Suspender ventetidsgaranti

Danske Patienter opfordrede i forløbne uge regeringen til at vise mod og suspendere den generelle ventetidsgaranti, så personalet får mulighed for at koncentrere kræfterne om de patienter, der har det største behandlingsbehov. Vi taler om tiden efter, at den nuværende konflikt er afsluttet. Vi kan på alle måder stille os bag denne opfordring, og det kan kun være udtryk for dumstædighed, at regeringens ministre indtil videre har afvist overhovedet at overveje en suspension af ventetidsgarantien på trods af den meget store pukkel af behandlinger, som vi skubber foran os.

I skrivende stund nærmer vi os en kvart million aflyste operationer, ambulante besøg og planlagte indlæggelser i den offentlige sektor. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange der i stedet er blevet behandlet på private sygehuse, er blevet raske af sig selv eller har opgivet at gå til lægen. Men det er næppe noget stort antal. Kapaciteten i den private sektor er trods alt fortsat ganske begrænset, og i almindelighed bliver patienter ikke henvist til operationer eller undersøgelser uden grund. Den dag konflikten slutter, må vi derfor regne med, at vi står med en meget stor pukkel af patienter, der er behandlingskrævende. Det er ganske enkelt ikke realistisk, at alle kan påberåbe sig en ventetidsgaranti på én måned.

Hvis et par hundrede tusinde danskere stiller sig i kø efter konfliktens afslutning med en fuldmagt fra det offentlige om, at de skal behandles, så er der ganske enkelt ikke noget behandlingstilbud til alle. Det vil for alvor skabe sure patienter og frustrerede ansatte i en situation, hvor der er behov for velvilje. Der er brug for accept fra patienterne af, at andre kan have større behov, end de selv, og der er brug for mest mulig imødekommenhed fra sundhedspersonalet til at gøre den ekstraordinære indsats, der er behov for efter en af de længste konflikter i sundhedsvæsenet i nyere tid. Sygehuse og speciallæger rundt om i landet skal i gang med masser af planlægning for, hvordan man klarer den ekstraordinære situation, når konflikten er slut. Det siger sig selv, at overarbejde i weekender og aftentimer indgår.

Det er en realistisk vurdering, at det kan tage op mod et år, før puklen af behandlinger er afviklet. Der er mange, der i de sidste uger er endt på ventelister, der er vokset støt og roligt, og det indebærer altid en forøget risiko at stå på en venteliste. Men det er ikke sådan, at de, der stod forrest i køen, da konflikten brød ud, nødvendigvis står forrest, når konflikten slutter. Der kan være andre, der nu er blevet mere behandlingskrævende, og det kan ikke være rigtigt, at mere syge skal konkurrere med mindre syge på grund af en firkantet politisk garanti. Det er kun lægerne, der kan afgøre denne prioritering og forsøge at få patienternes forståelse. Det må gøre indtryk, at det er patienternes egen paraplyorganisation, der gør opmærksom på dette.

Det er næppe nogen hemmelighed, at Lægeforeningen fra starten har været imod den generelle ventetidsgaranti, fordi den også i fredstid er ulogisk og har uheldige konsekvenser bl.a. i form af, at lette behandlinger bliver prioriteret. Konflikten har understreget, hvor uheldig garantien er, og vi ender i en absurd situation, hvis den ikke nu bliver suspenderet.