Skip to main content

Svar:

Poul Brix Jensen, direktør for DSAM

1. nov. 2005
1 min.

Kære Knud Jacobsen

Du påpeger vanskelighederne ved at måle kvalitet i almen praksis.

Jeg er enig i, at dette er meget vanskeligt, men mener at det skal gøres ved at få defineret og beskrevet kvalitetsindikatorer for almen praksis, så vi ikke bliver vurderet på statistikker og andre opgørelser, der ikke beskriver kvaliteten.

Det Centrale Kvalitetsudviklings- og Informatikudvalg (CKI), der er nedsat af Landsoverenskomstens parter, har besluttet at sætte dette arbejde i gang.

Der skal beskrives både sygdomsspecifikke og generiske indikatorer.

Skal vi beskrive indikatorer for almen medicins kernefunktioner, tror jeg, det er nødvendigt at inddrage patienterne i denne vurdering. DANPEP er ét eksempel på hvordan dette måske kan lade sig gøre.

Referenceprogrammer og kliniske vejledninger opfatter jeg som udelukkende værende hjælpeværktøjer i den kliniske hverdag. De erstatter ikke »forholdet til patientens opfattelse og personlighed«, som du skriver.

Jeg er enig med dig - og forhåbentlig alle almenmedicinere - i at fagets kernefunktioner skal bevares og styrkes.

Dette gøres blandt andet ved at udvikle almenmedicinske kvalitetsindikatorer og ikke ved kritikløst at overtage sygehusvæsenets indikatorer.