Svar:

Der er tre væsentlige fejlfortolkninger i Hanns Reichs indlæg:

1. Mund til næse-ventilation over for mund til mund-ventilation var ikke centrum for Henning Rubens forskningsindsats. Et af Rubens centrale bidrag på dette område var at demonstrere, hvorledes man sikrer frie luftveje ved at løfte kæben frem og bøje hovedet tilbage. På et tidspunkt hvor verden ikke håndterede kunstig ventilation effektivt, var beskrivelsen af »Rescue Breathing« [1] med bagudbøjet hoved et markant fremskridt. Blandt Rubens mangfoldige og epokegørende arbejder henviser Hanns Reich til en oversigstartikel fra 1964 [2], hvor der lægges stor vægt på frie luftveje. Om indblæsningsmetoder skriver Henning Ruben bl.a.: »... it would not be unrealistic to make a first choice of the nasal inflation route for expired-air resuscitation«. Rubens konklusion var forsigtig i en tid, hvor andre ikke altid lagde vægt på en sammenhæng mellem videnskabelig metode og konklusionerne. Rubens arbejder afspejler hans position som foregangsmand og stor videnskabsmand, og vi deler Peter Basketts og John Zorabs respekt for danskeren Henning Ruben i The Resuscitation Greats [3].

2. Mund til næse-ventilation som præference er ikke dokumenteret. Af undersøgelser som skulle vise fordele og ulemper ved mund til mund- over for mund til næse-metoden, har vi fundet et arbejde i Ugeskrift for Læger fra 1960 [4]. Medlemmer i Dansk Røde Kors blev først undervist i mund til mund, og effektiviteten blev vurderet ved at studere luftskifte i 30 sekunder på en bedøvet, kurariseret 22-årig mandlig medicinstuderende. To erfarne anæstesilæger vurderede, at 28 af 32 ventilerede sufficient, men der kom luft i ventriklen i mange tilfælde. Derfor blev der lavet endnu et forsøg, hvor 40 deltagere (mange gengangere) blev undervist i mund til næse-metoden, og effekten afprøvet på en denne gang kvindelig medicinstuderende. I alt 28 ud af 40 Røde Kors-medlemmer var i stand til at sikre tilstrækkelig ventilation, og denne gang direkte målt. Med mund til næse kom der ikke i noget tilfælde inflation af ventriklen. Undersøgelsen konkluderer ikke, at én metode er bedre end en anden - og pointen er da også, at lægfolk godt kan lære at ventilere. Vi står ved, at man ikke kan betragte dette som en videnskabelig sammenligning af to indblæsningsmetoder.

3. Mund til næse-ventilation er anbefalet på et ikkevidenskabeligt grundlag - og Hanns Reich fortsætter med at gøre dette. Der er al mulig grund til at anbefale mund til mund-metoden. Henning Ruben og andre har vist metodens anvendelighed. Men helt centralt er det, at de undersøgelser som har vist, at lægfolks indsats ved hjertestop kan bedre overlevelsen, er udført i områder, hvor man har anbefalet mund til mund-metoden. Det er væsentligt at anbefaling af en metode hviler på, om den har vist sig effektiv i praksis, og indtil videre står mund til mund-metoden alene. Styrken af den pragmatiske bevisførelse er ikke stærk, men det er det bedste vi har. Det er også det pragmatiske argument, som er anført i de europæiske retningslinjer og som vi bakker op i de tilsvarende danske. Vi henviser i øvrigt til Dansk Råd for Genoplivnings orientering om emnet i Ugeskrift for Læger [5].