Svar

Mats Lindberg (ML) bebrejder os, at vi ikke har besvaret hans kritik af vores »konklusion om underbehandling med antidepressiva« og videre, at vi som »argument for underanvendelse af antidepressiva« bruger en ældre hollandsk undersøgelse. Til det er at sige, at vores ærinde ikke har været at argumentere (endsige at propagandere) for anvendelsen af antidepressiva. Vores ærinde har været, som det fremgår af resumé og konklusion i artiklen om forebyggende medikamentel behandling af depressionssygdommen, at sætte fokus på et problem, vi opfatter som et folkesundhedsproblem, nemlig at depressionssygdommen ofte er kronisk, at den er undererkendt, underdiagnosticeret og underbehandlet, samt at problemet, jf. de tilgængelige epidemiologiske undersøgelser, er meget stort. Vi har benyttet data fra de senest publicerede undersøgelser, vi har haft kendskab til, og den omtalte hollandske er først publiceret i 2001. At antidepressiva indgår som en hovedkomponent i den forebyggende behandling, ja, det mener vi absolut, men det har ikke været noget kardinalpunkt for os at argumentere herfor. Vi er enige med ML i, at der er behov for omfattende behandlingsprogrammer (og forebyggelse), programmer, der rummer andet og mere end lægemidler, og ligeledes er vi enige i, at de lægemidler, vi har adgang til i dag, langtfra er perfekte. Derfor kommer det heller ikke bag på os, at ML har kunnet finde en analyse, der konkluderer, at den farmakologiske effekt af de seks mest anvendte antidepressiva er »clinically negligible«. Det drejer sig dog her om korttidsbehandling, hvor hovedsageligt nyere antidepressiva er undersøgt. Vores ærinde har som anført været langtidsforebyggende behandling, hvor også de ældre, men effektive tricykliske antidepressiva, lithium og de allernyeste antipressiva bør tages i betragtning. Samme argumentation gælder ML's henvisning til en metaanalyse af antidepressivas suicidalforebyggende effekt. Den refererede analyse beror igen på korttidsstudier af få ugers varighed; vores ærinde er som anført den årelange, forebyggende behandling.

Afsluttende til ML: Vores hovedærinde har været at henlede kollegers og sundhedspolitikeres opmærksomhed på depressionsproblemets størrelse og omfang, især langtidsaspektet og det dilemma, der ligger i, at den viden, vi trods alt har, tilsyneladende kun i begrænset omfang kommer den syge og hans familie til gode (gabet mellem efficacy og efficiency eller effekt og nyttevirkning). Hvilken relativ rolle forskellige behandlingsstrategier inklusive antidepressiva måtte spille, overlader vi gerne til en fortsat debat og - af hensyn til sundhedsøkonomien - til den foreslåede medicinske teknologivurdering.

Vi er kede af, at vi har irriteret Martin Lotz med en »skråsikker« artikel om den forebyggende depressionsbehandling. Vi er slet ikke skråsikre på andet, end at depressionssygdommens omfang og betydning ikke har den opmærksomhed i sundhedsvæsnet, som den fortjener. At diagnosesystemet er ufuldstændigt, kan vi ikke blive uenige om, og en fremtidig ICD-11 vil sikkert rumme mere valide diagnoser end nutidens ICD-10, en diagnoseværktøjskasse, der allerede har mange år på bagen. Men vi har valgt at tage udgangspunkt i det diagnosesystem, der almindeligvis anvendes i dag, og det kan naturligvis afføde en debat (om f.eks. prævalenstallenes størrelser), men efter vores opfattelse ikke anfægte vores synspunkter på depressionssygdommens omfang og betydning. Vores mening om SSRI og andre antidepressivas rolle fremgår af det ovenfor anførte, og vi er lige så bekymrede som ML for patienternes holdning til den behandling, vi kan tilbyde og lige så interesserede i de »biologiske og psykologiske langtidsvirkninger og på de sociologiske og etiske konsekvenser«. Sådanne humanistiske betragtninger anlægger sikkert alle læger med behandlingsansvar, ikke kun psykoterapeuter (som patienterne i øvrigt har alt for ringe adgang til, jf. konklusionen i vores artikel).