Skip to main content

Lægernes tillidsmand ved Uppsalas Universitetshospital slår nu alarm på grund af det stressende og måske livstruende arbejdsmiljø på sygehuset.

»Siden 2006 er fire læger på ortopædkirurgisk afdeling blevet ramt af hjerte-kar-sygdomme. To er døde. Selvom det ikke kan påvises direkte, at det skyldes arbejdsbyrden, er ortopædkiru ne stærkt bekymrede over det barske arbejdsmiljø på Universitetshospi-talet«, siger docent Anna Rask Andersen, tillidsmand og overlæge med speciale i arbejds- og miljømedicin.

I en sag, hvor en læge sideløbende blev tvunget til at påtage sig to job, har Anna Rask Andersen som specialist i arbejdsmedicin en klar opfattelse af årsagen til dødsfaldet:

»Den øgede arbejdsbyrde var medvirkende til at fremskynde hjerteinfarkten. Efter knap et år døde lægen af en ny hjerteinfarkt«, mener hun.

Øget risiko for lægefejl

»Det er hændt, at en læge måtte foretage 40-50 telefonopkald for at finde en sengeplads til en akut patient. Oveni skal han tage sig af sine lægelige arbejdsopgaver. Sådan en situation er helt klart uholdbar i længden«, siger Anna Rask Andersen.

Lægerne og deres tillidsmand har i flere år påtalt det dårlige arbejdsmiljø, som ifølge Anna Rask Andersen er blevet ringere år efter år, og nu er »værre end nogensinde«.

Akutbetjeningen og ortopædkirurgiske afdelinger er blandt dem, der er værst ramt af den øgede arbejdsbyrde.

»Men andre afdelinger bliver også påvirket, fordi de er nødt til at behandle patienter, som normalt ikke hører hjemme på de pågældende afdelinger. De må så aflyse planlagte patienter med det resultat, at indlæggelsestiden bliver længere, og at behandlingen bliver både dårligere og dyrere«.

De værste konsekvenser af de stressede arbejdsforhold er dødsfald og alvorlig sygdom. Men stress kan også komme til udtryk på andre måder. Udbrændte og desillusionerede læger begår flere fejl, siger Anna Rask Andersen, som mener, at der stilles for store krav til lægerne.

»Man kan ikke forlange, at alle læger skal præstere på fysisk eliteniveau. Arbejdsgiverne vil også have erfarne læger, men når man kommer op i årene, har man ikke de samme kræfter som i 20-års-alderen«.

Anna Rask Andersen mener, at en »behandlingskoordinator« i første omgang kunne skære toppen af arbejdsbyrden. En sådan koordinator kunne afgøre, hvordan antallet af sengepladser skal fordeles og koordinere det praktiske arbejde. På længere sigt er det dog nødvendigt med flere sengepladser.

Topprioritet til arbejdsmiljø

I store dele af det svenske sundhedsvæsen har finanskrisen og den efterfølgende lavkonjunktur ført til fyringsvarsler og store nedskæringer.

»Alle de fyringsvarsler giver en masse uro. Der er en klar risiko for, at patientsikkerheden og kvaliteten af behandlingen bliver forringet. Og hvem vil i fremtiden have lyst til at arbejde inden for et område, der har så store problemer med arbejdsmiljøet«, siger Anna Rask Andersen.

Også Eva Nilsson Bågenholm, talsmand for den svenske lægeforening, er bekymret over de det dårlige arbejdsmiljø:

»Før i tiden diskuterede vi ofte løn og arbejdstider. Men i dag ligger arbejdsmiljøet helt øverst på dagsordenen. Vi taler om at skabe forudsætninger for et fornuftigt arbejdsliv, så lægerne har kræfter til at arbejde, til de skal pensioneres«, siger Eva Nilsson Bågenholm og advarer om, at tidspres i sidste ende kan true patientsikkerheden.

»Der er meget stor risiko for, at patientsikkerheden bliver ringere. Vi har en kompetent lægestand, men de har ikke nok tid. For lidt tid betyder, at der er større risiko for at komme til at fejlbehandle.


Den svenske lægeforening ser det forringede arbejdsmiljø som en direkte konsekvens af, at al service for lægerne gradvist er blevet skåret væk.


»Vi har fået flere læger i de sidste ti år, men deres arbejdsforhold er blevet dårligere. Derfor befinder vi os nu ved smertegrænsen for, hvad lægerne kan holde til. Vi skal have flere sengepladser; det er et krav, vi vil gøre meget for at få opfyldt.