Skip to main content

Svar

Jørgen Lassen, formand for Praktiserende Lægers Organisation

1. nov. 2005
3 min.

Det er jo altid glædeligt, at ens holdninger falder i god jord - og denne gang er det så formand for Apotekerforeningen, Paul Bundgaard, der med stor interesse har læst min leder om Medicinudgifternes himmelflugt i UFL den 14. juli 2003. Paul Bundgaard er tilsyneladende enig i, at medicinudgifternes kraftige stigning er et problem for udviklingen i vores andre behandlingsmuligheder i sundhedsvæsenet og vil gerne hjælpe til bl.a. ved at samarbejde med Lægeforeningen og P.L.O.

Lægemiddelområdet er tiltagende komplekst, og det kræver stor indsigt at følge med i og håndtere de indviklede tilskudsregler og regne på muligheder for besparelser. Denne indsigt har Apotekerforeningen uden tvivl i en sådan grad, at der ikke er grund til at kommenterer deres beregninger over tilsyneladende enkle besparelsesforslag, selvom man næsten får indtrykket af, at det er de praktiserende lægers skyld, at de ikke er gennemført. Men fastsættelse af hvilke gennemsnitspriser patientens tilskud skal beregnes ud fra, sorterer altså under Sundhedsministeren og Folketinget - og ikke under P.L.O.

Lægemiddelområdet har sine mange aktører i en lang værdikæde, regnet fra den spæde forskning i lægemidler og til lægemidlerne når frem til patienten. Der er industrien, som forsker i og producerer lægemidler, og det er lægemiddelimportører, der udnytter muligheden for konkurrence. Hertil kommer en række myndigheder og politiske organer, som overvåger, kontrollerer, fastlægger tilskudspolitikken, og i den dan- ske model også gennem skatter finansierer tilskuddene.

Og så er der Apotekerforeningen og Lægeforeningen, som er interesse- og faglig organisation for hver sin professionelle faggruppe. Det fælles sigte gør, at vi i nogen sammenhænge kan have stor glæde af at samarbejde, men i andre sammenhænge må vi erkende, at der er for stor afstand mellem os, eller at her er det andre samarbejdspartnere som f.eks. myndigheder eller Institut for Rationel Farmakoterapi, der er relevante.

Afstanden kommer bl.a. til udtryk, når Apotekerforeningen, i et forsøg på at udvide forrretningsområdet i samarbejde med Falck Healthcare, indfører, i vores øjne usaglige screeeningskampagner, uden udsigt til at forbedre folkesundheden. Afstanden kommer også til udtryk, når Apotekerforeningen ønsker Lægeforeningen som partner i en ensidigt udviklet Sundhedsportal, hvor der er inviteret andre forret- ningsbaserede aktører med, og det »objektive informationssigte over for befolkning og sundhedsprofessionelle« dermed efter vores opfattelse fortabes. Apotekers indtjening afhænger af salget af lægemidler - det gør lægers ikke. Det er der intet forkert i, men vores udgangspunkt er helt forskelligt.

Det er mange år siden, at den praktiserende læges honorar afhang af hvor mange recepter, han udskrev. Det er også mange år siden Lægeforeningen indgik en samarbejdsaftale med industrien om regulering af industriens betaling til læger i forbindelse med efteruddannelse og repræsentation, en selvjustitsregulering, som apotekerne først lige har taget fat på.

Det udelukker ikke et samarbejde, og det har vi faktisk p.t. også om udgivelse af information til de praktiserende læger om dosisdispensering. I parentes bemærket er dosisdispensering et nyt redskab, hvor der endnu er et stykke vej igen før det fungerer logistisk hensigtsmæssigt. Det store besparelsesprovenu er derfor fortsat nok lidt overdrevet.

Andre eksempler på samarbejde er udarbejdelse af en interaktionsdatabase og de pågående diskussioner om fælles lægemiddelinformation, hvor Lægeforeningen og Apotekerforeningen begge indgår i et frugtbart samarbejde med såvel industri som myndigheder.

Det korte svar til Paul Bundgård er derfor: Der er brug for såvel farmaceutisk som lægefaglige ekspertise, men det er to forskellige ekspertiser med hver sit sigte. Lad os holde os det for øje, og sag for sag afgøre, hvad der kan være frugtbart og troværdigt også over for vores andre samarbejdspartnere.