Skip to main content

Syge læger har brug for gode råd

Anne Steenberger, as@dadl.dk

4. feb. 2011
2 min.

Når læger bliver syge, har de ofte svært ved at overgå til patientrollen. Og de behandlende læger får også tit problemer med lægerollen, når det er en kollega, de står over for. Det er ikke videnskabeligt bevist, men det er en udbredt opfattelse, og eksemplerne er talrige.

Det er baggrunden for, at Foreningen af Pensionerede Læger vil udsende en slags manual, der både henvender sig til læger, der er syge, og til læger, der skal behandle en syg læge.

»Læger bliver ofte fejl- eller underbehandlet«, siger initiativtager og formand for Foreningen af Pensionerede Læger, Region hovedstaden, Claus Lundstedt.

Årsagerne er mange og ligger både hos den syge læge, der har svært ved at erkende sygdommen og ved at være patient, og hos den behandlende læge, der ofte har opfattelsen, at patientlægen »selv godt ved det« og derfor ikke udfylder sin sædvanlige lægerolle. Desuden vil en læge i den situation have en tendens til at være lidt tilbageholdende med at undersøge en kollega, fordi det kan føles grænseoverskridende.

På et møde i Foreningen af Pensionerede Læger sidste uge drøftede 120 deltagere et oplæg til en pjece med gode råd til den syge læge og hans/hendes læge.

Et af rådene i oplægget til lægen, der behandler en syg kollega, lyder: »Lyt til lægepatienten, hjælp med at få en klar kommunikation og spørg. Find dig ikke i fortielser«. Et råd til den syge læge lyder: »Undgå selvmedicinering ud over banaliteter«.

Nu skal alle råd finpudses, og en endelig pjece vil ligge klar i løbet af foråret, lover Claus Lundstedt.