Skip to main content

Svar:

Kirsten Abdalla

2. nov. 2005
2 min.

Tak til Bente Rich for kommentarer til artiklen om asylsøgende børns sundhedstilstand. Bente Rich påpeger det særlige forhold, at prævalensen af psykiske symptomer hos børn fundet ved undersøgelse af større populationer varierer afhængig af undersøgelsesmetoden. Dette er tidligere set. Sandsynligheden for at identificere posttraumatiske symptomer er lavest ved forældreinterview og højest ved interview af børnene selv (1, 2). Det er dog usikkert om forskelle i undersøgelsesmetoden alene kan forklare den store forskel mellem Abdallas og Montgomerys tal.

Dansk Røde Kors er parat til at iværksætte mere omfattende screening af nyankomne asylansøgere for posttraumatiske symptomer, men en screening forudsætter, at der er muligheder for behandling og iværksættelse af psykosociale foranstaltninger. Indsatsområder kunne være en samlet familierettet indsats, psykoedukation, børnepsykiatrisk behandling og specialundervisning, men alt dette kræver dels ressourcer, som ikke er udmeldt i det aktuelle finanslovsforslag, dels muligheder i det eksisterende behandlingssystem, som ikke er til stede i fornødent omfang.

Den sundhedsfaglige indsats på børneområdet over for asylansøgende børn varetages inden for driftsaftalen mellem Udlændingestyrelsen og Dansk Røde Kors (samt andre operatører) og der afsættes ikke yderligere ressourcer til dette arbejde i næste finansår. Dansk Røde Kors kan derfor kun styrke indsatsen gennem interne omprioriteringer, som det udtrykkes i det ministerielle sprog.

Den sundhedsmæssige indsats for asylansøgende børn er ikke kun et ansvar, som påhviler de operatører, der driver asylcentre, men er også et ansvar, der påhviler det øvrige samfund herunder skoler, sygehuse og sociale forvaltninger, så lad os få den debat som Bente Rich efterlyser, og den kunne jo passende starte med formulering af en sundhedspolitik på flygtningeområdet.

København


Referencer

  1. Yule W, Williams RM. Posttraumatic stress reactions in children. J Traum Stress 1990;3:179-95.
  2. Abdalla K, Elklit A. A nation-wide screening survey of refugee children from Kosovo. Torture 2001;11:45-9.