Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Motivationstid/betænkningstid til frivillig behandling forud for beslutning om tvangsbehandling Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har i september 2003 udsendt en sammenfatning af nævnets praksis vedrørende psykiatriske ankesager for perioden 1997-2002. Sammenfatningen findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk under nyhedsbreve og publikationer. Dette nyhedsbrev er udarbejdet ud fra sammenfatningens kapitel 7.6.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien ankeinstans i forhold til de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, anvendelse af fysisk magt og døraflåsning på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.


Motivationstid/betænkningstid

Tvangsbehandling må ifølge psykiatriloven kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige. Anvendelsen af tvang skal endvidere stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Dette følger af det såkaldte mindste middels princip. Ifølge dette princip må tvang endvidere ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Tvangsbehandling forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred.

Betænkningstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten bliver gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Motivationen for en konkret behandling skal endvidere foretages løbende.

Det er ikke muligt at angive et præcist tidsrum for, hvornår en patient er blevet motiveret tilstrækkeligt. Der foretages altid en konkret vurdering af, hvornår patienten kan anses for tilstrækkeligt motiveret. En motivationstid på 1-2 uger vil efter nævnets praksis ofte være tilstrækkeligt, hvilket nedenstående 3 sager illustrerer.

Iværksat på 10. dagen – ikke muligt at indgå en behandlingsalliance med patienten (2002)(0232002P)


En 35-årig mand havde gennem flere år haft symptomer på en sindssygdom præget af vrangforestillinger og havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, uden at det var lykkedes at motivere ham for behandling med antipsykotisk medicin. Under aktuelle indlæggelse var patienten affektspændt og udtalt truende, hvorfor han blev tvangsfikseret og fik indgivet en beroligende injektion. Samme dag blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med mikstur Serenase, alternativt injektion Serenase.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte samtlige tvangsindgreb.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, og at denne opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde på baggrund af udtalelsen fra overlægen og et journalnotat til grund, at patienten blev forsøgt motiveret for frivillig behandling gennem ca. 10 dage, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke havde været muligt at indgå en behandlingsalliance med patienten, og at det ville være utilstrækkeligt at behandle hans tilstand uden anvendelse af antipsykotisk medicin.

Iværksat på 8. dagen – patienten tidligere medicinsk behandlet med god effekt (2001)(0125010P)


En 38-årig mand havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af en svært psykotisk tilstand, præget af især vrangforestillinger af storheds- og forfølgelseskarakter. Ved den aktuelle tvangsindlæggelse var han ophørt med at tage den ordinerede antipsykotiske medicin. Lægerne fandt ham psykotisk, uden sygdomserkendelse og præget af vrangforestillinger og forsøgte fra indlæggelsens start at motivere ham for frivillig behandling, dog uden held. 8 dage efter blev der derfor truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol som mikstur, alternativt som injektion.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, og at behandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har herved lagt vægt på, at patienten igennem 8 dage var forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage behandlingen med antipsykotisk medicin. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tidligere var behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand, og at han var uden sygdomserkendelse.

Iværksat på 3. dagen – patienten ikke væsentligt forpint eller aggressiv (2002)(0234605A)


En 37-årig mand blev i april 2002 tvangsindlagt på grund af vrangforestillinger og tankeforstyrrelser, ringe kontakt til omgivelserne og isolationstendens. Lægerne fandt hans tilstand forenelig med diagnosen paranoid skizofreni. I maj 2002 tilbød lægerne patienten behandling med det antipsykotiske præparat Zeldox, hvilket han dog afslog.

3 dage senere blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur Cisordinol eller injektion Cisordinol.

Lægerne tolkede patientens tilkendegivelser som en klage over beslutningen om tvangsmedicineringen, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, herunder at patienten var blevet tilstrækkelig motiveret for frivillig behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, men at behandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet lagde vægt på, at man fra afdelingens side ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at motivere ham til frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen kun blev motiveret for frivillig behandling (i form af et konkret tilbudt om et antipsykotisk præparat) i 3 dage, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Efter det til sagen oplyste, havde patienten ikke været væsentlig aggressiv eller væsentlig forpint i dette tidsrum. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at det var umuligt på længere sigt at overtale ham til frivillig behandling.

Det var nævnets opfattelse, at betænkningstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten bliver gjort bekendt med, at lægen anbefaler et konkret behandlingstilbud. Betingelserne for tvangsbehandling var således i det foreliggende tilfælde ikke opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Fuldmægtig Sven Erik Bukholt

Fuldmægtig Sanne Have