Sundhedsvidenskabelig forskning - aktuelle og fremtidige udfordringer

Sundhedsvæsenet er en af de tungeste poster på statsbudgettet. Sundhed og sygdom griber ind i alle aspekter af vort liv. Sundhedsvæsenet optager medierne, og det skaffer politisk velvilje eller det modsatte. Det skaber også en omfat-tende industri for både hårde og bløde sundhedsydelser. Vi må imødese nye, truende sygdomme, der kan gribe dybt ind i vore liv, som det f.eks. var tilfældet med aids. Andre livsstilsrelaterede sygdomme vil ændre sygdomsbilledet i fremtiden - fedme, diabetes, etc. Nye miljøgifte bliver produceret, og nye infektionssygdomme vil opstå.

Det forekommer indlysende, at forskning i sundhed og sygdom bør have høj prioritet. Det forekommer også indlysende, at velhavende lande som Danmark har særlige internationale forpligtelser til at skaffe den viden, man skal bruge til at løse sundhedsproblemerne både her og globalt. Nye teknologiske og videnskabelige erkendelser venter på at blive gjort nyttige for denne praksis. Det forudsætter en forskningsmæssig indsats.

Til trods for disse argumenter bruges der en forsvindende lille del af sundhedsvæsenets driftsbudget på forskning. Forskningsstillinger i det offentlige regi er desuden blevet så dårligt lønmæssigt placeret i forhold til kliniske stillinger, at det nu alvorligt truer rekrutteringen for lægegruppen til vores universiteter. Man lukker Danmarks Sygeplejehøjskole, der kunne varetage videreuddannelsen og forskerstyringen på sygeplejeområdet. Man reserverer meget beskedne offentlige forskningsbevillinger til sundhedsvidenskab. Der synes at være en beskeden forståelse for den udvikling og fornyelse, der må indbygges i et kostbart sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, der bl.a. skal afprøve nye muligheder i behandlingen, forebyggelsen og plejen, og som dagligt skal tage kritisk stilling til nye forskningsresultater.

Det forskningsmæssige ambitionsniveau er for lavt i Danmark, og man satser end ikke fuldt og helt på de områder, hvor vi naturligt kunne bidrage mere end andre, enten fordi vi har udviklet en særlig ekspertise, eller fordi vi her har en særlig gunstig infrastruktur. Meget tyder desuden på, at vi spreder de midler, vi har, for bredt, især i en situation hvor den internationale konkurrence om forskningsmidler forudsætter større enheder for at få gennemslagskraft. Vi har i Danmark etableret mange små forskningsenheder, spredt imellem forskellige afdelinger, institutter, fakulteter, universiteter, hospitaler, sektorforskningsinstitutter og forskningscentre finansieret med offentlige eller private midler. Det giver en vis lokal dynamik og intern konkurrence, men det er næppe hensigtsmæssigt, hvis man også ønsker at kunne konkurrere på den internationale scene. Hertil kræves større og mere ambitiøse forskningsprogrammer og centre, der får tid og økonomiske midler til at få international status.

De politiske myndigheder skal have sammenhængende forskningsprogrammer til deres politiske lovarbejde. Universiteter skal have personer til at undervise i de nødvendige fag. Sådanne institutter bør etableres med permanent status. Andre forskningscentre kan støttes med midler, der afpasses efter deres gennemslagskraft og forskningsideer, f.eks. hvert femte år. Hvis regeringen virkelig ønsker at nå Barcelona-aftalens målsætning om at afse 3% af bruttonationalproduktet til forskning i 2010 (0,9% til sundhedsforskning), så bliver der mulighed for at satse på sådanne større centre i Danmark. Det forudsætter en professionel forskningsstyring, og også fondsfunktionen bør underkastes lige så kritiske vurderinger som selve forskningen. Også denne del af forskningsprocessen bør blive evidensbaseret. Det er ikke tilfældet nu.

Til trods for strukturelle og økonomiske problemer i den sundhedsvidenskabelige forskning går det alligevel forbløffende godt. Dansk sundhedsvidenskab og forskning har en fornem international placering målt efter en række forskellige kriterier. Der er åbenbart andre incitamenter i forskning end penge, og de synes at virke. Spørgsmålet er blot, om de bliver ved med det.

Mange forhold tyder på, at sundhedspersonalet er på vej ud af sundhedsvidenskabelig forskning. Dette tomrum vil blive fyldt ud af andre, og disse andre kan måske gøre det lige så godt eller endog bedre på visse områder. Problemet er dog, at forskningen vil blive mere og mere løsrevet fra den kliniske virkelighed og fra de folkesundhedsproblemer, forskningen også skal være med til at løse.

Ikke alle læger - eller sygeplejersker - skal forske, men alle bør være nysgerrige og stille spørgsmål til den gældende praksis. Nogle bør være i stand til at afprøve de ideer, der opstår, og mange flere bør have en uddannelse, der sætter dem i stand til at vurdere nye behandlings- og forebyggelsesforslag kritisk. Det sidste gælder i høj grad også for pleje- og omsorgsdelen af sundhedsvæsenet.

Vi har gode betingelser for sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark. Vi har mange dygtige forskere. Vi har uddannelsesprogrammer. Vi har veludviklede kvalitets- og etikkontrolsystemer, og vi har en befolkning, der i det store og hele støtter forskningen. Vi har under alle omstændigheder en befolkning, der forventer at få den bedst mulige behandling og blive beskyttet mod sundhedsskadelige påvirkninger - i det mindste mod de påvirkninger, de ikke selv kontrollerer. Disse mål kan ikke nås uden omfattende forskning. De aktuelle problemer i forskningen bør kunne løses, så vi kan fastholde og udbygge vor internationale position. Flere og flere forskningsmidler skal i fremtiden hentes fra internationale fonde.