Skip to main content

Svar

Jørgen Lassen, fhv. formand for P.L.O. E-mail: jolass@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Jeg er grundlæggende enig i Knud Jacobsens replik på min faglige kommentar i Ugeskrift for Læger (2003;165:4627).

»Fagligheden er en kerneydelse i almen praksis«. Der hvor jeg måske er en anelse agtpågiven, er i forhold til lægens tavshedspligt. Jeg mener ikke, at tavshedspligten - og her er vi helt på linje med vores patienter - er en selvfølge.

Tværtimod. Samfundets (læs: Regeringens) krav om gennemsigtighed i alle mulige forhold er i og for sig fornuftigt nok, men jeg mener, det er grundlæggende vigtigt for det tillidsforhold, vi bør have til vores patienter, at vi værner om tavshedspligten. Et eksempel er den elektroniske patientjournal, hvor vi langsomt bevæger os over i et område, hvor så »banal« en ting som datasikkerhed kan få stor betydning for tillidsforholdet mellem os og vores patienter. Det er for mig at se en central værdi, at de kan stole på os, både som deres fortrolige og lægefagligt kompetente rådgiver.

Med hensyn til et 3-måneders forskningstræningsmodul, som Knud Jacobsen nævner i sit indlæg, mener jeg, det er vigtigt af to grunde. For det første giver modulet en ensartet lægefaglig profil i forhold til de øvrige specialer. For det andet mener jeg, forskningstræningsmodulet vil styrke de praktiserende læger i fremtiden, når de til sin tid selv skal vurdere forskningsresultater, der ligger til grund for de tiltag, der kommer på vores område. Alt i alt tror jeg såmænd nok, vi skal få enderne til at mødes omkring udviklingen og værdisættet i almen praksis. Sådan som det faktisk lykkedes os i vores politiske »manifest«: »Centrale værdier i almen praksis - den praktiserende læge nu og i fremtiden«.

Indlægget har også været forelagt Jan Mainz et al, der ikke har kommentarer.