Skip to main content

Syddanske læger frygter overgang til nyt EPJ-system

Trods problemer med den nuværende EPJ-journal, er Overlægerådet på Odense Universitetshospital lunkne ved udsigten til at skulle begynde forfra med et helt nyt system. Det kan blive konsekvensen, når regionen efter forhandlingssammenbrud med leverandøren sender den gældende EPJ i udbud.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

14. dec. 2016
4 min.

Når regionsrådet i region Syddanmark mandag d. 19. december efter indstilling fra forretningsudvalget efter alt at dømme vælger at sende sit nuværende EPJ-system i udbud, skulle man umiddelbart tro, at det var en beslutning, der blev hilst velkommen i lægelige kredse.

Ganske vist har systemet kun været fuldt udrullet i cirka et år.

Men tillbage i februar i år skrev overlægerådet på Odense Universitetshospital til hospitalets direktion og påtalte en lang række mangler og fejl i Cosmic, som er navnet på det EPJ-system, der anvendes på hospitalerne i region Syddanmark.

”Såvel øget tidsforbrug i forbindelse med registrering, som manglende overskuelighed kan sammenlagt ses som en potentiel trussel mod patientsikkerheden”, hed det i henvendelsen til direktionen på OUH.

Og overlægerådet anbefalede regionen at se sig om efter ”et mere hensigtsmæssigt EPJ system”, såfremt problemerne ikke blev løst.

”Og det står vi ved” siger formand for overlægerådet på OUH, Lars Henrik Frich.

Mange klik – mange fejl

Alligevel har han ikke armene oppe af begejstring over regionens beslutning om at sende systemet i udbud.

”Cosmic blev indført over en sommerferie for otte år siden, hvilket vi var meget kritiske overfor. Men vi har lært at leve med det på trods af indiskutable mangler og fejl. For mig, der primært arbejder med planlagte patienter, kan systemet det, det skal. Men det er tidskrævende, fordi det er umådeligt langsomt. For de kolleger, der har brug for f.eks. at danne sig et overblik over patienter, der fejler mange ting, er det meget lidt anvendeligt.

Men at skifte helt til en anden udbyder, frygter vi vil forårsage nogle voldsomme problemstillinger og en forfærdelig masse støj”, siger Lars Henrik Frich.

Formand for region Syddanmarks Innovationsudvalg og medlem af forretningsudvalget, Karsten Uno Petersen (S) kan godt forstå Lars Henrik Frichs bekymring.

”Al erfaring siger, at der altid vil være udfordringer ved at skifte system. For eksempel når data skal flyttes fra et system til et andet. Men det vil der blive taget højde for i måden, hvorpå udbuddet bliver beskrevet”, siger Karsten Uno Petersen, der lover at ville arbejde for en ”tålelig udfasning” af det gældende system.

Og Niels Nørgaard Pedersen, administrerende direktør på OUH - som er systemejer af Cosmic - har præciseret, at udgangspunktet for valg af eventuel ny leverandør vil være at sikre klinikken de bedste muligheder for behandling og pleje af patienterne.

Ifølge lægerne har denne egenskab ikke just karakteriseret det nuværende EPJ-system.

Oversete svar

Både indhentning af information og dokumentation kræver ifølge lægerne så mange klik, at den enkelte læge for at nå dagens program kan blive nødt til udelukkende at holde sig til egne forløb. Konsekvensen er, at ”det samlede overblik over patientens sygdomme mistes og undersøgelser kan overses. Dette giver dårlige patientforløb og er en trussel mod patientsikkerheden”, hed det i Overlægerådets henvendelse til direktionen på OUH tilbage i februar.

En anden lægelig anke er, at fejl forbliver uregistrerede. Fejl, hvoraf nogle beskrives som ”meget graverende”.

Andre forhold, der er blevet påtalt af overlægerådet på regionens største sygehus, er, at flere forskellige lægemiddelmoduler hindrer overblikket over patienternes medicinske behandling. For eksempel er der ikke altid fuld overensstemmelse mellem de ordinationslister, som lægerne benytter og de administrationslister, som sygeplejerskerne anvender.

Indenfor biokemi, immunologi, røntgen og patologi er der forskellige procedurer for at finde svar og for at kvittere. Udover et stort tidsforbrug øger det risikoen for at overse essentielle svar. Patologisvar, som kun ligger eksternt, skal aktivt søges, hvorimod for eksempel røntgensvar lander direkte i lægens indbakke og ikke overses.

Ekstraregning

I november i fjor blev Cosmic PAS (det Patientadministrative System) udrullet på Odense Universitetshospital, hvilket heller ikke skete gnidningsfrit.

Der blev konstateret et betydeligt antal fejl i indberetningen til LandsPatientRegisteret, der betød, at der gik ged i aktivitetsafregningen til sygehusene og den kommunale medfinansiering af sygehusenes aktiviteter.

Merudgifterne til andre faggrupper - især lægesekretærerne - androg for perioden december 2015 til februar 2016 fire mio. kr.

Regionen har videreført et leverandør-samarbejde om EPJ, som Fyns Amt påbegyndte i 2004, og dele af kontrakten udløber i år.

Når regionsrådet på sit møde mandag officielt beslutter at sende EPJ-systemet i udbud, skyldes det, at regionen og leverandøren af systemet, CGI Danmark efter mere end et års forhandlinger ikke har kunnet nå til enighed om en forlængelse af kontrakten. Desuden vurderer regionen, at der er behov for at sammenligne med andre systemer. Således har virksomheden Systematic, der blandt andet leverer journalsystemer til region Midtjylland, vist interesse for opgaven.

Torsdag skal overlægerådet til orienterende møde hos regionsdirektør Jane Kraglund.