Skip to main content

Svend Hartling: Lægeforeningens tone er skinger

Koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden, deler ikke Sundhedsstyrelsens og lægernes bekymring for regionens nye akutsystem. Hvor er lysten til at se udviklingsmulighederne og perspektivet?

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. sep. 2013
3 min.

interview  Sundhedsstyrelsen opfordrer jer til at sikre almenmedicinske kompetencer i lægevagten, når I overtager den fra 1. januar 2014. I skal fylde 68 årsværk – hvor mange ansøgninger har I fået?

»Vi var oppe på en 60 stykker for et par dage side, men læger kan godt finde på at vente til lige inden deadline, før de trykker på ,send’. Vi har overblik over det i løbet af et par dage. Mange har søgt et eller flere steder – man kan jo markere, om man godt vil arbejde ved 1813-telefonen, i konsultation på akutklinikkerne eller kun køre kørsel«.

Hvor mange er almenmedicinere?

»Jeg har ikke tallet, men der er speciallæger i almen medicin, som har søgt, så det vil vi ikke få problemer med«.

Sundhedsstyrelsen er bekymret for overforbrug af indlæggelser og undersøgelser, når lægevagten integreres med akutmodtagelserne – hvad siger du til det?

»Vi vil holde meget øje med det, men omvendt regner vi med, at vi på nogle punkter kan undgå indlæggelser. Hvor en traditionel lægevagt f.eks. ser et barn med feber og indlægger det, og børnemodtagelsen konstaterer, at det ikke var nødvendigt, så kan vi trække på børnelægekompetencerne med det samme og måske have en fælles konsultation, fordi vi har et integreret system. Så det kan gå begge veje, men det er ikke noget, vi er specielt bekymrede for«.

Det er lægevagtens vanskeligste opgave at tage telefonopkaldene og visitere, påpeger Sundhedsstyrelsen, og det sætter I sygeplejersker til – er det betryggende?

»Vi har haft massevis af henvendelser på 1813-telefonen, og der har ikke været nogen problemer. Der er også læger til stede, der kan gå ind i de problematiske tilfælde. Det er lidt en diskussion om kejserens skæg. Begge parter er enormt dygtige, og vores holdning er at lade en sygeplejerske tage det første opkald, og så er nogle af henvendelserne af en sådan karakter, at der ikke er nogen grund til at involvere en læge, mens det andre gange er fornuftigt, og så overtager lægen«.

Hvordan evaluerer I det nye akutsystem?

»Vi monitorerer løbende på hele kæden, både opkaldene og hvad de fører til af handling. Vi vil præcist vide, hvad patienterne bliver henvist til og ikke henvist til. Og vi er meget interesserede i at se, hvor mange vi kan få til at ringe i stedet for at henvende sig på en akutmodtagelse, og i stedet vente hjemme«.

Hvordan er det egentlig at være skydeskive for hård kritik fra kolleger, som kritiserer det nye system?

»Jeg synes, Lægeforeningen opfører sig fuldstændig som en traditionel fagforening og hverken ser udviklingsmulighederne eller perspektivet i dette her. Det er skuffende, og jeg mener, at tonen er meget skinger. For eksempel når der advares om, at overbelægningen bliver værre. Vi har ikke spor overbelægning. Vi har haft det i forbindelse med influenzaepidemier, men ikke værre end i resten af landet. Jeg er ked af den kritik, for den skaber unødvendig utryghed«.