Skip to main content

Svar

Michael Dupont, formand for P.L.O. E-mail: plo@dadl.dk: Michael Dupont, formand for P.L.O. E-mail: plo@dadl.dk

1. nov. 2005
2 min.

I er ikke ene om at være bekymrede - det er vi også i både P.L.O. og DADL, jf. debatten i sidste nummer af Dagens Medicin og på DADLine. Man må stille sig selv det spørgsmål, om det er et retssamfund værdigt at udstille folk, der har fået en påtale selv for en banal fejl. Har vi ikke tillid til, at retssamfundet regulerer dette gennem autorisationssystemet? Skal vi vende tilbage til middelalderlige forhold, hvor alt er offentligt, og bedømmelse af ofte vanskeligt gennemskuelige medicinske situationer overlades til en folkedomstol? Vi arbejder ihærdigt på at komme væk fra »blame-kulturen«, hvor vi skal lære af vores fejl og ikke udstilles for dem. Det er den eneste vej til at forbedre sundhedsvæsenet. Men man bliver - med holdningen bag forslaget - i tvivl om det overhovedet er gået op for vores myndigheder, hvad det er man er i gang med at sætte over styr.

Forslaget er uigennemtænkt og vil gøre langt mere skade end gavn for de patienter, som det skulle hjælpe. I nogle lægefunktioner er man langt mere udsat for at gøre fejl end i andre lægefunktioner; det fremgår af statistikken. Yngre læger på skadestuen - intensivlæger med kritisk syge patienter hvor der skal træffes hurtige beslutninger, vil være i skudlinjen. Også andre grupper i sundhedssektoren - jordemødre på vagt og sygeplejersker i hjemmeplejen - vil blive udsat for et massivt pres.

Lovforslaget vil gøre skade på rekruttering og fastholdelse til almen praksis - ligesom det vil ramme hårdt i andre dele af lægegerningen med megen patientkontakt og dermed større risiko.

Det kan blive svært at rekruttere til de områder. Man vil søge mod sikre havne, hvor det ikke blæser, men der er jo ikke plads til alle i specialer, hvor der ikke er patientkontakt eller ikke er akutte patienter.

Defensiv medicin vil komme i endnu højere kurs - med stort og unødigt ressourceforbrug til følge. De specielle forhold i vores fag gør I udmærket rede for - jeg er på ingen måde uenig.

Heller ikke i at de grove forsømmelser naturligvis skal forfølges. Det skal tilsynsmyndighederne være udrustet til at klare. Er de ikke det, må det løses, men ikke ved at alle skal skæres over en kam.

Vi må gøre, hvad vi kan for at stoppe den udvikling. Hvis man mod forventing gennemfører lovforslaget, er det nødvendigt at tage arbejdsgangen i Patientklagenævnet og vores videre deltagelse heri op til kritisk revision.