Svar:

Nej, Dansk selskab for almen medicins diabetesgruppe mener ikke, at et blodtryk mindre end 160/100 mm Hg er generelt acceptabelt for personer med type 2-diabetes, og en læser vil heller ikke finde en sådan udtalelse i den kliniske vejledning (1).

Vi har derimod givet nogle anbefalinger til vore kolleger i almen praksis, hvor vi fokuserer på de grupper, som er i særlig høj risiko for at udvikle diabetiske komplikationer, og på opstilling af individuelle, personlige behandlingsmål. Højrisikopatienter er patienter med erkendt hjerte-kar-sygdom og/eller makro- eller mikroalbuminuri. Behandlingsmålene for de førstnævnte er »skrappe«, men fastlægges efter en samlet risikovurdering (2). Det ideelle behandlingsmål for sidstnævnte angiver vi til <125/80 mmHg (1), men det kan også her modificeres efter en samlet risikovurdering (2).

For alle patienter anbefaler vi, at læge og patient sammen fastlægger det bedst mulige behandlingsmål. For patienter, som ikke er i de to højrisikogrupper, er det ideelle behandlingsmål <140/90 mmHg, hvilket vi i figuren, som er lånt fra klaringsrapporten (3), har udtrykt som ≤ 135/85 mmHg (1). Vi anbefaler imidlertid i overensstemmelse med klaringsrapporten (3), at alle behandlingsmål skal være individuelle. Det betyder, at målet tilpasses tilstedeværelsen af andre sygdomme samt patientens alder, risikofaktorniveau, formåen og ønsker. Som hjælp til vore kolleger har vi foreslået, at et behandlingsmål på <160/100 mmHg er acceptabel kontrol hos patienter, hvor ideel blodtryksregulation ikke er aktuel eller mulig på et givent tidspunkt. Der vil sågar være situationer, hvor en praktiserende læge må acceptere »dårlig kontrol« i en periode. Det individuelle behandlingsmål sammenlignes cirka hver tredje måned med hvordan, det rent faktisk går, og på det grundlag kan læge og patient vælge at ændre behandlingsintensiteten eller ændre det ambitionsniveau, som behandlingsmålet er udtryk for. På denne måde kan lægen bevare en god kontakt med patienten, selv i perioder hvor patienten har svært ved at forlige sig med livsstilsændringer og medicin.

En dialog imellem læge og patient om behandlingsmålet kan give mindst lige så gode resultater som urealistisk forfølgelse af idealmål (4). I en sådan dialog finder den non-farmakologiske behandling, primært i form af kostændring, motion og vægttab, også sin naturlige plads.