Svage patienter afslører mangler i sundhedsvæsenet

Velvillige, venlige og imødekommende. Det er de alle sammen. Sådan betegner Esme, Mahin og Lubna de behandlere, de møder i løbet af det halve år, de deltager i DSI - Institut for Sundhedsvæsens undersøgelse af 1. generationsindvandrerkvinders møde med sundhedsvæsenet.

Men på trods af alle gode viljer falder kvinderne igennem væsenets fintmaskede net. De får ikke den hjælp de har brug for, og det skyldes især den måde, vi har organiseret sundhedsvæsenet på. Men fordomme hos behandlere samt passivitet og autoritetstro hos de tre kvinder er også en del af forklaringen.

Esme, Mahin og Lubnas møde med sundhedsvæsenet er beskrevet i rapporten: Mødet mellem 1. generationsindvandrerkvinder & det danske sundhedsvæsen, som udkom i foråret. Rapporten beskriver de tre kvinders møde med sundhedsvæsenet gennem et halvt år og har fokus på forebyggelse. Rapportens forfattere følger dem til konsultationerne og interviewer dem efterfølgende for at høre deres oplevelse af forløbet. De tre forløb er dernæst kommenteret af tre speciallæger, og konklusionen er generelt, at sundhedsvæsenet ikke formår at rumme kvindernes problemer og tilbyde dem passende behandling.

Kvindernes sundhedsmæssige problemer er henholdsvis søvnløshed og muskelsmerter, depression og smerter og diabetes 2 og smerter. Men af rapporten fremgår det med al tydelighed, at kvindernes sundhedsmæssige problemer er vævet tæt sammen med deres sociale situation.

Specialisering

»Det skriger til himlen, at der mangler sammenhæng i kvindernes behandling. De forskellige behandlere taler ikke sammen«, siger en af rapportens forfattere, Lise Dyhr, der er praktiserende læge, ph.d. fra Central Forskningsenhed for Almen Praksis i København.

Lise Dyhr har skrevet ph.d. om tyrkiske indvandrerkvinders møde med sundhedsvæsenet, og hendes resultater herfra svarer godt til flere af de problemstillinger som kommer frem i rapporten.

Den specialisering, som ellers er sundhedsvæsenets garant for god kvalitet, virker nærmest som et tveægget sværd over for de patienter, som ikke selv formår at binde behandlingsforløbet sammen, og som ikke magter at gennemtvinge brugbare løsninger på deres problemer. Og da slet ikke i konsultationer a ti minutter, hvor der også skal være tid til tolkning.

Et illustrativt eksempel er Lubna, en pakistansk kvinde i begyndelsen af 30-erne. Hun har for et halvt år siden fået konstateret sukkersyge, og i den tid DSI-forskerne følger hende, går hun til en mængde undersøgelser både hos egen læge og på sygehuset.

»Hun får jo ikke svar på sine spørgsmål. Eksempelvis hvorfor hun er træt, eller hvorfor hun har ondt i benet, om der er sammenhæng mellem generne og hendes sukkersyge, og om hun selv kan være med til at løse problemerne«, siger Lise Dyhr, og betegner nogle af konsultationerne som »goddag mand økseskaft«.

Problemets kerne

Lise Dyhr undrer sig blandt andet over, at ingen af lægerne taler konkret med Lubna om, hvad hun spiser, og om hun har taget sin medicin. Omvendt bliver det også flere gange overhørt, at hun faktisk godt selv kan måle sit blodsukker. På den måde bliver hverken patientens »svagheder« eller ressourcer taget alvorligt.

»En mere koordineret indsats ville spare ressourcer«, mener Lise Dyhr og peger blandt andet på, at den usammenhængende behandling gør patienterne endnu mere forvirrede og fører til hyppigere lægebesøg, fordi problemerne, som de oplever dem, ikke bliver løst.

»Lægens fokus er at få styr på blodsukkeret. Mens patientens fokus er, at hun er træt og har ondt«, forklarer Lise Dyhr.

Faktisk var alle parter så venlige, høflige og forsigtige, at der ikke rigtig skete noget, konkluderer rapportens forfattere og efterlyser, at lægerne i de forskellige forløb blandt andet havde udfordret kvindernes måde at være patienter på ved at få dem ud af passiviteten og autoritetstroen, ligesom de burde have grebet fat i problemets kerne, hvad enten det var kost og motionsvaner eller som i den tyrkiske kvinde Esmes tilfælde: En fordrukken og voldelig mand med tilhørende sociale og økonomiske problemer for moren, der skulle have en hverdag til at hænge sammen for sig selv og fem børn.

Socialt netværk

Ifølge rapporten er Esme, Mahin og Lubna relativt set dårligere socialt stillet end de fleste danske kvinder.

Det er kendetegnende for 1. generations-indvandrerkvinder, at de lever i overensstemmelse med et mere traditionelt kønsrollemønster som eneansvarlige for hjemmet. De er ofte uden uddannelse og udearbejde og har ringe danskkundskaber. Og så har de ikke fået indretningen af det danske sundhedssystem ind under huden og forstår ikke det danske forhold mellem læge og patient. Bare 2. og 3. generations-indvandrerkvinder er i en helt anden situation, fordi de taler sproget, er vokset op i landet, er bekendt med institutionerne og kan have tilkæmpet sig en vis ligestilling i relation til danske normer.

»Jeg tror ikke, at det rapportens kvinder oplever er så fundamentalt anderledes end for andre patientgrupper. Der er måske nogle gradsforskelle«, siger Lise Dyhr.

Dermed mener hun, at kvindernes ekstra udsatte position klart illustrerer de potentielle problemer, som sundhedsvæsenet rummer for alle andre patientgrupper.

En af de gradsforskelle, Lise Dyhr taler om, er, at kvinderne har et meget svagt socialt netværk. Familien er spredt over Danmark og resten af verden, og de oplever heller ikke nødvendigvis, at den familie de har, er parate til at bakke dem op på en relevant måde.

Det manglende sociale netværk af familie og venner forsøger kvinderne til dels at erstatte gennem kontakten til sundhedsvæsenet.

Danske fordomme

Religion, anderledes sygdomsforklaringer, så som onde øjne og kold-varm-balance og blufærdighed fylder ikke meget i kvindernes møde med sundhedsvæsenet.

»De ved jo, at de går hos en biomedicinsk behandler, og kender betingelserne, for der er jo også biomedicinske behandlere, hvor de kommer fra«, siger Lise Dyhr, der selv har 80 pct. indvandrerpatienter i sin praksis.

Der er dog en barriere af kulturel art med meget store forventninger til, hvad lægen kan udrette og en forestilling om, at lægen vil fortælle dem præcis, hvad de skal gøre.

»De er meget passive i patientrollen og ikke vant til selv at skulle tage ansvar for behandlingen«, siger Lise Dyhr.

På samme måde, som indvandrerpatienterne har urealistiske forventninger til lægerne, blokerer forestillingerne i lægernes hoveder også for en god behandling og ordentlig dialog.Et eksempel fra rapporten er Lubna, der selv kan måle sit blodsukker, men som ingen hører. Måske på grund af en forestilling om, at det kan hun nok ikke. Hun er jo også analfabet.

»Generelt bør behandlerne sikre, at der ikke er sproglige barrierer, at patienten forstår, hvad der bliver sagt og omvendt. Desuden skal behandleren finde patientens ressourcer o g desuden holde fast i sin egen faglighed: Hvis ikke der ser ud til at være fremgang for patienten, skal man finde ud af hvorfor«, siger Lise Dyhr og opfordrer desuden de forskellige fagpersoner på sygehusene til at tale sammen.

Og så er der nogle ting, behandleren kan være nødt til at sætte sig ind i. Eksempelvis hvad grundkosten er hos de forskellige etniske grupper. Det kan godt lade sig gøre. Blandt andet ved at spørge patienten, fastslår hun.

»Med baggrund i undersøgelsen kan jeg ikke sige noget om, hvordan livstruende sygdomme hos kvinderne vil blive behandlet. Vi har jo kigget på forebyggelse. Men man kan godt blive bange, når man oplever de her kommunikationsproblemer: Når alvorlige problemer ikke trænger igennem. Det er en teoretisk mulighed, at det også sker ved livstruende sygdomme«, siger Lise Dyhr.

Om DSIs undersøgelse

Rapporten hedder: Mødet mellem 1. generations-indvandrerkvinder & det danske sundhedsvæsen - rapport fra et pilotprojekt

Forfatterne er: Eva Thune Jacobsen, Sussi Karise og Lise Dyhr

Esme, Mahin og Lubnas møde med sundhedsvæsenet blev fulgt i foråret og sommeren 2002

Under forløbet besøgte Esme sin praktiserende læge to gange og havde besøg af sundhedsplejersken én gang. Mahin var hos sin praktiserende læge tre gange og én gang hos fysioterapeut, mens Lubna var hos sin praktiserende læge én gang og fire gange på hospitalet

Rapporten er et pilotprojekt, men har ikke haft mulighed for at blive til et større studie, da det ikke har været muligt at skaffe penge til formålet

Rapporten udkom i marts 2004 og kan downloades fra DSIs hjemmeside: http://www.dsi.dk/ frz_publikationer.htm - rapporten findes på publikationslisten