Sundhedsvæsenet står ved en skillevej

Læger har kæmpet for nationale kliniske retningslinjer i årevis. Men de hænger i en tynd tråd, når bevillingen i 2016 løber ud. Det er reelt op til Folketingets politikere, om en ambitiøs satsning på bedre diagnostik, behandling, pleje og genoptræning er spildt, og sundhedsvæsenet dermed har fået sine egne IC4-tog.

Nationale kliniske retningslinjer er fuldstændig afgørende for en stor del af de projekter, som skal blive til virkelighed i løbet af de kommende år i sundhedsvæsenet. Jeg tænker på den fornyelse af arbejdet med kvalitet, som rigtig mange ser frem til.

Kvalitet handler i høj grad om at sikre en mere ensartet behandling af høj kvalitet i hele landet. Det potentiale rummer de nationale kliniske vejledninger, samtidig med at de giver mulighed for mere effektive udrednings- og behandlingsforløb. De vil bidrage til faglig prioritering af resurserne, så vi får mest sundhed for pengene og kommer af med overflødige og forældede diagnosticerings- og behandlingsmetoder.

Og man kunne blive ved. Et moderne sundhedsvæsen kan ikke undvære nationale kliniske retningslinjer. De er hver for sig et konkret resultat af, at eksperter har indkredset evidensen for den fagligt bedste behandling af en bestemt sygdom i det danske sundhedsvæsen. Dermed er de et vigtigt værktøj for læger, der i samarbejde med patienterne skal finde den rette behandling. Ikke en absolut facitliste, men en velkommen vejledning i et sundhedsvæsen, hvor nye forskningsresultater offentliggøres med svimlende hastighed.

Alligevel er vi ikke sikre på, hvad der egentlig kommer til at ske med det vigtige arbejde. Der er i dag omkring 50 kliniske retningslinjer. Og selv om målet på 80 nås, er det selvsagt for få. Det samme er pengene. I 2012 blev der afsat 80 millioner kroner, men langt størsteparten er brugt, og de rækker langtfra til den fremtidige opgave.

Den medicinske udvikling går stærkt, og det er realistisk at regne med, at mere end tre år skal der ikke gå, før der bør ske en ajourføring. Det optimale vil være en model, hvor Sundhedsstyrelsen bidrager med uddannelse og ekspertise i selve modellen, mens de videnskabelige selskaber får mulighed for at omlægge deres retningslinjer til et samlet nationalt koncept. Visse tværgående retningslinjer kan der stadig være en fordel i, at Sundhedsstyrelsen står bag, og den skal sikre selskaberne den nødvendige støtte. Regionernes og kommunernes store ansvar bliver at sikre implementeringen.

Folketingets politikere står over for meget vigtige valg. Ønsker de at fremme, at alle patienter – uanset bopæl – kan regne med at modtage behandling af samme høje kvalitet? Ønsker de, at eksperternes viden kommer i spil og bruges i det daglige? Ønsker de, at faglig viden bruges i planlægning af sundhedsvæsenets opgaver?

Hvis svaret er ja, så er der ikke nogen vej uden om nationale kliniske retningslinjer. Derfor skal der herfra lyde en indtrængende appel om, at arbejdet med at udarbejde kliniske retningslinjer sikres den nødvendige opbakning og de nødvendige økonomiske midler i de kommende finanslovsforhandlinger. Sker det ikke, forpasses en enestående mulighed for at drive et sundhedsvæsen med viden som motor, og det er næsten ikke til at bære.