Svar

Mats Lindberg anvender undertegnede og min kritiske beskrivelse af ALLHAT-studiet som et forsøg på en positiv besvarelse af spørgsmålet: Findes der en »kommerciel bias«? Udgangspunktet er dels min divergerende opfattelse af ALLHAT-studiets resultater og dels min selvangivne interessekonflikt med hensyn til to af de anvendte lægemidler.

Mats Lindbergs udlægning af ALLHAT-studiet er væsentlig mere positiv end selv de deltagende forfattere har givet udtryk for. Mats Lindberg mener, at studiet giver belæg for at anbefale diuretika som førstevalg ved hypertension - en fortolkning, som baserer sig på Mats Lindbergs opfattelse af rollen som amtslig lægemiddelkonsulent: en fremhævelse af ældre lægemidler på basis af deres tilsyneladende prisbillighed og en nærmest uophørlig kritik af læger, som ikke er enige.

ALLHAT-studiet har været udsat for en sønderlemmende kritik fra mange hypertensionseksperters side, hvilket fremgår af en omfattende korrespondance (se f.eks. www.nejm. org) og af paneldiskussioner under det seneste møde i American Society of Hypertension (maj 2003). Hovedresultatet af disse diskussioner er, at den konklusion, som bl.a. Mats Lindberg fremfører, ikke har belæg i de publicerede data, men at man dog bør lade diuretika under en eller anden form indgå i behandlingen af hypertensionspatienter, idet denne behandling oftest kræver mere end et lægemiddel. Den bevidstløse fremhævelse af et præparats tilsyneladende prisbillighed uden evidens for de samlede samfundsøkonomiske og livskvalitetsmæssige aspekter er næppe udtryk for den fornuftige forbrugerpolitik, som en amtslig lægemiddelkonsulent burde være eksponent for.

Angivelse af potentielle interessekonflikter i forbindelse med forskningsmæssigt arbejde er en god regel, som overvejende benyttes i USA. Det er vigtigt at understrege, dels at det er en potentiel interessekonflikt, idet den økonomiske støtte ikke er gjort afhængig af et givet resultat, og dels at en interessekonflikt opstår, hver gang et lægemiddelfirma giver økonomisk støtte til en forskningsundersøgelse. Desværre er det de aktuelle forskningsmæssige betingelser, at større studier, som netop skal give de svar offentligheden har brug for, kun kan gennemføres med finansiering fra medicinalindustrien. Hvis det offentlige var parat til at betale for fremskaffelse af de oplysninger, der er nødvendige for det »rigtige« valg af lægemiddel, ville Mats Lindbergs indledende spørgsmål med rimelig sikkerhed kunne besvares benægtende - indtil da må vi basere os på evnen til analysere videnskabelige data og på tillid til de særligt sagkyndige.