en så velfungerende EPJ? Politikere har udtrykt forventning om, at den er lige om hjørnet.

»Vi skal være tålmodige; formentlig går der adskillige år, før vi er nået så langt som min vision: at hver patient kun har en journal, som kan kaldes frem uafhængigt af regionsgrænser. Undervejs vil der givet være forskellige, velfungerende EPJ-systemer. Men tålmodighed!«

Har du nogen opfordringer til de lægefaglige kredse?

»Joh, jeg vil gerne pege på vigtigheden af, at man engagerer sig også bredt, tager et helikoptersyn på sagerne, påtager lederskab og ansvar i forhold til helheder og helhedssynspunkter og undlader at forfølge snævre interesser og være enkeltsagsadvokater. Det er vigtigt, at læger erkender prioriteringsproblematikken og tager ansvar og deltager i debatten. I den nylige blodscreeningssag påtog læger sig et medansvar i prioriteringsdebatten sammen med politikerne. Politikere er udsat for et enormt pres i den offentlige debat, når højt profilerede læger kører enkeltsagspolitik og helt nægter at forholde sig til en fornuftig prioriteringsovervejelse.

Så er der vores evige problemer med vores international knowledge gap, som ikke har noget med penge at gøre, men dette, at vi ved en hel masse, som vi burde gøre, men ikke får gjort på grund af dårlig organisering og vilje til omstilling. Vi skal forbedre den faglige implementering, så patienterne får det, som de bør have, med den viden, vi har. Vi skal have fokus på effektivitet og ikke bare på produktivitet.

Jeg så gerne, at der blev sat mere gang i et nationalt arbejde med kliniske vejledninger for at få et værktøj, der kan understøtte, at man gør det rigtige. Indvendinger mod sådanne ,kogebøger` er ikke rimelige i lyset af, at vores fag har udviklet sig så voldsomt. Det er illusorisk at tro, at der er nogen i dag, som kan rumme det hele uden støttesystemer. Der skal selvfølgelig være mulighed for afvigelser i patientbehandlingen, når disse er velbegrundede.«