Sundhedsudgifterne falder

Når sygehuspersonalet har en følelse af, at dagligdagen er et miks af styrtløb på gangene og for lidt tid til patienterne, er der som regel et sted at rette »takken«: Sundhedsudgifterne stiger og stiger, og derfor må vi effektivisere. Men nu ser det ud til, at bestræbelserne bærer frugt: Sundhedsudgifterne stiger ikke mere - tværtimod er de faldet i de seneste par år, og det vil formentlig fortsætte.

Det er det glade budskab fra Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning). Det første pip om det kom i sommer, da nye tal viste, at den opadgående kurve, som sundhedsudgifterne har tegnet siden slutningen af 1990'erne, i 2009 begyndte at falde.

Senere tal viste, at sundhedsudgifternes fald fortsatte ind i 2010. Fra at udgøre 11,5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i 2009, fyldte de »kun« 11,2 pct. af BNP i 2010. Ser man på det i kr., der er justeret for almindelig prisinflation, var der et fald på 3 mia. i 2010 i forhold til 2009.

Nu ser det ud til, at sundhedsudgifterne fortsætter deres fald i 2011 - det viser foreløbige tal.

Jes Søgaard mener, at der er grund til at tro, at det ikke bare er enkeltstående solstrålehistorier:

»Vi er muligvis nået et vendepunkt«, siger han. »Vi kan nemlig se på de offentlige sundhedsudgifter for 2011 fra Danske Regioner, at faldet er fortsat gennem 2011, og det tror jeg, at OECD [Organisation of Economic Co-operation and Development] vil bekræfte, når deres tal kommer til juni«.

Opbremsning i løn

Der er flere forklaringer på, at det er ved at vende. Det meste af det skyldes, at løn og priser i sundhedssektoren steg langsommere end i den samlede økonomi.

Når stigningen i lægers og sygeplejerskers lønninger bremsede op, er det ifølge Jes Søgaard et spørgsmål om efterspørgsel:

»Lønningerne steg meget i nogle år, men i 2010 kom fyringerne - som vel at mærke skete, uden at de fyrede blev erstattet - og for første gang i mange år var der noget, der lignede arbejdsløshed, der truede læger og sygeplejersker«.

For det andet bremsede de voldsomme stigninger på lægemidler op på dette tidspunkt.

»Der er kommet mere styr på medicinudgifterne efter de mange års himmelflugt, som skete især for sygehuslægemidler, men også her er der nu kommet et knæk på kurven. Samtidig - og det er måske derfor - er der ikke kommet så mange helt nye lægemidler«, siger Jes Søgaard.

For 2011 kan det også være en forklaring, at der er lidt færre indlæggelser:

»Vi er i Danmark ret gode til at omlægge behandlinger fra at foregå under indlæggelse til at ske ambulant eller som dagkirurgi, hvilket er til fordel for både patienterne og økonomien. Desuden er indlæggelsesfrekvensen stagneret i 2011, og det samme er antallet af kontakter med sygehuset. Det ser ud til, at de praktiserende læger og vagtlæger henviser færre patienter til sygehuset. Forklaringen på det er formentlig, at praktiserende læger er tilbageholdende med at henvise patienter til sygehusene, hvis der er så stort et pres på sygehusene, at de er i kapacitetsproblemer, og patienterne risikerer at komme til at vente meget længe. Det er set før«.

Kvaliteten er stadig helt o.k.

Men hvilke konsekvenser kan det her få?

»Om det vil have effekt på lægers og sygeplejerskers hverdag - travlheden - kan jeg ikke svare på. Bortset fra at der er kommet en dæmper på lønudviklingen hos personalet, kan der ikke umiddelbart konstateres nogen negative effekter af de faldende sundhedsudgifter. Hvad kvaliteten angår, kan vi se på NIP [Det Nationale Indikatorprojekt]-tallene, at tendensen

til forbedringer fortsætter. Ventetiden er ikke blevet længere - tværtimod er den faldet på elektive behandlinger. HSMR [hospitalsstandardiseret mortalitetsratio]-

tallene falder fortsat. Aktiviteten er generelt stadig stigende, selvom udgifterne faldt«.

Pas på sydeuropæiske tilstande

Men det er også på tide, at der kan anes lys forude. For vi skulle nødig ende som de sydeuropæiske sundhedsvæsener, der efter mange års møjsommelig opbygning er brudt sammen under finanskrisen, advarer Jes Søgaard. Sundhedsudgifterne har i de lande bidraget til alt for høje offentlige udgifter i forhold til skattebetalingsviljen, og vi skal lære af deres dyrtkøbte erfaringer, mener Søgaard.

I den målestok har Danmark siden 1970 være duksedrengen, som havde tæt forbindelse mellem udviklingen i sundhedsudgifter og BNP - de fulgtes pænt ad, som de helst skal.

Men i nullerne voksede sundhedsudgifterne også i Danmark meget hurtigere end BNP. »Og vi vil helst ikke betale mere i skat, hvilket ikke er godt, set med en sundhedsøkonoms øjne«, siger Jes Søgaard. Aktiviteten er steget, og diverse effektiviseringer har ikke kunnet modvirke gabet mellem de to.

»Den problemstilling er vi nødt til at adressere«, siger Jes Søgaard, der understreger, at det er en politisk bestemt udvikling. »Det er ikke sådan, at sundhedsudgifterne er løbet løbsk - det er en politisk styret udvikling, som vi har set op gennem nullerne«.

Gammelkendte pengeslugere

Bevillingerne til sundhedsvæsenet skyldes gammelkendte pengeslugere, der har slået følge med den meget markante - politisk ønskede - vækst i aktiviteten, der har været på sygehusene i de seneste 10-15 år. Og det er vel at mærke udgifter, som vil fortsætte med at stige uden udsigt til, at de holder op med det. Det er udfordringerne, som Jes Søgaard ser dem:

Der bliver flere ældre. »Den udvikling, som vi har talt om i 20 år, kommer nu og i de næste 20 år, hvor der bliver 200.000 flere ældre over 65 år og 165.000 færre ældre i de erhvervsaktive aldre«, konstaterer Jes Søgaard. Ældre bliver sundere og sundere, men det ændrer ikke på det faktum, at det voksende antal samlet set giver flere sygdomme.

Et andet massivt pres på sundhedsudgifterne udgøres af kronikerne, som der bliver flere og flere af. »Det er jo en succeshistorie, at folk nu om stunder i langt højere grad lever, og lever godt med sygdommene. Men det er en dyr succeshistorie«, siger Jes Søgaard.

Den teknologiske udvikling og de nye opfindelser - det at vi kan mere - giver flere og bedre behandlinger. Det er dyrt, fordi nye behandlingsmetoder er dyre, og fordi det gør det muligt at behandle flere og flere. Således femdobledes udgifterne til sygehusmedicin fra 1,4 mia. kr. årligt i 1997 til 7,4 mia. kr. i 2011.

Endelig er der et massivt pres på sundhedsudgifterne via de voksende patientrettigheder og borgernes efterspørgsel efter sundhedsydelser i det hele taget.

Patientforløb er blevet 25 pct. dyrere

Men så er der alle bestræbelserne på at effektivisere - ikke mindst de kortere indlæggelsestider og omlægningerne til ambulant behandling. De gør det billigere, men samtidig er der sket en fordyrelse, fordi det enkelte patientforløb er blevet dyrere og dyrere. Som Jes Søgaard formulerer det:

»Vi har haft en stor produktivitetsvækst på sygehusene, men alligevel er behandlingsudgiften pr. patientforløb steget med 5.000 kr. Faktisk er udgifterne pr. patientforløb steget med 25 pct. fra 2005 til 2010 «.

Om sundhedsudgifterne fremover kan tøjles, er et åbent spørgsmål. Jes Søgaards bud på vejen videre er Triple Aim. Det er en måde at tænke sundhed i større målestok, økonomi og kvalitet sammen, og den indeholder en særlig effektiviserings- og prioriteringsstrategi, som kendes fra bl.a. fra det engelske NHS.

Læs Fokus om det i Ugeskrift for Læger 2012;174:2604-7.

Fakta

Gode nyheder på sundhedsområdet - ifølge Jes Søgaard

Sundhedsudgifterne i 2010 og 2011 er faldet

Aktiviteten på sygehusene er steget

Patienttilfredsheden er forbedret

Ventetider på operation er faldet

HSMR-tallene er lavere

NIP-tallene er bedre