Skip to main content

Sundhedsvæsenets organisering - sygehuse, incitamenter, amter og alternativer

Aksel Otkjær Nielsen, næstformand i FAPS
1. nov. 2005
04 min

Indledningsvis gennemgår rapporten »Sundhedsvæsenets organisering« (1) overordnet de vilkår, der tænkes forudsat i de kommende år for patienter i sygehusvæsenet. Rapporten giver en meget grundig gennemgang af de muligheder, der er ved tilrettelæggelsen af fremtidens sygehusvæsen. Man har vurderet amternes dispositionsmuligheder, man har gennemgået tilfredsheden med sygehusene, diskuteret ventetider og i det hele taget gennemgået strukturen for en mulig fremtidig udvikling.

I de følgende kapitler har man arbejdet mere generelt med målsætninger, herunder forsøgt at tage højde for frie sygehusvalg, sammenhængende patientforløb og prøvet at vurdere dette i relation til en effektiv ressourceudnyttelse og en effektiv udgiftsstyring uden en meget stram planøkonomi, der jo er hæmmende for enhver form for selvstændig udvikling og øget aktivitet i sygehusvæsenet.

Nye modeller

Der bliver opstillet nye modeller for sygehusene og beskrevet, hvordan man kunne lade sygehusene blive mere selvstyrende, evt. endda selvejende med private afdelinger og mere vidtgående frihed, også økonomisk til de enkelte sygehusenheder.

Senere er forskellige modeller vurderet for en landsdækkende sygehusplanlægning, og overordnet beskrives tre modeller: en regionsmodel, et kommunalt forankret sundhedsvæsen og en statslig model.

Regioner

Jeg mener, at regionsmodellen - set ud fra et praktiserende speciallægesynspunkt, er fornuftig. Et antal regioner på 4-6, styret af en overordnet planlægning, ville give os i speciallægepraksis mulighed for at lave de samme aftaler, som vi har i øjeblikket med Amtsrådsforeningen - nu bare med en central »regionsforening«. Samtidig med dette kunne man, som vi i vores sidste overenskomst har lagt op til, primært øge frihedsgraderne for speciallægepraksis, så der lokalt kan indgås mere vidtgående aftaler.

Inkorporeringen af speciallægepraksis i funktionsbærende enheder vil også være natur1igt. Herved kunne man udnytte ressourcerne bedre. Forudsætningen for dette ville naturligvis være, at man havde samme økonomiske vilkår, hvad enten man sidder i det offentligt styrede sundhedsvæsen eller i speciallægepraksis.

Kommuner

Det kommunalt forankrede sundhedsvæsen ville være sværere at få inkorporeret i speciallægesektoren. Det ville være svært at lave lokalaftaler med de enkelte kommuner for de enkelte speciallæger. Det ville også være sværere at få et ensartet forløb og en ensartet kvalitetssikringsmodel for speciallægepraksis med de mange små enheder. Modellen minder meget om den gamle sygekassemodel, hvor speciallægerne skulle træffe særskilte aftaler med de enkelte enheder.

Statslig

Hvad angår en statslig model, ville der ikke være noget problem med at lave aftaler, set ud fra vores synspunkt. Ligesom i regionsmodellen ville man her kunne lave en overordnet styring samtidig med, at man laver lokalaftaler. Det ville også her, som i regionsmodellen, være naturligt at lave en kvalitetsudvikling og en akkrediteringsmodel analogt med det arbejde, der foregår i øjeblikket.

Quasiydernumre skævvrider

Rapporten virker som et utrolig godt oplæg til en debat om den kommende struktur i sundhedsvæsenet. Der er i rapporten fokuseret næsten udelukkende på sygehusvæsenet. I et lille appendiks er det dog omtalt, hvordan man nu kunne forestille sig ansættelsesforholdene for speciallæger inden for sygehusene. Der er forsøgt opstillet en model for, hvordan man kunne bibeholde en del af patienterne i det offentlige system. Det drejer sig om patienter, som i øjeblikket behandles i speciallægepraksis, bl.a. med kataract, polypper, høreapparater, åreknudekirurgi, mindre omfattende organkirurgiske indgreb, anæstesiologiske ydelser inklusive smertebehandling, ligeledes radiologiske undersøgelser, ekkokardiografier, dopplerundersøgelser etc. Ligeledes omtales de såkaldte quasiydernumre som noget positivt. Quasiydernumrene, der bruges i Vejle Amt, anvender direkte speciallægeoverenskomstens ydelser og honorarer.

Da omkostningsfaktoren kun er aftalt til 5% mod normalt 50-60% i speciallægepraksis, bliver nettooverskuddet tilsvarende større. Set fra vores synspunkt er dette en grov skævvridning af konkurrencen.

Samordning på ambulantområdet

Vi er som praktiserende speciallæger meget interesserede i et samarbejde med det offentlige sundhedsvæsen. I vores sidste overenskomst har vi således lagt op til et samarbejde, hvor man både kan være ansat i sygehusvæsenet og i speciallægepraksis. I øjeblikket forhandler vi med overlægerne om en mulig model med en consultantordning. Forudsætningerne for, at vi i speciallægepraksis som små selvstændigt erhvervsdrivende fortsat skal være et alternativ til det offentlige system, må være, at forholdene er ens, hvad angår pris, kvalitet, kvalitetsudvikling osv. Så jeg håber, rapporten bliver udbygget med et kapitel, hvor man udførligt vil diskutere mulighederne for at lave en samordning på ambulant-området.

Note

Referencer

  1. Sundhedsvæsenets organisering - sygehuse, incitamenter, amter og alternativer. Rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministerens rådgivende udvalg. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2003.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen