Svar

Stud. med. Stefan Harders brev om turnusordningen fremhæver en række relevante problemstillinger ved den nuværende ordning for lægers adgang til at opnå turnusstillinger.

Sundhedsstyrelsen er langt hen ad vejen klar over de problemer, det danske turnussystem kan føre med sig for de kandidater, som trækker et højt nummer. Fordelen er til gengæld, at turnus dimensioneres 100 pct. på baggrund af antal kandidater fra de sundhedsvidenskabelige fakulteter. Det sikrer en turnusplads til hver enkelt læge, som uddannes ved et dansk universitet, umiddelbart efter kandidateksamen.

For patienterne betyder det sikkerhed for sundhedsvæsenets funktion og deres tilgang til læger over hele landet.

Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der blandt læger, som står for at skulle i turnus, ofte hersker en fejlagtig holdning til det at få tildelt et yderamt. Mange læger har en opfattelse af, at det er mere kvalificerende at afvikle sin turnus på et universitetshospital. Det er Sundhedsstyrelsens erfaring, at der ofte stilles større krav til den enkelte turnuslæge på de mindre sygehuse langt fra universitetsbyerne, og at der ofte gives en mere bred klinisk tilgang til faget.

Dimensioneringen mellem regionerne fastsættes på baggrund af en fordelingsnøgle baseret på befolkningstallet i de tre regioner svarende til 45% i Region Øst, 25% i Region Syd og 30% i Region Nord. De regionale videreuddannelsesråd har herefter ansvaret for den videre fordeling af turnusblokke mellem amterne. Fordelingsnøglen omfatter samtlige kandidater, dvs. også kandidater, der fordeles efter dispensation for ordinær ansøgning.

Med den nye turnusbekendtgørelse, der trådte i kraft i begyndelsen af 2003, bliver det nemmere at dimensionere uddannelsen til det voksende antal uddannelsessøgende læger, da den inddrager afdelinger i videreuddannelsen, som ikke før stod til rådighed. Det betyder med andre ord, at andre afdelinger kan fungere som turnussted, hvis de kan tilbyde nogle af de kompetencer, der forlanges i målbeskrivelserne.

I arbejdet med den lægelige videreuddannelse og således også med turnusordningen vurderer Sundhedsstyrelsen løbende ordningen med henblik på at foretage eventuelle ændringer. I samme øjemed skeler vi også løbende til vores svenske og norske naboer for at sammenholde deres systemer med det danske system og de fordele og ulemper, alle tre systemer fører med sig.

Sammenlignet med det norske og svenske system hører det danske turnussystem ganske givet til blandt de mere restriktive systemer i den forstand, at den enkelte turnuslæge ikke har en aktiv indflydelse på, hvor i landet turnus skal af-vikles. Bag valget af dette system ligger en række hensyn, som man i den lægelige videreuddannelse har ønsket at vægte.

Helt konkret står kravet om at sikre en tilstrækkelig fordeling af læger, så også yderamterne får deres andel af turnus-kandidater. En afgørende faktor for sundhedsvæsenets funktion er jo netop, at der findes den nødvendige lægelige ar- bejdskraft, og at der sikres en hensigtsmæssig fordeling mel-lem amterne.

Hvis fordelingsproceduren gives helt fri, som den er i Sverige, vil der blive tale om et arbejdsmarked, hvor lægerne selv søger deres turnusstilling på baggrund af kvalificerede ansøgninger. Fordelene ved et sådan system er mange og åbenlyse. Ulemperne kan være, at uddannelsen forlænges, idet mange læger vil vente på en ledig stilling i eller omkring universitetsbyerne. Med det forventede fald i antallet af speciallæger inden for næsten alle specialer, er det en faktor, som er væsentlig at inddrage, og som også er et vigtigt argument for fastholdelsen af det nuværende system.

Ventetiden vil blive brugt på at kvalificere sig yderligere ved lægevikariat, evt. gennem et ph.d.-forløb. Et vikariat eller ph.d.-forløb vil nok kvalificere lægen, men ikke i forhold til en turnusstilling. Set ud fra et planlægningssynspunkt kan ventetiden på at opnå ret til selvstændigt virke således få uheldig indflydelse på den gennemsnitlige uddannelsesvarighed fra kandidateksamen til opnåelse af en speciallægeanerkendelse.

Der er ingen tvivl om, at et system dikteret af udbud og efterspørgsel, vil betyde, at yderamterne må sikre, at forholdene er så tilstrækkelig attraktive, at de fremover kan rekruttere læger til de dimensionerede stillinger. Forhold, der uden tvivl vil have positiv indflydelse på rekrutteringen, er bedre uddannelsesmiljøer, evt. bedre løn i form af tillæg, attraktive boliger etc.

Det er dog Sundhedsstyrelsens vurdering, at et system, hvor lægerne selv søger deres turnusstillinger, ikke nødvendigvis vil have mærkbar indflydelse på de læger, som er etableret i og omkring universitetsbyerne. Disse læger vil som oftest ønske at blive boende og ikke søge ledige turnusstillinger i yderamterne, selv om sygehusene måske kan tilvejebringe langt mere fordelagtige tilbud til den unge læge og familie.

I Norge anvendes et system, som kan siges at være en mel-lemting mellem det danske og svenske turnussystem. Forde-lingen foregår ved, at alle kandidater får et lodtrækningsnummer og et ringetidspunkt, hvorefter turnuskandidaterne rin- ger ind og vælger, på hvilket sygehus de gerne vil i turnus. På hjemmesiden kan kandidater løbende holde sig orienteret om, hvad der er tilbage at vælge i mellem. Fordelen ved den norske fordelingsprocedure er, at den giver kandidaten et godt overblik over turnusfordelingen og et mere aktivt valg af sygehus, uanset lodtrækningsnummer.

Sundhedsstyrelsen vil fortsat følge og vurdere turnusfordelingen med henblik på at forbedre ordningen for de læger, som står for at skulle i turnus. En egentlig liberalisering af turnusordningen vil kræve en tilbundsgående gennemgang af fordele og ulemper, herunder en hensynstagen til, hvilke behov der ønskes tilgodeset med ordningen set ud fra såvel turnuskandidatens som syerhusvæsenets synsvinkel. En mulig fremtidig ændring af det nuværende system vil derfor bl.a. bero på en diskussion i Det Nationale Råd for Lægers Vide-reuddannelse, hvor der sidder repræsentanter for alle dele af det danske sundhedsvæsen, Lægeforeningen, FAYL, FAS, Universiteterne og m.fl.