Under planlægningen af temanummeret om overvægt og metabolisk syndrom, som udkom i uge 42, fik Ugeskrift for Læger forfatterne til de videnskabelige artikler til at byde ind med »myter og misforståelser« om overvægt. Redaktionen har valgt syv af dem ud.
Misforståelsen: Overvægt skyldes for meget mad og for lidt motion, så med mindre mad og mere motion kan man få has på overvægt.
Det er sandt, at man ikke kan tage på uden at indtage mere energi, end kroppen har brug for.
Men…
… det er en misforståelse at koge problemet ned til et spørgsmål om det daglige input og output, en misforståelse, som endog fører til, at mennesker med overvægt får »skylden« for deres situation.
De biologiske mekanismer, som ligger bag overvægt, er langt mere komplekse og individuelle end det – og i øvrigt er de endnu ikke helt kortlagt.
Men så meget ved vi, at vores kropsvægt er afhængig af mange andre faktorer end kalorieindtaget og den fysiske aktivitet bl.a. kostens art, vores alder, køn og kropssammensætning, men også enzymer i fordøjelsesvejene, galdesyre, mikrobiota, hormoner og neurale signaler. Og alt det er igen styret af arv og miljø.
Evolutionen har ellers indlejret nogle meget fintregulerende mekanismer i kroppen, som sikrer, at vi kan beholde en nogenlunde stabil vægt livet igennem, trods store udsving som for eksempel et vægttab ved sygdom eller flere ekstra kilo under en graviditet.
Forsøg med overfodring af mennesker med normalvægt har for eksempel vist, at de ganske vist tog på, men de tabte sig igen, så snart de var tilbage på normal kost og lod appetitreguleringen styre.
Men hos nogle mennesker kan der altså være en ubalance i de biologiske mekanismer, som betyder, at de bliver ved med at lagre mere fedt og har svært ved at komme af med det igen.
Derfor kuldsejler de fleste slankeforsøg for mennesker med overvægt. Hvis de lykkes med et vægttab, kompenserer kroppen ved at sænke hvilestofskiftet, oplagre mere fedt og øge appetitten. Og i mange tilfælde fører et vægttab efterfølgende til mere overvægt.
Det hænger også sammen med, at når man udvikler overvægt, vokser hele kroppen – altså ikke alene fedtdepoterne, men muskler, knogler og organer, alt, som ikke er fedt - den såkaldt magre legemes masse.
Og det betyder, at behovet for energi også vokser. Og selv om ekstra fedt er tilgængeligt i fedtdepoterne, kan kroppen af ukendte grunde ikke udnytte dem. Derfor er mennesker med overvægt ofte meget sultne. Og sultne efter særligt kalorierig mad.
Også når det gælder motion, er mennesker med svær overvægt styret af andet end deres egen vilje. At bevæge sig er særligt krævende for dem på grund af den ekstra ballast, og derfor er de ofte mindre tilbøjelige til at motionere.
Men faktisk bruger personer med overvægt gennemsnitligt lige så meget energi på at bevæge sig som personer uden overvægt, selv om de ikke bevæger sig så meget. Ganske enkelt fordi det kræver mere energi at flytte en tungere krop.
Dertil kommer, at energiforbruget ikke alene afhænger af, hvor langt man løber eller hvor flittig man er til at løfte vægte. Motion udgør kun ca. 30 pct. af det daglige energiforbrug, resten bruges på at holde kroppens basale processer kørende som fordøjelse, fornyelse af celler og opvarmning.
Stor fysisk aktivitet har som bekendt store sundhedsfordele, men er altså ikke nogen garanti for markant øget forbrænding – det viser sig for eksempel i et amerikansk studie, hvor storbymennesker blev sammenlignet med jæger-samler-folket Hadza i det nordlige Tanzania. En jæger-samler, som tilbringer en stor del af dagen i bevægelse med bue og pil på Serengeti sletten har stort set samme energiforbrug som Wall Street-spekulanten, der jager sit bytte på Børsen i New York.
Både jæger-samleren og børsspekulanten holder sig ganske vist i ro i omkring ti timer i døgnet. Men aktivitetsniveauet resten af tiden er noget højere hos Hazda-folket. Mændene går i rask trav, løber under jagt og kravler i træer efter honning. Og kvinderne graver med kæppe efter rodknolde i jorden – ofte med ekstra ballast i form af et barn på ryggen. I snit bruger mændene over 100 minutter og kvinderne over 75 minutter hver dag på fysisk aktivitet med moderat og høj intensitet. Til sammenligning anbefaler WHO voksne at motionere 150 minutter ved moderat intensitet eller 75 minutter ved høj intensitet om ugen. Og det opfylder kun 42 procent af danskerne.
Misforståelsen: At kæmpe mod overvægt er håbløst, for generne styrer det hele: stofskiftet, appetitreguleringen, hvordan og hvor meget fedt, cellerne lagrer osv.
Det er sandt, at generne bestemmer meget.
Men…
… generne bestemmer ikke det hele. Og det er en afgørende tilføjelse.
Genetikken påvirker risikoen for at udvikle overvægt, men afgør ikke, at man rent faktisk udvikler overvægt. Derfor kan slanke mennesker sagtens have såkaldte »fedme-gener« uden nogensinde at udvikle overvægt.
Generne tegner sig for mellem 40 og 60 pct. af forskellen på folks kropsvægt.
Børn af forældre, som selv var overvægtige som børn, har langt større risiko for at udvikle overvægt end andre børn. Hvis den ene forælder var overvægtig som barn, er risikoen tre gange så stor. Hvis begge var, er risikoen otte til ni gange større.
Blandt mennesker med overvægt har kun nogle få af dem sjældne genvarianter som en vigtig årsag til deres overvægt. Men »fedme-generne« er ikke årsag til fedmeepidemien. Et dansk studie har vist, at der er sket en generel fedmeudvikling, som har påvirket alle familier.
Men langt de fleste med overvægt har varierende sammensætninger af almindeligt udbredte genvarianter, som kan forbindes med overvægt.
Omkring 3.000 kendte genvarianter kan påvirke vægtudviklingen, men varianterne fungerer i samspil med en lang række andre faktorer som f.eks. social status, psyke, kost, motion, rygning, tarmbakterier og dertil formentlig nogle ukendte faktorer også.
Genvarianterne kan i samspil med de andre faktorer bl.a. påvirke appetitregulering, mængden af fedt, vi lagrer i kroppen, og om vi er i stand til at tabe os.
Misforståelsen: Et lavt stofskifte kan være årsag til, at fedtdepoter svulmer. Og et højt stofskifte kan være årsag til, at nogle mennesker kan spise alt, hvad de lyster, uden at bukselinningen kommer til kort.
Det er sandt, at nogle sygdomme, hvor stofskiftet enten er for lavt eller for højt, kan resultere i henholdsvis øget vægt og vægttab.
Men…
… forklaringen på fedmeudvikling i almindelighed hænger ikke sammen med stofskiftesygdomme.
Det er samme sag som med energibalancen: Stofskiftet er mere komplekst end som så. Det handler ikke bare om, hvorvidt det er højt og dermed forbrænder meget hurtigt eller lavt og forbrænder langsomt.
Stofskiftehormonerne, som produceres i skjoldbruskkirtlen og reguleres af et hormon, som produceres i hypofysen, påvirker alle kroppens celler. De sørger for, at cellerne fungerer.
Hvis skjoldbruskkirtlen ikke producerer tilstrækkeligt med stofskiftehormon, får man for lavt stofskifte, og det betyder, at cellernes processer taber tempo. Men et lavt stofskifte fører ikke pr. automatik til fedme. Der kan ryge et par kilo på, men de typiske symptomer på lavt stofskifte er træthed og kuldskærhed.
Omvendt fører et højt stofskifte heller ikke automatisk til et vægttab. Mennesker med svær overvægt har faktisk betydeligt forøget stofskifte, selv om der ikke er noget galt med skjoldbruskkirtlens funktion. Det skyldes, at den ikke-fede del af kroppen er vokset og kræver ekstra energi.
Hos mennesker med sygdom i skjoldbruskkirtlen, der giver for højt stofskifte, kendt som hypertyreose, ses en tendens til vægttab som et af mange symptomer. Patienterne har øget produktion af hormonerne thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). At øge stofskiftet med de hormoner er imidlertid ikke en egnet kur mod fedme.
Misforståelsen: Hvis bare man har motivationen og kan fastholde den, er det muligt at tabe sig og holde vægttabet.
Det er sandt, at det er vanskeligt at tabe sig uden motivation
Men…
… motivation ikke en garanti for succes. Selv det mest motiverede, selvdisciplinerede og standhaftige menneske med overvægt kan ikke modstå de biologiske mekanismer, som driver overvægt – og som vi endnu ikke kender til bunds.
Mange med overvægt kan ganske vist, når de er motiverede, overholde en diæt og tabe sig, men de færreste kan fastholde den slanke linje på den lange bane. Og det er ikke, fordi de giver op, men fordi deres krop tilpasser sig og sørger for at fylde fedtdepoterne op på ny.
Kroppen modarbejder aktivt vægttabet ved blandt andet at øge appetitten og nedsætte den metaboliske hastighed. Et vægttab på bare ti procent medfører øget sult og reduceret mæthedsfornemmelse.
Og i mange tilfælde er kroppen så dygtig til det, at den ikke alene får genvundet det tabte, men får lagt ekstra til. Det vidner »tilbagefaldsprocenten« om: 90 pct. af dem, som opnår et vægttab, har efter fire-fem år taget lige så meget eller mere på igen, som de har tabt.
Misforståelsen: Hvis man er flov over sin vægt, er man mere tilbøjelig til at gøre noget for at tabe sig. Derfor er Udskamning af mennesker med overvægt faktisk en hjælp.
Det er sandt, at udskamning er kendt som et redskab til adfærdsregulering – om end ikke særligt effektivt.
Men…
… udskamning af mennesker med overvægt fører til stigmatisering og er direkte skadeligt, og derfor har både fagprofessionelle og myndigheder taget fat på at stoppe den stigmatisering, som mennesker med overvægt er udsat for.
Forskere har fundet sammenhæng mellem stigmatisering på grund af overvægt og vægtstigning, lavt selvværd, depression og angst.
Og i et studie fra 2021 har amerikanske forskere fundet, at stigmatisering på grund af overvægt er forbundet med spiseforstyrrelser som trøstespisning, øget alkoholforbrug og søvnforstyrrelser.
Misforståelsen: Hvis bare man er metabolisk sund, er overvægt ikke sundhedsskadelig
Det er sandt, at hvis man har svær overvægt, men er metabolisk sund, så har man ikke voldsom øget risiko for åreforkalkning, diabetes eller for fedt i leveren.
Men…
… hjertesvigt er stadig en risiko. Fordi hertemusklen skal yde mere – den skal pumpe en halv gang eller dobbelt så meget blod rundt i kroppen. Det viste et stort studie fra UK Biobank sidste år, med en halv million mennesker. Og med et BMI over 30 har man desuden statistisk reduceret levetid – fire år kortere end mennesker med normalvægt. Øget risiko for depression og negativ påvirkning af livskvalitet følger også med et BMI over 30.
Fordelingen af fedt er afgørende for, hvor sunde mennesker med overvægt er. Fedme i leveren og omkring organerne hænger sammen med følgesygdomme. Men alderen spiller også en rolle. Befolkningsundersøgelser har vist, at med alderen bliver flere »sunde« overvægtige »usunde« med følgesygdomme.
Misforståelsen: Børn med overvægt kan få overvægtsrelateret åndenød
Det er sandt, at: børn med overvægt kan få åndenød
Men….
… børnene lider af overvægtsrelateret astma, som er en selvstændig astmasubtype med bestemte inflammatoriske og kliniske karakteristika. Deres astma kræver også en særlig behandling. Myten om åndedrætsbesvær ved overvægt kaldes også for »Pickwicksyndromet« og kan spores tilbage til Charles Dickens’ »Pickwick klubben«, hvor en person med overvægt havde åndenød, fordi hans fedtvæv trykkede på mellemgulvet.
Læs hele Ugeskrift for Lægers tema om svær overvægt og metabolisk syndrom.
Faktaboks
