Skip to main content

Sygdom lader sig ikke stoppe af stive faggrænser

Journalist Annette Hagerup, ahagerup@mail.dk

19. jun. 2009
5 min.

Opgaveglidning er tidens hotte emne på den sundhedspolitiske dagsorden. Både på Christiansborg og på højeste fagpolitiske niveau er alle tilsyneladende enige om, at manglen på hænder på sygehusene skal løses ved at løsne op for stive faggrænser. Spørgsmålet er lige: Hvordan? Det er underforstået, at kan læger og sygeplejersker ikke blive enige om at være fleksible og lave lokale aftaler om opgaveglidning, vil der blive lovgivet.

Imens knokler sundhedspersonalet løs på landets sygehuse og overskrider dagligt de forkætrede faggrænser i kampen for at give patienterne den bedste behandling. Det fortæller sociolog på Aalborg Universitet, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation, Rasmus Antoft. Han er forfatter til en afhandling netop om opgaveglidning i sundhedssektoren. Og det er hans erfaring, at opgaveglidning længe har været en nødvendighed.

»Specielt i yderområderne, hvor det er særligt svært at rekruttere sundhedspersonale, må man dagligt gå ud over faggrænserne for at få dagligdagen til at fungere. Fra politisk hold og ledelsesside taler man måske nok om opgaveglidning, men i det daglige - på afdelingsniveau - er opgaveglidning i arbejdsdelingen flere steder en praktisk nødvendighed.«

Task force

Regeringen og arbejdsmarkedets parter nedsatte i august 2008 en task force (TF), der skal udvikle en strategi for, hvordan sundhedspersonalets kompetencer og ressourcer udnyttes bedst muligt. TF skal bl.a. afdække, hvilke barrierer og faggrænser, der i dag spænder ben for opgaveglidning og en mere smidig tilrettelæggelse af det daglige arbejde.

Med ved bordet sidder repræsentanter for Sundhedsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Lægesekretærer, FOA og Undervisningsministeriet.

TF har som led i sit arbejde gennemgået en række eksempler på opgaveglidning for at vurdere, hvilke barrierer de involverede afdelinger og personalegruppe har oplevet. Og hvordan processen med at implementere nye opgaver mellem faggrupper er forløbet.

Målet har været at få så mange faggrupper og så mange sektorer som muligt med i analysen, dvs. sygehuse, ældreinstitutioner, almen praksis m.v.

TF ventes at fremlægge sin færdige strategi - inklusive et idékatalog - kort efter sommerferien.

Hvad er bedst for patienten?

For en person, der som Rasmus Antoft løbende har til opgave at analysere samspillet mellem sundhedssektorens personalegrupper, har hele »projekt opgaveglidning« også et fagpolitisk sigte.

»Uanset hvilken strategi regeringens TF kommer op med, kan den ikke undgå at flytte faggrænser. For de forskellige faglige organisationer handler det om, at de vil fastholde og sikre sig monopol på bestemte arbejdsområder og kontrol med bestemte arbejdsopgaver«, siger Rasmus Antoft.

Det er hans vurdering, at læger gerne vil tale opgaveglidning, mens sygeplejerskerne i højere grad ønsker en mere permanent opgaveflytning.

»Det interessante i hele den her diskussion om opgaveglidning er ikke, hvilke opgaver lægerne vil afgive, og hvilke sygeplejerskerne gerne vil have. Det interessante er, hvilke opgaver der skal skifte ,ejermand' for at sikre den bedst mulige patientbehandling.

Tager TF's strategi mon højde for det? I en tid med lægemangel er det selvfølgelig oplagt at lade sygeplejersker overtage en del af lægernes opgaver. Men hvad med den dag, hvor vi pludselig har overskud af læger? Hvem sidder så på opgaverne? Og vil sygeplejerskerne være villige til at afgive nogle af dem igen?«

Rasmus Antoft mener, at en udvidelse af sygeplejerskernes arbejdsområder i høj grad er forbundet med en forventning om højere status og faglig autonomi.

»Skal man være lidt kritisk over for lægerne, er de med på opgaveglidning, så længe det betyder, at de kommer af med nogle af rutineopgaverne til f.eks. sygeplejerskerne.

For nogle er det måske absurd at tale om nye opgaver til sygeplejerskerne i en tid med massiv mangel på sygeplejersker. Men det handler om at gøre faget mere attraktivt ved at tilføre det mere ekspertise og nye prestigefyldte arbejdsopgaver. De rutineopgaver, der så bliver tilovers i systemet, kan andre faggrupper, eksempelvis sosu-assistenterne overtage,« siger Rasmus Antoft.

Inddrag flere medarbejdergrupper

Han ser bl.a. sosu-assistenterne som en faggruppe, man kan inddrage i forhold til efterspørgslen på arbejdskraft, fordi deres uddannelse er relativt kortvarig (ca. to år).

En opgaveglidning skal sikre, at der er fleksibilitet og smidighed i arbejdsdelingen i sundhedsvæsnet. Det er i høj grad i hverdagen, samarbejdet skal stå sin prøve.

»Har man for faste strukturer, hvor hver faggruppe står fast på sine faggrænser, bliver det svært at få hverdagen til at fungere. Dermed ikke være sagt, at hver gruppe ikke skal have en faglig autonomi, opgaver der matcher deres faglige kompetencer og hver deres autorisation.

Man kan f.eks. forestille sig en afdeling, hvor fem sygeplejersker er på barsel, og der ikke er ressourcer til vikarer. Den eneste måde at klare den situation på er at lade de resterende sygeplejersker løbe dobbelt så hurtigt. Alternativt kan sygeplejerskerne overlade/ videregive nogle opgaver til andre,« siger Rasmus Antoft, som medgiver, at der nok er en tendens til, at det kedelige og ikkeprestigegivende arbejde forsøges tørret af nedad i systemet.

Men der er også brug for at tænke nyt og inddrage nye medarbejdergrupper, hvis flere lægehænder skal frigives til patientbehandlingen.

»Lægerne klager over den øgede bureaukratisering. De må bruge for meget af deres arbejdstid på administrative opgaver. Så selvom DJØF'er er et fyord for nogle læger, kunne mange af de administrative opgaver, der ikke kræver en sundhedsfaglig uddannelse, i stedet lægges over til administrativt personale. Det mindsker ikke bureaukratiseringen, men kan umiddelbart frigive tid og rum til mere lægefagligt arbejde,« siger Rasmus Antoft.

Læs mere på Aalborg Universitets hjemmeside www.aau.dk

Supplerende litteratur

Referencer

  1. Antoft R. Sundhedsplanlægning i interorganisatorisk perspektiv. Aalborg Universitet, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation