Skip to main content



Sygehus Thy-Mors' beliggenhed på to matrikler i Nykøbing Mors og Thisted har ikke ligefrem magnetisk tiltrækning på hverken læger under uddannelse eller speciallæger.

Nok kan man opdrive en cafe latte, og nok kan man se den seneste James Bond-film på premieredagen. Men der er langt til Århus og endnu længere til København, hvor en stor del af de vordende basislæger har deres kærester, ægtefæller og vennekreds.

Til gengæld er der højt til himlen og optimale vilkår for surferen, ornitologen og svampesamleren og for børnefamilier, som er sikret billige boliger, pasningsgaranti og et sundt liv i en autentisk natur. Herunder Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy, der strækker sig fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord.

Dertil kommer, at sygehuset spiller en aktiv rolle med hensyn til at finde job til lægernes ægtefæller. Senest er gemalen til en yngre læge blevet ansat på sygehuset som dels tømrer, dels sproglærer for de udenlandske læger.

Sygehuset har indkøbt mountainbikes, surfbrætter og våddragter, som udlånes kvit og frit til de læger, der måtte være tiltrukket af de optimale forhold for windsurfing, som især bølgerne ud for Klitmøller og Hanstholm er internationalt berømmet for.

For to år siden valgte en mindre gruppe københavnske lægestuderende netop Sygehus Thy-Mors på grund af deres interesse for surfing. Tre af lægerne var sammen med bl.a. lokale surf-entusiaster og Thisted Kommune med til at markedsføre Thy nationalt og internationalt som »Cold Hawaii«.

Men nok så megen natur, lækkerhed og grej vil imidlertid altid kun være sekundært i forhold til det, som sygehuset primært lægger ud som lokkemad for lægerne, nemlig - med cheflæge Ole Myginds ord - »den bedste uddannelse« samt en høj grad af fleksibilitet.

Uddannelse har førsteprioritet

»Vi tænker mindre i, at læger under uddannelse skal være arbejdskraft. Derfor sørger vi for at minimere antallet af vagter. Vi har omlagt vores vagtdækning, således at de yngre læger - når de er på vagt - først og fremmest lærer noget og i mindre grad indgår i produktionen.

De skal ikke bare ind i rul - herved får de også samlet set mere fritid«, siger Ole Mygind.

»I det hele taget må vi konstatere - og det er et fælles vilkår for alle sygehuse - at i og med at læger under uddannelse bliver yngre og yngre og skal hurtigere igennem, bliver de i mindre grad arbejdskraft. Og det bliver vi nødt til at indrette os på«.

Ifølge Ole Mygind er sygehuset qua sin beliggenhed tvunget til at være proaktive.

»Vi gør en dyd ud af, at der bliver afholdt informationssamtaler og lagt karriereplaner for vores basislæger. At der afsættes tid til at de bliver ordentligt superviseret, og at de lærer hele sygehuset at kende«.

Sammen med Aalborg Sygehus er Sygehus Thy-Mors medarrangør af ph.d.-forløb, hvor forskningen foregår i Aalborg, mens de studerende har vagter på Sygehus Thy-Mors. Det er billigere for sygehuset, end hvis det skal hyre lægevikarer.

Ligeledes i samarbejde med Aalborg Sygehus overvejes det at arrangere samlede blokforløb, hvor læger under uddannelse påbegynder arbejdsdagen på Aalborg Sygehus og senere på dagen bliver transporteret til Sygehus Thy-Mors i en bil med mobilt kontor. Her kan transporttiden udnyttes til at forberede stuegang, læse epikriser, etc.

For tiden arbejder sygehuset på at indrette et reservelægemiljø, hvor læger under uddannelse har fællesrum på tværs af afdelingerne. Og - for at holde på dem - tilbydes lægerne at kunne bevare deres lægebolig, selv om de i deres uddannelsesforløb skal videre til et andet sygehus.

Multikulturelt sygehus

Sygehuset har også en rekrutteringsstrategi, der skal sikre, at der overhovedet er nogen at uddanne.

Sygehuset inviterer i samarbejde med en lokal kommune lægestuderende fra Aarhus Universitet på et uger langt ophold, hvor målet er at give dem dels en god naturoplevelse, der omfatter surfing og rapelling, dels et godt indtryk af sygehuset som uddannelsessted.

Og til foråret kommer der af to omgange 12 århusianske tredjesemesterstuderende på et i alt seks uger langt klinisk ophold fordelt på kirurgisk og medicinsk afdeling.

Hvad angår den ligeledes svære kunst at rekvirere speciallæger er sygehuset parat til at rutte med fleksibiliteten.

»Vil en læge f.eks. kun være hos os hver anden dag, ja så finder vi ud af det. Og hvis ønsket er at få samlet arbejdstiden på tre dage i ugen, ja så kan det også lade sig gøre«, forsikrer Ole Mygind.

Speciallægemanglen afspejler sig i den høje andel af udenlandske læger, som sygehuset allerede begyndte at rekruttere for mere end ti år siden, og som ikke ses som et nødvendigt onde, men bruges til at profilere syghuset som en international arbejdsplads. Alene på radiologisk afdeling er der fem polske læger ansat. De øvrige udenlandske læger kommer fra Ungarn, Tyskland og Litauen. Pt. er fem læger i Ungarn ved at forberede sig på en fremtid på medicinsk og kirurgisk afdeling samt på øjenafdelingen.

Forud for at de trækker i lægekitlen i Thy og Mors, er de igennem fem måneder blevet undervist i dansk sprog og kultur på fuld tid i Ungarn. Og efter de har slået sig ned på Sygehus Thy-Mors, vil de fortsat blive undervist i dansk af en lærer, der ledsager dem på stuegang, etc.